Mødedato: 11.12.2003, kl. 17:30

Behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere

Behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 11. december 2003

 

 

BR 562/02

Behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere

Behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere

 

 

Indstilling om, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer et behandlingstilbud til unge misbrugere af rusmidler, der samtidig fungerer som rådgivningssted for unge, forældre og professionelle, samt at udgifterne til deponering på 7,2 mill. kr. samt kapitalbevilling på 1,8 mill. kr til indretning og montering afholdes indenfor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget til institutionen på 9,0 mill. kr. Der anvises kassemæssig dækning på bevillingen Stofafhængige, funktion 5.45.1.

(Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkeds­udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer et behandlingstilbud til unge misbrugere af rusmidler, der samtidig fungerer som rådgivningssted for unge, forældre og professionelle.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgår lejeaftale for lokalerne Studiestræde 47 for at indrette lokalerne til brug for et nyt behandlings- og rådgivningstilbud for unge misbrugere.

 

at udgifterne til deponering på 7,2 mill. kr. samt kapitalbevilling på 1,8 mill. kr til indretning og montering afholdes indenfor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget til institutionen på 9,0 mill. kr.

 

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2003

Kontorchef Anders Kirchhoff og socialfaglig konsulent Unna Madsen deltog under punktets behandling.

Bo Asmus Kjeldgaard (F) gjorde opmærksom på, at afsnittet om lejeaftalen indeholder fortrolige oplysninger. Afsnittet vil blive taget ud af indstillingen og lagt i et fortroligt notat i relation til den videre behandling.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod, at nærværende forslag søges gennemført, idet der anvises kassemæssig dækning på bevillingen Stofafhængige, funktion 5.45.1

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Den 11. december 2002 besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget (FAU 561/2002), at puljen på 35 mill. kr. i budgetaftalen for 2003 blandt andet blev udmøntet i, at der blev afsat 9 mill. kr. årligt til etablering og drift af et behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere. Vurderingen var, at der i 2003 skulle afsættes 6 mill. kr. til deponering, og at de resterende 3 mill. kr. skulle benyttes til etableringsudgifter og ansættelse af leder og personale i slutningen af året.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen mangler et specialiseret tilbud til unge misbrugere, som kan tilbyde professionel behandling og rådgivning med henblik på stoffrihed. Et tilbud hvor både unge, forældre og andre professionelle i berøring med unge kan henvende sig. Unge er i denne sammenhæng defineret som under 24 år.

 

I sagsfremstillingen beskrives et tilbud til massivt misbrugende unge, der indeholder komponenter af afgiftning, døgnophold og forankring i en normaltilværelse efterfølgende. Der beskrives behandlingstilbud for hashmisbrugende unge, både som intensive dagforløb og som ambulant aftenbehandling for unge, som stadig formår at fastholde arbejde og uddannelse. Endvidere beskrives selve rådgivningsdelen.

 

Lederen af den nye institution er ansat og lejemålet fundet. De totale udgifter til etablering i det konkrete lejemål er opgjort til 9 mill. kr. Heraf andrager deponeringsudgiften 7,2 mill. kr.

 

Institutionen forventes at være klar til at blive taget i brug medio april 2004.

 

SAGSBESKRIVELSE

De unges brug af rusmidler er steget de senere år. Der er således sket en fordobling indenfor en 5 års periode af antallet af 9. klasses elever, der har prøvet at ryge hash. Halvdelen af alle gymnasieelever har prøvet hash, ligesom det er kendt, at såvel amfetamin, kokain og ecstasy er mere udbredt blandt de unge end tidligere. Yderligere har Danmark verdensrekord i brug af alkohol blandt de unge. Desuden kommer der nye rusmidler til, hvorved de unges livsstil ændres, og nye problemstillinger opstår. Debutalderen, for hvornår de unge afprøver rusmidler, er også faldet markant de se nere år.

 

I dag har er der i København et relativt stort antal unge, med et behandlingskrævende misbrug, som udstødes fra, eller ikke kan tilpasse sig, eksisterende foranstaltninger. Denne gruppe af unge har et udækket behov for rådgivning, behandling, afgiftning og socialiserende foranstaltninger.

 

Herudover viser erfaringen på behandlingsområdet for voksne misbrugere, at gruppen af unge med misbrug ikke responderer på voksentilbudene, som kræver erkendelse af sit misbrug.

 

På denne baggrund er der mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgået et sam­arbejde om en koordineret indsats ift. unge og misbrug. Denne indsats er beskrevet i den vedtagne "Folkesundhedsplan, Unge som målgruppe med fokus på tobak, alkohol og stoffer". Som et helt centralt element i denne plan indgår etableringen af et behandlings- og rådgivningstilbud til unge misbrugere i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Københavns Kommune har ikke i dag et særligt rådgivnings- og behandlingstilbud til unge misbrugere. Det betyder ikke, at der ikke arbejdes med unge misbrugere. Det gør der, men ikke med udgangspunkt i misbruget (eksempelvis laver Tjek-Punkt  opsøgende arbejde blandt unge prostituerede misbrugere m.v., men er ikke et egentlig behandlingstilbud). De unge misbrugere, specielt de massive misbrugere, bliver ofte udstødt af de eksisterende tilbud (både af ungetilbudene og voksentilbudene), hvor medarbejderne ofte føler sig magtesløse. Dette er en velkendt problematik for hele landet.

 

Med budgetaftalen 2003 er der blevet mulighed for en klar forstærket indsats overfor gruppen af unge misbrugere. Konkret forslås:

 

1.      Etablering af et fleksibelt behandlingstilbud

2.      Etablering af et bredere rådgivningstilbud

 

Ad 1. Fleksibelt behandlingstilbud

Behandlingstilbudet skal være fleksibelt og indrettes efter forskellige målgrupper. Udvælgelsen af målgrupper skal betragtes som retningsgivende.

 

1.1   Massivt misbrugende unge

Det antages, at der i København er 50-100 i målgruppen. Disse unge skal som oftest tilbydes afgiftningsmulighed ambulant, eller en decideret afgiftningstur. Der påregnes 9 ture årligt. Der skal for de unge planlægges helt unikke og individuelle forløb herefter, som ofte vil indebære behov for miljøskifte (finansieret ved døgnpleje for under 18 årige og entreprisepenge for over 18 årige). Der påregnes behov for ca. 15 årspladser til en samlet udgift på ca. 7 mill. kr. Der skal ansættes 2 personaler samt ad hoc personale til at forestå behandlingsplaner, afgiftningsture, opfølgning på døgnophold og som den vigtigste funktion, efterbehandling/forankring i en meningsfuld hverdag med stabil boligsituation og uddannelse/arbejde. Det forventes, at ca. 30 unge er tilknyttet denne afdeling, når tilbudet er fuldt udbygget. De vil enten være på afgiftningstur, i efterfølgende døgnophold eller i efterbehandlingsfasen, hvor forankringen til et almindeligt liv med egen bolig, arbejde m.v. Udgiften hertil vil være ca. 1,8 mill. kr. årligt.

 

1.2  Hashmisbrugere – primært under 18 år

Unge som måske nærmere skal betegnes som blandingsmisbrugere. Det antages at målgruppen er 150-250 unge blandingsmisbrugere samt ca. 450 unge med et problemgivende forbrug af hash, som det primære stof. Disse unge skal tilbydes dagbehandlingsforløb med aktiviteter, arbejdspraktikforløb, fysisk træning og megen voksenstøtte (samtaler, adfærdstræning m.v.) i gruppeforløb med 6-8 unge i hver gruppe. I de to første måneder skal de unge kunne hentes dagligt om morgenen, derefter følger forløb på ca. 4 måneder med en forventet efterbehandlingsperiode, hvor de unge stadig følges tæt af de voksne i ca. 3-6 måneder. Der kobles to voksne på hver gruppe. Der påregnes plads til 32 unge årligt, svarende til en årlig udgift på ca. 2 mill. kr. 

 

1.3  Hashmisbrugere – primært over 18 år

Denne gruppe unge tilbydes ambulante gruppeforløb, hvor de unge mødes to gange ugentlig i en periode på 4 måneder med efterfølgende individuel forankring, hvor de voksne sikrer de unges videre forløb m.h.t. en "meningsfuld hverdag". Der påregnes 48 unge i behandling årligt til en udgift på ca. 1,6 mill. kr. En del af de unge behandles i regi af Kirkens Korshær, som allerede arbejder med målgruppen i gruppeforløb.

 

1.4  Fleksibilitet

Tilbudet om behandling af de unges misbrug skal indrettes så fleksibelt, at de unge har mulighed for at starte behandling her og nu. De unges tålmodighed er begrænset og lange visitationsforløb og ventetid er uhensigtsmæssigt. Samtidig skal de angivne målgrupper og aldersopdeling ikke opfattes statisk, da unge modnes i forskellig alder, ligesom graden og arten af misbruget ikke nødvendigvis er afgørende for, hvilken af de tre behandlings­forløb, som er mest relevant. Den unges egen motivation og valg af tilbud, er det afgørende. Derfor skal der også kunne tilbydes individuelle samtaler hos behandler/­psykolog til unge, som ønsker dette alene, som supplement eller i forbindelse med forankring i et nyt liv uden stoffer (eller med reduceret forbrug). Ligeledes kan behandlingen af unge i gruppeforløb have basis i ét lokalområde, hvor eksempelvis en ungerådgivning har kontakt med en gruppe af unge misbrugere, men ikke kan løfte opgaven alene.

 

Ad 2. Bredt rådgivningstilbud

Målsætning

Det skal stå klart for såvel den unge, deres forældre, som andre professionelle, som omgiver de unges liv, hvor de kan henvende sig og få råd og vejledning i forhold til unge med misbrugsproblemer. Tilbudet skal dels være meget konkret i sin rådgivning omkring konkrete unge, og dels kvalificerende i forhold til alle de steder, som aktuelt og fremover vil arbejde med unge misbrugere. Målet skal være at kvalificere medarbejdere, så de lærer at opfange signaler fra de unge, som har et begyndende misbrug af rusmidler (tidlig opsporing). Endvidere skal målet v ære at bearbejde den afmagt og berøringsangst, som ofte hersker de steder, som arbejder med unge med misbrug.

 

2.1   Videnscenter

Stedet skal være et videncenter på området, have fingeren på pulsen, skabe holdningsdiskussioner, levere informationer, skabe dialog og debat i forhold til forældre og institutioner.

 

2.2   Åben dør og telefonlinie

Der skal være en åben dør og en telefonlinie, hvor alle kan henvende sig og få professionel rådgivning. Der skal være mulighed for anonyme samtaler for såvel unge, pårørende og professionelle og støttesamtaler, hvor en medarbejder tilbyder skolelæreren, institutionspædagogen at deltage i forældremøder, samtaler med en ung m.v.

 

2.3   Rådgivningsenhed

Rådgivningsenheden skal udvikle kurser, levere undervisning og eksempelvis lave en årlig konference med unge og misbrug som tema. Endvidere skal der tilbydes konsulentfunktion for lokalcentre og institutioner.

 

2.4 Bemanding

4 medarbejdere skal stå for hele det brede rådgivningstilbud. Udgiften til rådgivnings­enheden vil være ca. 2,4 mill. kr. årligt.

 

2.5 Ungemiljø

Som noget afgørende, skal stedet over tid udvikle sit eget "ungemiljø". De unge skal være med til at præge stedet, inspirere og udvikle både behandlingsdelen og rådgivningen. De unge skal involveres i rammer, mål og midler. Dette er afgørende af 3 grunde.

 

For det første vil de unge kunne sikre, at stedet hele tiden udfordres, og dermed udvikler sig.

 

For det andet ved vi, at unge er dygtige til at påvirke andre unge. De unge vil kunne lave en ung-til-ung rådgivning, kunne deltage i forældremøder, lave holdningsdiskussioner, blande sig i debatten m.v. Flere undersøgelser har vist, at når professionelle går ind og vil undervise, holde foredrag om stoffer m.v., så bliver de professionelle dels for moraliserende, hvad de unge tager afstand fra, og dels for detaljeret og grundige i beskrivelserne af stofferne, som i værste fald kan betyde, at specielt de svage unge, bliver inspireret negativt og føler sig tiltrukket af mulighederne.

 

For det tredje, er det afgørende for de unge, som har endt en behandling, at de har mulighed for at være aktivt deltagende i et miljø, som de kender, som fortsat kan støtte dem, og hvor de har mulighed for selv at være givende. Den store succes, som NA-grupperne (Anonyme Narkomaner – selvhjælpsgrupper) har mange steder i verden bunder i den hjælp til selvhjælp, som medlemmerne kan yde hinanden samt muligheden for at have et netværk af ligestillede. Det sværeste er ikke at afgifte en misbruger – det svære er at fastholde dem stoffri.

 

Lejeaftalen

Der henvises til fortroligt bilag.

 

Indretning af lokalerne

For at kunne anvende lokalerne til det ønskede formål, er det nødvendigt at foretage en ombygning og malermæssig istandsættelse.

Der skal indrettes et helt nyt køkken i stueetagen.

Et eksisterende toilet i kælderen ombygges, så det indeholder badefaciliteter og mulighed for vask af tøj, herunder vaskerimaskiner.

Der foretages en tilpasning af lokalerne ved, at der etableres nye skillevægge og dørpartier forskellige steder i lejemålet og ved, at der andre steder opsættes lydafskærmende glaspartier mellem forskellige lokaler.

Herudover foretages en malermæssig istandsættelse af samtlige lokaler.

Udgifterne er af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen beregnet som en overslagspris til 989.000 kr.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil efterfølgende ansætte en ekstern rådgiver til at udarbejde et egentligt projekt, der vil blive sendt i udbud.

Der skal søges byggetilladelse til projektet og lokalernes fremtidige anvendelse. Bygge- og Teknikforvaltningen kan i den forbindelse fremsætte krav til lokalernes indretning, der ikke er taget højde for i prisoverslaget.  

 

Tidsplan

Ansættelsen af den eksterne rådgiver og udarbejdelsen af projektet med efterfølgende udbud af indretningsopgaven skal ske umiddelbart efter, at lejeaftalen er indgået. Dette indebærer, at byggearbejderne kan iværksættes medio januar 2004, og institutionen forventes at kunne tages i brug medio april 2004, når byggearbejderne er afsluttet og monteringen af lokalerne med inventar er foretaget.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

De totale udgifter til etableringen skal opgøres som følger:

 

Deponering                                             7.200.000 kr.

Ombygning og istandsættelse                    989.000 kr.

Montering                                                  811.000 kr.                                                 

Total                                                        9.000.000 kr.                                                         

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for anlægsudgifterne på i alt 9 mill. kr. inden for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budgetrammer, konto 5.45.1, med henholdsvis 8 mill. kr. i 2003 og 1 mill. kr. i 2004.

 

Det samlede budget for behandlings- og rådgivningstilbuddet udgør (i 2003 priser):

 

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

I forbindelse med byggesagsbehandlingen kan Bygge- og Teknikforvaltningen beslutte at iværksætte en såkaldt naboorientering, som i givet fald vil blive gennemført i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Såfremt Bygge- og Teknikforvaltningen beslutter, at der ikke skal iværksættes naboorientering vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på eget initiativ sende en skriftlig orientering til naboerne, ligesom Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen under alle omstændigheder vil invitere naboerne til et åbent hus arrangement i forbindelse med ibrugtagningen.

 

BILAG

·        Notat vedrørende lejeaftale - Fortroligt

 

Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Carsten Stæhr Nielsen

 


Til top