Modernisering af trafiksignalsystemet
Modernisering af trafiksignalsystemet
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 11. maj 2000
BR 157/2000
Modernisering af trafiksignalsystemet
Modernisering af trafiksignalsystemet. (Bygge- og Teknikudvalget)
Indstilling om, at der flyttes 4 mio. kr. fra Vej & Parks driftskonto 2.11.1 Vejvedligeholdelse til Vej & Parks anlægskonto 02.22.3, samt at der samtidig gives kapitalbevilling på 4 mio. kr. fra konto 02.22.3. til udbygning og forbedring af trafiksignalsystemet.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der flyttes 4 mio. kr. fra Vej & Parks driftskonto 2.11.1 Vejvedligeholdelse til Vej & Parks anlægskonto 02.22.3
at der samtidig gives kapitalbevilling på 4 mio. kr. fra konto 02.22.3. til udbygning og forbedring af trafiksignalsystemet
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 22. marts 2000
Anbefalet
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til
Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget
har ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført i den
foreliggende form."
Økonomiudvalgets beslutning den 4. april 2000
Anbefales.
RESUME
Efter færdiggørelsen af overvågningscentralen for signalanlæg er det nødvendigt at fortsætte udskiftningen af de gamle relæstyrede signalanlæg til moderne computerbaserede styreapparater, da det bliver stadig vanskeligere at få reservedele til de gamle apparater. Derudover er det også nødvendigt med en løbende udskiftning af de kabler, der forbinder styreapparaterne med overvågningscentralen (på Politigården) og arbejdsstationen hos Vej & Park, og endelig er det nødvendigt med etablering af detektorspoler i en række kryds for at kunne registrere trafikken.
Overvågningscentralen åbner mulighed for en række tekniske nyskabelser omkring trafikstyringen i København. Blandt andet vil nye styreapparater kombineret med spoler på indfaldsveje og større veje give mulighed for etablering af trafikstyret programvalg. Trafikstyret programvalg betyder, at det fremover vil være den aktuelle trafikstrøm, der bestemmer hvilket program, der skal indkobles på den pågældende strækning. Før i tiden skiftede programmerne efter et ur, men med den nye teknologi kan programmerne gøres afhængig af, om trafikstrømmen går mod eller fra centrum, og der kan sikres bedre grønne bølger, hvilket igen betyder større kapacitet, mere fleksibilitet, mere glidende trafik og bedre miljø.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen vedtog i maj 1996 at give en kapitalbevilling på 9 mio. kr. fordelt over 3 år, til en totalrenovering af den gamle styrecentralen, som er beliggende på Københavns Politigård og er etableret i 1972. Bevillingen omfattede etablering af en moderne overvågningscentral for signalanlæggene, udskiftning af et antal styreapparater ved vigtige gadekryds samt etablering af et nyt kommunikationssystem for styring og fejlovervågning.
Overvågningscentralen blev indviet den 15. december1998.
Derefter har Borgerrepræsentationen i 1999 bevilget 3 mio. kr. til udskiftning af styreapparater, udbedring af kabelfejl samt etablering af nye detektorspoler, alt sammen udskiftninger der var nødvendige, men også for at udnytte den nye teknologi som overvågningscentralen var udstyret med.
Vej & Park ønsker med nærværende kapitalbevilling på 4 mio. kr., der er en del af budgetforliget for år 2000, at fortsætte arbejdet omkring moderniseringen af trafiksignalsystemet.
Formålet med investeringerne er at skabe forudsætningerne for en bedre styring og overvågning af trafikken i København, således at den aktuelle kapacitet udnyttes optimalt i de enkelte kryds på et hvilket som helst tidspunkt i døgnet. På denne måde kan der skabes bedre grønne bølger, hvilket gør trafikafviklingen mere fleksibel, glidende og miljørigtig - muligheder som ikke fandtes med den gamle central og de gamle styreapparater.
.
Udskiftning af 20 styreapparater
Kommunen råder fortsat over et stort antal gamle styreapparater (ca. 120 stk.) som løbende skal udskiftes. Såfremt udskiftningstakten skal forøges, er det ikke tilstrækkeligt med de løbende driftsbevillinger, hvorfor der også er medtaget udskiftning af 20 nye styreapparater, der opsættes i en række kryds dels på i ndfaldsvejene dels i andre kryds med gamle styreapparater.
Forbedring af kommunikationsnettet
Gennem arbejdet med moderniseringen har det vist sig, at de mere end 100 km. kommunikationskabler i jorden, der sender informationer mellem styreapparaterne og overvågningscentralen, har været i dårligere stand end forventet. For at udnytte de muligheder, som ligger i den nye styrecentral med hensyn til fejlmeldinger (slukket anlæg, overbrændte lamper, påkørte standere mv.), er det derfor fortsat nødvendigt at udskifte mange af disse kabler
Trafikstyret programvalg
En af de muligheder, som de nye styreapparater giver, er etablering af trafikstyret programvalg. Trafikstyret programvalg betyder, at det ikke længere er tidspunktet af døgnet, der bestemmer om myldretidsprogrammet, eller et af de andre programmer, skal være indkoblet, men at det er den aktuelle trafikstrøm, der bestemmer valget af program og dermed signalets omløbstid. Vej & Park har allerede i 1999 påbegyndt dette projekt gennem etablering af en række tællespoler på tre indfaldsveje til Københavns Kommune.
De tre strækninger er:
Lyngbyvejen - Nørre Allé - Tagensvej,
Hareskovvejen - Borups Allé- Ågade og
Sjællandsbroen - Vasbygade - Kalvebod Brygge.
Her er der på strategiske steder nedlagt tællespoler, og når de sidste nye styreapparater i år 2000 sættes i drift, vil i alt 57 signalanlæg, der alle er tilsluttet overvågningscentralen, kunne skifte signalprogram i takt med variationer i trafikmængden, dvs. der indkobles automatisk programmer, som passer til det aktuelle trafikniveau.
På H.C. Andersens Boulevard er det planen, at der i år 2000 - som et forsøg - skal opsættes videoovervågning (uden bilidentifikation) til at styre programindkoblingen ud fra antal biler, kølængder og trafiktæthed. Fordelene ved video fremfor spoler er, at de er uafhængige af opgravninger og deformation af asfalten, men lidt dyrere i anskaffelse. Endvidere er video bedre til at registrere kølængder og rejsetid (måling af rejsehastighed kan ske ved, at to kameraer med en kendt afstand genkender et antal køretøjer ud fra de sidste tre cifre fra nummerpladen, og på denne måde kan en computer beregne den gennemsnitlige rejsetid på strækningen det pågældende tidspunkt). Vej & Park vil dog i første omgang kun benytte videokameraer til at tælle trafikken og for at vurdere, hvorvidt der fremover skal satses på video eller spoler som målemetode.
Vej & Park planlægger endvidere i år - også som et forsøg - at opsætte tavler på en af indfaldsvejene (hvilken er endnu ikke afklaret), der viser med hvilken hastighed trafikanterne bør køre for at følge med den "grønne bølge". Tavlerne, også kaldet variable/dynamiske tavler, kan skifte automatisk mellem den beregnede hastighed (fx 40, 50 eller 60 km/t) og styres af de enkelte styreapparater.
Etablering af Trafikstyret programvalg med spoler og video på ovennævnte strækninger samt etablering af variable tavler forventes idriftsat i løbet af efteråret 2000. Forud for idriftsætningen skal der foretages en endelig projektering samt foretages en række test af systemet.
Regulerings- og prioriteringsforslag ved indfaldsvejene
I forbindelse med nærværende indstilling om kapitalbevilling, er der medtaget et beløb på 600.000,- kr. til regulerings- og prioriteringsforslag ved indfaldsvejene.
Udvalget vil i løbet af maj måned få en nærmere redegørelse for beløbets anvendelse, idet Vej & Park vil fremlægge en samlet plan for en række projekter omfattet af budgetforliget, hvor der i årene 2000, 2001, 2002 og 2003 er afsat 20 mio. kr. til trafikformål.
Økonomi
Udskiftning af 20 stk. styreapparater 2.300.000 kr.
Udbedring af kommunikationsnettet 800.000 kr.
Trafikstyret programvalg 300.000 kr.
Regulering- og prioriteringsforslag ved indfaldsvejene 600.000 kr.
I alt 4.000.000 kr.
I forbindelse med budgetforliget for 2000 afsattes midler til en handlingsplan for trafikafvikling i København, herunder en etablering af et moderne trafikreguleringssystem som led i en kapacitetstilpasning på indfaldsvejene. Til handlingsplanen afsattes i alt 20 mio. kr. i 2000, der er afsat på Vej & Parks driftskonto 02.11.1 Vejvedligeholdelse.
Det foreslås, at projektets omkostninger på 4 mio. kr. overføres til Vej & Parks anlægsbudget konto 02.22.3.
Det foreslås endvidere, at der til projektet gives en kapitalbevilling på 4 mio. kr. på Vej & Parks anlægsbudget konto 02.22.3, under forudsætning af at de tilsvarende driftsmidler overføres, jf. ovenfor.
Beløbet er optaget på Vej & Parks investeringsplan, der forventes vedtaget i Borgerrepræsentationens møde den 16. marts 2000
Andre konsekvenser
Det kan oplyses, at der til systemets fulde udbygning på længere sigt
ganske overslagsmæssigt resterer investeringer for ca. 20,6 mio. kr. fordelt
således:
Nye styreapparater 15,7 mio. kr.
Nedlægning af spoler 4,7 mio. kr.
Reparation af kabler 1,2 mio. kr.
Først herefter vil trafikanterne få den fulde gavn af mulighederne i den
nye overvågningscentral.
Ole Bach