Mødedato: 11.06.2003, kl. 16:00

Skaterprojektet X-Hall

Skaterprojektet X-Hall

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 11. juni 2003

 

 

BR 245/03

Skaterprojektet X-Hall

Skaterprojektet X-Hall

 

 

Indstilling om, at der gives en anlægsbevilling i 2003 på 1 mill. kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.3 (tilskud til KI) til anlæg af skater-, rulleskøjte- og BMX-anlægget X-Hall, at der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på 1 mill. kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling 2003, konto 0.30.3 (tilskud til KI) (under forudsætning af bevillingsoverførsel fra 2002), at der gives en driftsbevilling i 2003 på 50.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til indkøb af udstyr, herunder sikkerhedsudstyr, til udlejning på anlægget X-Hall, at der gives en driftsbevilling i 2003 på 27.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.1. (tilskud til KI) til drift af anlægget X-Hall i november og december 2003, at der anvises kassemæssig dækning for driftsbevillingerne i 2003 på i alt 77.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (renoveringspuljen), samt at de afledte driftsudgifter på 150.000 kr. i 2004 og frem finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.

                                            (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget indstiller,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2003 på 1 mill. kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.3 (tilskud til KI) til anlæg af skater-, rulleskøjte- og BMX-anlægget X-Hall.

at der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på 1 mill. kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling 2003, konto 0.30.3 (tilskud til KI) (under forudsætning af bevillingsoverførsel fra 2002).

at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 50.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til indkøb af udstyr, herunder sikkerhedsudstyr, til udlejning på anlægget X-Hall.

at Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling i 2003 på 27.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 0.30.1. (tilskud til KI) til drift af anlægget X-Hall i november og december 2003.

at der anvises kassemæssig dækning for driftsbevillingerne i 2003 på i alt 77.000 kr. ekskl. moms på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 (renoveringspuljen).

at de afledte driftsudgifter på 150.000 kr. i 2004 og frem finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2003

Følgende dagsordenspunkter blev i den anførte rækkefølge behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden):

·        Pavilloner til Idræt – KFU 132/2003

·        Folkesundhedsplanen for Motion – KFU 131/2003

·        Skaterprojektet X-Hall – KFU 134/2003

·        Budgetforslag 2004 – KFU 128/2003

 

Indstillingen blev tiltrådt. Forvaltningen foretager sideløbende en nærm ere vurdering af konstruktionen med hensyn til opsynsfunktionens organisatoriske forankring.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. september 2002 blev det principbesluttet at prioritere 1,0 mill. kr. til skaterprojekt X-Hall. Projektet er initieret af lokale unge og omhandler etableringen af særlige faciliteter (ramper) i et ubenyttet tunnelrør ved Bispeengbuen. Sagen skulle forelægges udvalget på ny med henblik på endelig stillingtagen til projektet, når sagen var behandlet i Frederiksberg Kommune, og der var sammensat en driftsmodel.

Frederiksberg Kommune vil bidrage med 300.000 kr. til etableringen af X-Hall samt 30.000 kr. årligt til driften af X-Hall under forudsætning af et bidrag fra Københavns Kommune i størrelsesordenen 100-200.000 kr. til drift.

Som følge af anlæggets afsides placering i et belastet område, erfaringer fra skater-faciliteterne i Fælledparken og krav fra Frederiksberg Kommune, er det nødvendigt med opsyn i anlæggets åbningstid.

 

Det bemærkes, at der på foranledning af Frederiksberg Kommune i første omgang arbejdes med en to-årig forsøgsperiode.

 

De samlede anlægsudgifter er 2,6 mill. kr., hvoraf Københavns Kommune afholder 1,0 mill. kr., Idrætspolitisk Idéprogram v/Lokale- og Anlægsfonden 1,0 mill. kr., Frederiksberg Kommune 0,3 mill. kr. og Kvarterløft Nordvest ligeledes 0,3 mill. kr.

Derudover er der behov for yderligere 50.000 kr. til indkøb af (sikkerheds-) udstyr til brug for udlejning.

De årlige driftsudgifter udgør for Københavns Kommune 150.000 kr.  I 2003 er driftsudgifterne for Københavns Kommune 27.000 kr.

Forvaltningen indstiller, at driftsudgifterne i 2004 på 150.000 kr. finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme. Beløbet foreslås finansieret fra en engangspulje på 550.000 kr., som er fremkommet som følge af, at der i det oprindelige budgetforslag 2004 var indarbejdet 1,1 mio. kr. til Vanløse bibliotek og kulturhus (KFU 52/2003). Da åbningen af biblioteket og kulturhuset først sker pr. 1. juli 2004, slår helårsvirkningen først igennem i 2005.

Da puljen er et engangsbeløb, skal der findes en anden finansiering i 2005 og frem. I den forbindelse vil Kultur- og Fritidsforvaltningen inden sommerferien udarbejde en redegørelse om udviklingen i de afledte driftsudgifter, der er afledt af nye initiativer, herunder et forslag til en fremtidig procedure for finansiering af disse driftsudgifter.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. september 2002 (KFU 351/2002), blev det principbesluttet at prioritere 1,0 mill. kr. til skaterprojekt X-Hall i Kvarterløft Nordvest. Projektet er initieret af lokale unge og omhandler etableringen af særlige faciliteter (ramper) i et ubenyttet tunnelrør ved Bispeengbuen. Beløbet blev disponeret på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur- og Fritid, konto 3.64.1 Andre Kulturelle Opgaver (Internationale aktiviteter 2002).

Sagen skulle forelægges udvalget på ny, når sagen var behandlet i Frederiksberg Kommune, og der var sammensat en tilfredsstillende driftsmodel. Disse forudsætninger er nu på plads, og da de afsatte 1 mill. kr. alene er principbesluttet, skal der nu tages endelig stilling til, om projektet skal gennemføres.

 

 

Sagens behandling i Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune vil bidrage med 300.000 kr. til etableringen af X-Hall. Endvidere har Frederiksberg Kommune bevilget 30.000 kr. årligt til driften af X-Hall under forudsætning af et bidrag fra Københavns Kommune i størrelsesordenen 100-200.000 kr. (bilag 1).

 

Driftsmodel - en særlig åben foreningskultur

Driftsmodellen er udarbejdet i samarbejde med de unge initiativtagere til projektet. Kulturen inden for skater-, rulleskøjte- og BMX-miljøet adskiller sig på centrale punkter fra den kendte foreningskultur. Aktiviteten har afsæt i uformelle fællesskaber, mens rammerne (organisationsformen) har mindre betydning end i det traditionelle foreningsliv.

Foreningen X-Hall ønsker at favne såvel organiserede, som uorganiserede brugere i hele åbningstiden. Foreningen vurderer, at en sådan blanding af organiserede og uorganiserede brugere vil være til alles fordel, fordi der derved bygges bro til de uorganiserede udøvere. Foreningen lægger vægt på, at en sådan organisering vil tilskynde til bedst mulig udnyttelse af anlægget. Det skal bemærkes, at der er gode erfaringer med en sådan organiseringsform på det svenske skateranlæg "Bryggeriet" i Malmø. 

Foreningen har faste klubtider (i alt 6 timer om ugen), hvor der er undervisning/instruktion og gratis adgang for foreningsmedlemmerne. I klubtiderne er der også mulighed for, at uorganiserede brugere kan benytte anlægget, men foreningen har fortrinsret. De uorganiserede brugere kan ikke deltage i foreningens undervisning. Foreningen X-Hall søger om godkendelse som støtteberettiget folkeoplysende forening pr. 1. august 2003.

 

Driftsmodel

Hallen er åben hele ugen i tidsrummet 16 til 21 på hverdage og 12 til 17 i weekender.  Priserne er:

                                            Uorganiserede                   Foreningsmedlemmer

Dagsbillet:                             10 kr.                                    10 kr.

Månedskor t:                                                85 kr.                                    50 kr.

Årskort:                               850 kr.                                 500 kr.

 

Hallen vil være åben 6 dage om ugen for såvel foreningsmedlemmer som uorganiserede brugere af anlægget. På søndage er det gratis for alle. For at sikre plads til andre brugere opfordres foreningsmedlemmerne til ikke at benytte anlægget denne dag.

 

Anlæg og drift af anlægget

Københavns Idrætsanlæg er bygherre på projektet og varetager efterfølgende drift og vedligeholdelse. Nye foreninger skal derfor søge Københavns Idrætsanlæg om adgang til anlægget, som i vurderingen heraf skal tage højde for, at anlægget også skal være tilgængeligt for selvorganiserede udøvere. Anlægget forventes åbnet pr. 1. november 2003. De ansatte medarbejdere til opsyn er som udgangspunkt fra skater/skøjter/BMX-miljøet.

Givet anlæggets afsides placering i et belastet område og erfaringer fra skater-faciliteterne i Fælledparken, er det nødvendigt med opsyn i hele anlæggets åbningstid. Dette er tillige et krav fra Frederiksberg Kommune.

 

Driftsøkonomi pr. år:

Indtægter:

Københavns Kommune                                                                      150.000

Frederiksberg Kommune                                                                    30.000

Udlejning af udstyr, note 1                                                                  10.000

Éntreindtægter, note 2                                                                       185.000

Foreningen X-Hall bidrag v/sponsormidler, note 3                          45.000

I alt                                                                                                       420.000

 

Udgifter:

Belysning, el, toilet og forsikring                                                      80.000

Vedligehold                                                                                          70.000

Opsyn, inklusiv rengøring                                                                 270.000

I alt                                                                                                      420.000

 

Budget forudsætninger (noter):

1)       Udlejning af udstyr: Der skal være et minimum af udstyr til rådighed for udlejning. Københavns Idrætsanlæg står for udlejningen, og fortjenesten heraf går til driften. Det forventes, at størstedelen af brugerne ikke har hjelme, som er anbefalet sikkerhedsudstyr.

 

2)       Entréindtægter: Beregningen er baseret på en forventning om, at 280 melder sig ind i foreningen det første år, hvoraf 250 køber årskort á 500 kr. Herudover forventes indtægter fra øvrige brugere i størrelsesordenen 60.000 kr.

 

3)     Foreningens afgift af sponsorindtægter: Foreningen får ret til at stille sponsorskilte m.v. op på anlægget. Det indgår i aftalen, at foreningen bidrager med 45 % af sponsorindtægterne som afgift. Vejdirektoratet modtager 10 %, mens de resterende 45 % går til driften. Dette forventes, at give samlede indtægter i størrelsesordenen 100.000 kr.

 

Lejeaftale med vejdirektoratet:

Tunnelrøret, hvori ramperne skal etableres, ejes af Vejdirektoratet, og er beliggende i Frederiksberg Kommune. Vejdirektoratet har givet principiel tilladelse til at udlåne tunnelrøret ved Bispeengbuen vederlagsfrit til projektet. Kravene fra Vejdirektoratet er indarbejdet i projektet.

Projektperiode på to år: På foranledning af Frederiksberg Kommune igangsættes projektet med en to-årig forsøgsperiode. Det er aftalt, at de involverede parter, herunder også Lokale- og Anlægsfonden, evaluerer projektet efter forsøgsperiodens udløb. Hvis erfaringerne viser, at projektet ikke skal fortsætte, kan ramperne anvendes andetsteds.

Øgede anlægsudgifter: Som følge af krav i Arbejdsmiljøloven er det nødvendigt med en mandskabsvogn, så der er opholdsmulighed for de ansatte. Mandskabsvognen benyttes samtidig til udlejning af udstyr, og den indeholder et toilet.

Mandskabsvognen har fordyret projektet med 100.000 kr. i forhold til det budgetteret, hvorved de samlede anlægsomkostninger beløber sig til kr. 2,6 mill. kr.

 

Økonomi

De samlede projektudgifter til etablering af anlægget udgør 2,6 mill. kr. Beløbet finansieres som følger:

Frederiksberg Kommune                       0,3   mill. kr.

Kvarterløft Nordvest                              0,3   mill. kr.

Københavns Kommune                          1,0   mill. kr.

Lokale- og Anlægsfonden (IPIP)          1,0   mill. kr.

I alt                                                           2,6   mill. kr.

 

Københavns Kommunes årlige direkte bidrag til driftsudgifterne udgør 150.000 kr.  I 2003 er driftsudgifterne for Københavns Kommune 27.000 kr.

Her ud over er der behov for 50.000 kr. til indkøb af udstyr til brug for udlejning. Det er dels skater- og rulleskøjteudstyr til nybegyndere, dels anbefalet sikkerhedsudstyr.

 

Forvaltningens vurdering

Det vurderes, at projektet bør støttes, idet faciliteterne både retter sig mod organiserede såvel som selvorganiserede idrætsudøvere af idrætsgrene, som hidtil har været relativt overset i facilitetspolitikken. Dertil kommer, at projektet er nyskabende, idet ramperne (de såkaldte pools) er den første af sin slags i Danmark.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Den kassemæssige dækning for anlægsudgifterne på 1 mill kr. er ifølge principbeslutning i 2002 afsat på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.63 Andre kulturelle opgaver. Under forudsætning af bevillingsoverførsel fra 2002 anvises kassemæsig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1. Det bemærkes, at man i 2002 forventede, at anlægsudgifterne beløb sig til kr. 0,9 mill., mens de resterende midler 0,1 mill. kr. var afsat til drift. Men som følge af de øgede driftsudgifter benyttes den afsatte sum alene til dækning af anlægsudgifterne.

Den kassemæssige dækning for driftsudgifterne på 77.000 kr. i 2003 anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (renoveringspuljen). Denne pulje ser herefter således ud:

 

Pulje

2.100.000 kr.

Skakturnering Sigeman Øresund Cup

80.000 kr.

Skaterhockeybane Ryparken

598.000 kr.

Holmen, forprojektering

180.000 kr.

Pavilloner til idræt (på dagsordenen 24.april 2003)

754.000 kr.

DGIs sommerekspedition (på dagsordenen 24.april 2003)

23.550 kr.

Vandpolo (på dagsordenen 24.april 2003)

15.000 kr.

Motionssatsning (på dagsordenen 24.april 2003)

140.000 kr.

X-hall (på dagsordenen 24.april 2003)

77.000 kr.

I alt

1.867.550

Restbeløb

232.450

 

Fra 2004 er der behov for et årligt bidrag fra Københavns Kommune på 150.000 kr. til helårsdrift. Som det fremgår af driftsmodellen, er der en række usikre faktorer i forhold til driftsøkonomien, herunder størrelsen af entré indtægter og indtægter fra udlejning.

Siden budgetseminaret 27./28. marts 2003 er der indarbejdet forslag om en udisponeret pulje på 550.000 kr. Puljen er opstået som følge af, at der i det oprindelige budgetforslag var indarbejdet 1,1 mio. kr. til Vanløse bibliotek og kulturhus (KFU 52/2003). Da åbningen af biblioteket og kulturhuset først sker pr. 1. juli 2004, slår helårsvirkningen først igennem i 2005.

Forvaltningen indstiller, at driftsudgifterne i 2004 på 150.000 kr. finansieres fra denne pulje på 550.000 kr. Da puljen er et engangsbeløb, skal finansieringen af driftsudgifterne fra 2005 og frem afklares. I den forbindelse vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde en redegørelse om merudgifter, der er afledt af nye initiativer. Redegørelsen vil indeholde:

·        en beskrivelse af merudgifterne de sidste 3-5 år. Merudgifterne vil blive sammenholdt med befolkningsudviklingen og øget efterspørgsel

·        en beskrivelse af finansieringen af merudgifterne

·        et forslag til en fremtidig procedure for finansiering af driftsudgifter, der er afledt af nye initiativer.

Redegørelsen forventes forelagt for Kultur og Fritidsudvalget inden sommerferien.

 

BILAG

1.      Frederiksberg Kommunes beslutning vedrørende X-Hall.

2.      Vejdirektoratet vedr. aftale om brug af tunnelrør.

 

 

Carsten Haurum

/ Pernille Vange

 

 


Til top