Mødedato: 11.06.2003, kl. 16:00

Vandpolo ved Fisketorvet

Vandpolo ved Fisketorvet

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 11. juni 2003

 

 

BR 248/03

Vandpolo ved Fisketorvet

Vandpolo ved Fisketorvet

 

 

 

Indstilling om, at der gives en driftsbevilling i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling - Kultur og Fritid, konto 0.30.1 - til indkøb og etablering af faciliteter så havnebadet ved Fisketorvet bliver anvendeligt til vandpolo, samt at der anvises kassemæssig dækning for driftsbevillingen i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (renoveringspuljen).

                                                                 (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,

at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling - Kultur og Fritid, konto 0.30.1 - til indkøb og etablering af faciliteter så havnebadet ved Fisketorvet bliver anvendeligt til vandpolo

at der anvises kassemæssig dækning for driftsbevillingen i 2003 på 15.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (renoveringspuljen).

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2003

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Foreningerne "USG Svømning og Vandpolo" og Hermes søger om tilskud på op til 51.000 kr. ekskl. moms til at gøre badeanstalten ved Fisketorvet anvendelig til vandpolo og adgang til at benytte anlægget efter åbningstid to gange om ugen i perioden 1. juli til 31. august samt ved turneringer og opvisningskampe. Endvidere søger foreningerne om tilskud til at dække Københavns Idrætsanlægs ekstra lønudgifter. Alternativ uddannes medlemmer i foreningerne til kystlivreddere, hvilket anbefales.

Foreningerne har 90 medlemmer, der spiller vandpolo og ser projektet, som en enestående mulighed for at synliggøre vandpolo.

Det indstilles, at der alene gives tilladelse til afholdelse af turnerings og opvisningskampe. Baggrunden herfor er, at træningstid til foreningerne udelukker udvidet åbningstid for offentlige badegæster.

På baggrund af dialog med foreningerne er det aftalt, at de selv medfinansierer knap 50 % af den foreslåede bevilling, svarende til 14.500 kr. ekskl. moms (18.250 inkl. moms). Det indstilles, at kommunen finansierer restbeløbet på 15.000 kr. ekskl. moms.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Foreningerne "USG Svømning og Vandpolo" og Svømme og Gymnastikforeningen Hermes søger i brev af 2. december 2002 og e-mail af 4. januar 2003 (bilag 1 og 2)  om tilskud på op til kr. 51.000 kr. ekskl. moms til at gøre det eksisterende havnebad ved Islands Brygge anvendeligt til vandpolo. Endvidere søges om tid til træning samt turnerings- og opvisningskampe og om tilskud på 4.000 kr. til aflønning af livredder.

Det nuværende havnebad ved Islands Brygge flyttes til Fisketorvet. Det er aftalt med ansøger, at projektet i givet fald gennemføres her. I dialog med ansøger er der fundet andre og billigere mål, som opfylder behovet. De samlede omkostninger beløber sig herefter til 29.000 kr. Heraf er foreningerne indstillet på at yde en medfinansiering på ca. 50 % af den foreslåede bevilling, svarende til 14.500 kr. ekskl. moms (18.250 inkl. moms), såfremt der bevilges 15.000 kr. ekskl. moms fra kommunen.

 

Om foreningerne  

USG Svømning og Vandpolo har 160 medlemmer, hvoraf 40 spiller vandpolo, mens Svømme- og Gymnastikforeningen Hermes har omkring 1.400 medlemmer. Heraf spiller 40 vandpolo.

Både USG og Hermes spiller i 1. division på herresiden, hvor USG vandt DM-sølv i sæson 2002. Gennem et startfællesskab mellem USG, Hermes og Kvik-Kastrup blev København danmarksmestre på damesiden i sæson 2002.

 

Projektet – baggrund

Vandpolo udøves det meste af året i københavnske svømmehaller. Med havnebadet har klubberne øjnet en mulighed for at øge den offentlige og mediemæssige bevågenhed og tiltrække nye medlemmer til foreningerne.

 

Ansøgningen – træningstid og enkeltstående aktiviteter

Foreningerne søger om tid til træning to gange om ugen i 1 ½ til to timer i perioden 1. juli til 31. august efter offentlig åbningstid. De planlægger at stille med mindst 14 spillere og op til 25-30 alt afhængigt af vejret.

Derudover ønsker de at kunne benytte anlægget til enkelte turneringer og opvisningskampe, bl.a. i forbindelse med Kulturhavn 2003 samt børne-, ungdoms- og skolearrangementer.

 

 

Sikkerhed og kystlivreddere

På grund af den store vanddybde og ringe vandgennemsigtighed i havnebadet er der krav om, at der ved badet anvendes livreddere med kystlivredderprøven. Foreningerne søger derfor om 4.000 kr. pr. år til aflønning af kystlivreddere i Københavns Idrætsanlægs regi.

 

Forvaltningens vurdering

Ved Borgerrepræsentationens behandling af indstillingen om Etablering af badesteder 2003 (BR 118/03) indgik som en forudsætning, at åbningstiden skulle være fra kl. 11 til 19. Københavns Idrætsanlæg fremhæver, at en eventuel fordeling af faste tider til træning for vandpolospillerne uden for den almindelige åbningstid vil stille uhensigtsmæssige hindringer i vejen for i en periode med særlig godt vejr at holde længere åbent.

Københavns Idrætsanlæg påpeger samtidig, at der vil opstå en vanskelig situation og udsendes et uheldigt signal, hvis anlægget ryddes kl. 19.00 for mange offentlige badegæster, som efterfølgende kan se relativt få vandpolospillere benytte anlægget. Københavns Idrætsanlæg vurderer dog, at det er uproblematisk at imødekomme vandpolospillernes ønske om at afholde turneringer og opvisninger på anlægget.

Det vurderes, at foreningerne selv bør uddanne kystlivreddere, der kan forestå opsynet, hvorved kutyme fra øvrige svømmehaller følges.

På den baggrund indstilles det, at foreningerne bevilges 15.000 kr. ekskl. moms til indkøb af nødvendigt materiel samt, at foreningerne alene får tildelt tid i forbindelse med turneringer og opvisningskampe.

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Der anvises kassemæssig dækning for 15.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (renoveringspuljen).

 

Pulje

2.100.000 kr.

Skakturnering Sigeman Øresund Cup

80.000 kr.

Skaterhockeybane Ryparken

598.000 kr.

Holmen, forprojektering

180.000 kr.

Pavilloner til idræt (på dagsordenen 24.april 2003)

754.000 kr.

DGIs sommerekspedition (på dagsordenen 24.april 2003)

23.550 kr.

Vandpolo ved Fisketorvet (på dagsordenen 24.april 2003)

15.000 kr.

Motionssatsning (på dagsordenen 24.april 2003)

140.000 kr.

X-hall (på dagsordenen 24.april 2003)

77.000 kr.

I alt

1.867.550 kr.

Restbeløb efter KFU-møde 24. april 2003

232.450 kr.

 

BILAG

1.      Ansøgning af 2. december 2002 fra USG og Hermes

2.      E-mail af 4.januar 2003 fra USG og Hermes

 

 

Carsten Haurum

/ Pernille Vange

 

 


Til top