Mødedato: 11.06.2003, kl. 16:00

Anlægsbevilling til forundersøgelser til nyt gymnasium i Ørestaden

Anlægsbevilling til forundersøgelser til nyt gymnasium i Ørestaden

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 11. juni 2003

 

 

BR 280/03

Anlægsbevilling til forundersøgelser til nyt gymnasium i Ørestaden

Anlægsbevilling til forundersøgelser til nyt gymnasium i Ørestaden

 

 

Indstilling om, at der gives en anlægsbevilling på i alt 6 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbevilling, konto 3.41.3, rådighedsbeløbet for gymnasier og hf til forundersøgelser og udarbejdelse af projektforslag til nyt gymnasium i Ørestaden, at der gives bemyndigelse til at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma, samt at der gives en tillægsbevilling på 6.000.000 kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 3.41.3 under bevillingen "Anlæg" på udvalgets Budget 2003. Midlerne overføres fra 2002 til 2003. Der anvises kassemæssig dækning på konto 8.05.5 under Økonomiudvalget ("kassen").

                                                                 (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller, 

 

at      der gives en anlægsbevilling på i alt 6 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbevilling, konto 3.41.3, rådighedsbeløbet for gymnasier og hf til forundersøgelser og udarbejdelse af projektforslag til nyt gymnasium i Ørestaden

 

 

 

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 7. maj 2003

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at der gives bemyndigelse til at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma.

 

Udvalget vedtog, at udvalget søger om at få overført beløbet til budget 2003.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"at Økonomiudvalget anbefaler, at der gives en tillægsbevilling på 6.000.000 kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 3.41.3 under bevillingen "Anlæg" på udvalgets Budget 2003. Midlerne overføres fra 2002 til 2003. Der anvises kassemæssig dækning på konto 8.05.5 under Økonomiudvalget ("kassen"). Der henvises til vedlagte notat.

 

Økonomiudvalget har ikke yderligere bemærkninger til indstillingen."

 

 

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. maj 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

 

Den 20. marts 2003 godkendte Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling til afholdelse af arkitektkonkurrence (BR 111/03) for et nyt gymnasium i Ørestaden.

 

På mødet den 22. januar 2003 (U76/02) godkendte Uddannelses- og Ungdomsudvalget:

·        konkurrenceprogram for et nyt gymnasium som grundlag for udskrivelse af en arkitektkonkurrence

·        udpegning af 3 lægdommere blandt udvalgets medlemmer til dommerkomiteen for arkitektkonkurrencen.

 

På denne baggrund udskrev forvaltningen arkitektkonkurrencen den 13. februar 2003 og udsendte konkurrenceprogrammet mv.  til 8 udvalgte arkitektfirmaer med en opfordring til at deltage i arkitektkonkurrencen.

 

Konkurrencebidragene skal indleveres den 12. maj 2003, så bedømmelsen kan være afsluttet den 17. juni 2003. Hermed kan forvaltningen præsentere Uddannelses- og Ungdomsudvalget for resultatet af arkitektkonkurrencen på udvalgets mødet den 18. juni 2003 og efterfølgende offentliggøre  resultatet og udstille bidragene.

 

I forlængelse af udvalgsmødet den 18. juni 2003 skal forvaltningen efter forhandling med det vindende arkitektfirma indgå kontrakt om gennemførelse om projektering af vinderprojektet for at den opstillede, stramme tidsplan kan holdes.

 

På den baggrund søges en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til udførelse af nødvendige forundersøgelser og udarbejdelse af projektforslag med samtidig bemyndigelse til at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Den 20. marts 2003 (BR 111/03) godkendte Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling til afholdelse af arkitektkonkurrence for et nyt gymnasium i Ørestaden. Der var tidligere på et forudgående møde i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets den 22. januar 2003 (U76/02) truffet beslutning om godkendelse af det udarbejdede konkurrenceprogram for et nyt gymnasium som grundlag for udskrivelse af en arkitektkonkurrence. Her havde udvalget tillige udpeget 3 politikere/lægdommere blandt udvalgets medlemmer til dommerkomiteen for arkitektkonkurrencen.

 

På mødet den 22. januar 2003 blev Uddannelses- og Ungdomsudvalget orienteret om hvilke 8 arkitektfirmaer, der var udvalgt til deltagelse i arkitektkonkurrencen. Heraf var 3 internationale firmaer forhåndsudpeget og 5 firmaer udvalgt blandt de i alt 32 firmaer, som deltog ved prækvalifikationen.

 

Arkitektkonkurrencen

På denne baggrund udskrev forvaltningen arkitektkonkurrencen den 13. februar 2003 og udsendte konkurrenceprogram mv. til de 8 udvalgte arkitektfirmaer.

 

Efterfølgende har ét af de forhåndsudpegede udenlandske arkitektfirmaer beklageligvis meldt fra med henvisning til, at de af ressourcemæssige grunde ikke kan overkomme at deltage i arkitektkonkurrencen. Selv om deltagerantallet hermed reduceres til 7 firmaer, repræsenterer de resterende firmaer dog stadig en stor faglig bredde og et tilstrækkeligt antal til at sikre en reel og fagligt velfunderet konkurrence.

 

Konkurrencebidragene skal indleveres 12. maj 2003, så bedømmelsen kan være afsluttet 17. juni 2003. Ifølge tidsplanen vil resultatet af arkitektkonkurrencen mundtligt blive fremlagt for udvalget på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 18. juni 2003. Resultatet vil efterfølgende blive præsenteret for deltagerne og fremlagt for offentligheden. 

 

Det videre forløb

Af hensyn til den stramme tidsplan for hele gymnasieprojektet er det nødvendigt at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma i løbet af juni/juli 2003 med henblik på igangsætning af projekteringen. På grund af Borgerrepræsentationens sommerferie søges derfor allerede nu om anlægsbevilling til forundersøgelser og udarbejdelse af projektforslag til nyt Gymnasium i Ørestaden inklusive bemyndigelse til at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma.

 

Byggeriet af et nyt gymnasium forventes at forudsætte, at der udarbejdes en lokalplan for området og et kommuneplantillæg. Denne proces vil blive påbegyndt straks efter udpegelsen af et vinderforslag.

 

Forvaltningen forventer, at projekteringen kan påbegyndes i august 2003, og at den vil vare ca. 1 år. I forbindelse med projekteringen vil der erfaringsmæssigt både være behov for at præcisere programmet samt bearbejde og justere vinderforslaget. Det vil også være nødvendigt at gennemføre undersøgelser af funderingsforhold, forurening mv. Uddannelses- og Ungdomsudvalget vil blive orienteret om dette arbejde i efteråret 2003.

 

På baggrund af ovenstående a nsøges om en anlægsbevilling på i alt 6 mio. kr. til forundersøgelser og udarbejdelse af et projektforslag samt anden teknisk, økonomisk og juridisk rådgivning med samtidig bemyndigelse til at indgå kontrakt med det vindende arkitektfirma.

 

 

Økonomi

 

Det samlede budget for etablering af nyt gymnasium i Ørestaden udgør 236 mio. kr. (prisniveau 2002). Udgifterne til projektering er indeholdt heri. Projekteringsudgifternes størrelse afhænger bl.a. af resultatet af den igangværende arkitektkonkurrence.

 

Anlægsbevilling til færdiggørelse af projekteringen forventes søgt ultimo 2003 samtidig med fremlæggelse af et projektforslag for et nyt gymnasium. Bevilling til udførelse af byggeri søges efterfølgende.

 

Der anvises dækning for udgiften på 6 mio. kr. (indeks 173) på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget for 2003, konto 3.41.3, rådighedsbeløbet for gymnasier og HF. Rådighedsbeløbet består af de 79 mio. kr., der blev afsat på budgettet i  2002, og hvoraf størstedelen er søgt overført til 2003, jf. sagen om overførsel af bevillinger mellem 2002 og 2003 på udvalgsmødet den 9. april 2003.

 

 

Miljøvurdering

 

Der er ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser direkte knyttet til projekteringen.

 

I konkurrenceprogrammet lægges der vægt på, at der foretages en samlet miljømæssig optimering af projektet ved anvendelse af miljørigtig projektering med udgangspunkt i de miljøkrav, som er formuleret i programmet.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget vil på et senere tidspunkt få projektforslaget og en miljøvurdering af vinderprojektet fremlagt i en indstilling.

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Ingen

 

 

                                                                 Peter Rasmussen

                                                                                                             Jørn Larsen

 

 

 

 


Til top