Anlægsbevilling til inventar til midlertidigt undervisnings- og fritidstilbud
Anlægsbevilling til inventar til midlertidigt undervisnings- og fritidstilbud
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde onsdag den 11. juni 2003
BR 241/03
Anlægsbevilling til inventar til midlertidigt undervisnings- og fritidstilbud
Anlægsbevilling til inventar til midlertidigt
undervisnings- og fritidstilbud
Indstilling om, at der
gives en anlægsbevilling på 365.000 kr. fordelt på 182.500 kr. på Uddannelses-
og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.07.3, rådighedsbeløb til Specialskoler og
182.500 kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.15.3,
rådighedsbeløb til Fritidshjem til inventar til midlertidigt undervisnings- og fritidstilbud til elever med
gennemgribende udviklingsforstyrrelser.
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
at der gives en anlægsbevilling på 365.000
kr. fordelt på 182.500 kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto
3.07.3, rådighedsbeløb til Specialskoler og 182.500 kr. på Uddannelses- og
Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.15.3, rådighedsbeløb til Fritidshjem til
inventar til midlertidigt undervisnings-
og fritidstilbud til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 7. maj 2003
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
Ved
skolestart 2003 forventes antallet af elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
at stige med 14 elever. 10 af disse elever skal have et egentligt skoletilbud –
derudover enkeltintegreres 4 elever. Den kommende specialskole i den tidligere
Valby Skole (der flyttes til den nye skole i Ovnhallen) kan tidligst tages i
brug ved skolestart 2005. Det er derfor nødvendigt midlertidigt at skabe
yderligere kapacitet til denne elevgruppe. Samtidig er der på den eksisterende
Frejaskole en overbelægning med 5 elever.
I
forbindelse med ibrugtagningen af den nye specialskole til elever med generelle
indlæringsvanskeligheder i Ryparken i august 2003 frigøres den midlertidige
pavillonbygning til denne elevgruppe ved Grundtvigskolen. Det er planen, at
pavillonbygningen skal indgå som led i løsningen af kommende
kapacitetsproblemer på Grundtvigskolen. Der forventes, på baggrund af de
aktuelle indskrivningstal, ikke kapacitetsproblemer på skolen i det nærmeste
par år.
Indtil
der er behov for en udvidelse af Grundtvigskolen foreslås det, at pavillonbygningen
indgår som en udvidelse af Frejaskolen, der i forvejen har en afdeling i en
villa på Grundtvigskolen. Samtidig foretages en intern omrokering af elever på
Frejaskolen. Herved overgår "Villaen" som et særligt heldagstilbud til en
gruppe elever, der optræder voldsomt overfor sig selv, andre elever og
personalet, og som der derfor er behov for at sikre i et selvstændigt
beliggende tilbud.
Med placeringen på Grundtvigskolen vil "Villaen" og pavillonerne komme til at udgøre "én adresse" for Frejaskolen, hvilket vil være en stor fordel med hensyn til fastholdelse af personale, daglig drift m.v.
Der er med bygningerne ved Grundtvigskolen mulighed for at udvide Frejaskolen med 12 pladser samtidig med, at overbelægningen med 5 elever på afdelingen i Sjællandsgade fastholdes – dvs. at der i forhold til det aktuelle behov pr. august 2003 vil være plads til yderligere 2 elever.
På den baggrund søges om en anlægsbevilling på 365.000 kr. til anskaffelse af det nødvendige inventar samt undervisningsmidler. Inventar og undervisningsmidler kan senere (2005) flyttes med til den nye specialskole i Valby.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Elever med gennemgribende
udviklingsforstyrrelser er en elevgruppe inden for den vidtgående specialundervisning.
De er typisk normaltbegavede, men har svære kontakt- og
kommunikationsvanskeligheder - og
diagnosticeres derfor inden for autismespektret. I øjeblikket er elevgruppen
organisatorisk samlet i Frejaskolen, der er fordelt på 3 adresser: Hyltebjerg-,
Grundtvig- og Sjællandsgades Skole.
I indeværende skoleår er
elevgruppen fordelt således:
Sted |
Karakter |
Antal elever |
Hyltebjerg Skole |
Permanent |
15 |
Hyltebjerg Skole |
Midlertidig |
16 |
Grundtvigskolen, "Villaen" |
Permanent |
11 |
Sjællandsgades Skole |
Midlertidig |
40 |
Sjællandsgades Skole |
Overbelægning |
5 |
Enkeltintegrerede |
- |
14 |
I alt |
- |
101 |
Behov for et midlertidigt tilbud til elevgruppen, herunder
et særligt tilbud til en gruppe voldsomme elever
Ved
skolestart 2003 forventes 115 elever, heraf 17 enkeltintegrerede. Der er tale om en stigning på 14 elever. 10 af disse
elever skal have et skoletilbud – derudover enkeltintegreres 4 elever. Specialskolen
i den tidligere Valby Skole kan tidligst tages i brug ved skolestart 2005. Det
er derfor nødvendigt at skabe kapacitet til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
ved at etablere et midlertidigt tilbud.
På
Frejaskolens afdeling på Sjællandsgades Skole er der en midlertidig overbelægning
på 5 elever.
En
lille gruppe elever på Sjællandsgade-afdelingen har vist sig at være meget voldsomme
over for sig selv, andre elever, personale samt inventar. Elevernes voldsomme
adfærd har medført flere arbejdsskadesanmeldelser fra personalets side og en
utryghed blandt de øvrige børn og deres forældre. De voldsomme elever er
tillige meget pladskrævende.
Frejaskolen
og PPR har tilkendegivet, at det udfra en pædagogisk og psykologisk vinkel kun
er forsvarligt at opretholde overbelægningen med 5 elever på Sjællandsgade-afdelingen,
hvis gruppen af voldsomme elever isoleres fra de øvrige elever. Forvaltningen
deler vurderingen af, at der bør etableres et særligt tilbud til gruppen af
voldsomme elever med plads til 5 elever. Herved sikres en mere differentieret
vifte af undervisningstilbud, der i højere grad er tilpasset den enkelte elevs
behov, end det er tilfældet i dag. Tilbuddet til de voldsomme elever sikrer
samtidig, at Frejaskolens Sjællandsgade-afdeling kan opretholde overbelægningen
på trods af de fysisk pressede forhold.
Forslag til udvidelse af
kapaciteten
Forvaltningen har i samarbejde med PPR undersøgt mulighederne for at etablere et tilbud til elevgruppen, herunder gruppen af de meget voldsomme elever.
Med ibrugtagningen af "Skolen i Ryparken" frigøres den midlertidige pavillonbygning på Grundtvigskolen samtidig med, at Skolen i Ryparken i de første år ikke vil være fyldt helt op. Der vil derfor begge steder være mulighed for at udnytte den ledige bygningskapacitet til at imødekomme behovet for plads til det stigende antal elever til Frejaskolen.
Ifølge planerne skal pavillonbygningen overgå til Grundtvigskolen med henblik på dækning af forventede kapacitetsproblemer på skolen. På baggrund af de aktuelle indskrivningstal til Grundtvigskolen, er det vurderingen, at der ikke de første år vil være grundlag for etablering af et 3. spor på skolen. Skolen har på nuværende tidspunkt en søgning på 39 elever til børnehaveklassen og der dannes to børnehaveklasser ved skolestart 2003.
Det er samtidig vurderingen, at Skolen i Ryparken vil blive fyldt så hurtigt op, at det vil være usikkert, om der er plads til begge handicapgrupper. PPR kan endvidere ikke anbefale, at elevgrupperne "blandes". Begge handicapgrupper er sårbare og har forskellige behov, og det må forudses, at kvaliteten i undervisningen falder, hvis begge handicapgrupper placeres i Skolen i Ryparken. PPR er desuden bekymret for, at Frejaskolens elever spredes på 4 adresser.
På den baggrund foreslås, at pavillonerne på Grundtvigskolen overgår til Frejaskolen med henblik på anvendelse til midlertidigt undervisningstilbud inklusive tilhørende fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Frejaskolen har i forvejen en afdeling i en villa på Grundtvigskolen.
Forslaget om den midlertidige anvendelse af pavillonbygningen har undervejs været drøftet med Grundtvigskolens ledelse, der har stillet sig forstående over for forslaget.
Med forslaget udvides Frejaskolens elevtal fra 87 til i alt 99 elever – dvs. at der i forhold til det aktuelle behov pr. august 2003 vil være plads til yderligere 2 elever i pavillonen på Grundtvigskolen. Samtidig fastholdes overbelægningen med 5 elever på afdelingen i Sjællandsgade. Som led i forslaget foretages en intern omrokering på Frejaskolen således, at "Villaen" på Grundtvigskolen omdannes til det ønskede tilbud til de "voldsomme" elever.
Med placeringen på Grundtvigskolen vil "Villaen" og pavillonerne komme til at udgøre "én adresse" for Frejaskolen, hvilket vil være en stor fordel med hensyn til fastholdelse af personale, pædagogisk udvikling, den daglige drift m.v. Samtidig kan det undgås, at Frejaskolen deles op på 4 adresser med ressourcespil til følge.
På den baggrund søges om en anlægsbevilling på 365.000 kr. til anskaffelse af det nødvendige inventar inklusive undervisnings- og beskæftigelsesmidler.
Inventar mm. kan senere overflyttes til den nye specialskole i Valby, der forventes ibrugtaget i 2005.
Tidsplan
Under
forudsætning af den nødvendige godkendelse vil det nye undervisningstilbud på
Grundtvigskolen kunne tages i brug i slutningen af august 2003, så snart de
hidtidige brugere er flyttet til den nye specialskole i Ryparken.
Økonomi
Den samlede udgift til inventar mm. etablering af et midlertidigt undervisningstilbud inkl. fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser udgør 365.000 kr. Udgiften afholdes i 2003.
Der anvises dækning for 182.500 kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2003 konto 3.07.3, rådighedsbeløb til Specialskoler og for 182.500 kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2003 konto 5.15.3, rådighedsbeløb for Fritidshjem.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
Høring
Der vedlægges en udtalelse fra skolebestyrelsen på Grundtvigskolen dateret den 1. april 2003. Af udtalelsen fremgår det, at bestyrelsen har stor forståelse for forslaget og byder Frejaskolen velkommen, men i øvrigt beklages forløbet. Forvaltningen er i den forbindelse enig i, at det er beklageligt, at der udfra en behovsmæssig vurdering ikke har været grundlag for (som forventet sidste år) at stille pavillonerne til rådighed for Grundtvigskolen fra august 2003.
Der er ikke
foretaget høring af Frejaskolen, da forslaget er udarbejdet i samarbejde med skolen.
BILAG VEDLAGT
· Udtalelse fra skolebestyrelsen ved Grundtvigskolen af den 1. april 2003.
Peter Rasmussen Jørn Larsen