Mødedato: 11.05.2000, kl. 17:30

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i en del af karreen Viborggade, Løgstørgade, Århusgade og Silkeborggade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i en del af karreen Viborggade, Løgstørgade, Århusgade og Silkeborggade

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 11. maj 2000

 

 

BR 166/2000

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i en del af karreen Viborggade, Løgstørgade, Århusgade og Silkeborggade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i en del af karreen Viborggade, Løgstørgade, Århusgade og Silkeborggade

 

 

Indstilling om endelig vedtagelse af forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Viborggade 51-57 og Århusgade 56-70 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser.

                                                               (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det i Borgerrepræsentationen i mødet den 13. januar 2000 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Viborggade 51-57 og Århusgade 56-70 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2000

Anbefalet

 

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre ejendommenes friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 2.200.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 1 indsigelse og 1 positiv bemærkning til forslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 13. januar 2000 (sag nr.5/2000) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 19. januar-18. marts 2000 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere samt bydelsrådet. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Jagtvej 227.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte indsigelser og positive bemærkninger.

 

1) Brev af 16. marts 2000 fra Ejendomsselskabet Heina ApS og firmaet E.H. Nyhegn A/S, Viborggade 57 og 59  v/advokat Henrik Scharling (matr.nr. 132 p og 132 o UK)

Advokat Henrik Scharling gør på vegne af Ejendomsselskabet Heina ApS, der er ejer af ejendommen Viborggade 57, og firmaet E.H. Nyhegn A/S, der er lejer af samme ejendom og ejer af naboejendommen Viborggade 59, principalt indsigelse mod etablering af et fælles gårdanlæg. 

Det foreslås subsidiært, at forslaget ændres således, at den nuværende anvendelse af ejendommen Viborggade 57 - der er ubebygget - bibeholdes som rekreativt område for medarbejderne i firmaet E.H. Nyhegn A/S og som parkeringsplads og lager for samme virksomhed.

Forslaget foreslås endvidere ændret således, at ejerens mulighed for at udnytte ejendommen Viborggade 57 ikke beskæres, og at muligheden for at bygge på ejendommene Viborggade 57 og 59 - enten samlet eller hver for sig - med en bebyggelsesprocent på 150, fortsat er til stede.

Hvis det offentliggjorte forslag vedtages uændret, vil ejeren af ejendommen Viborggade 57 fremsætte krav om, at kommunen overtager ejendommen pr. 1. april 2000 for kr. 739.200 svarende til den offentlige vurdering pr. 1. januar 1999.

Ejeren vil endvidere fremsætte krav om erstatning på kr. 118.245 for udgifter, han har haft til anlæg af parkeringsplads, opsætning af lagerreoler og hegning omkring Viborggade 57 samt montering af dør og vinduer i gavlen mellem Viborggade 57 og 59. Der vil også blive fremsat krav om dækning af lejetab.

Som begrundelse for indsigelsen og kravene henvises til et vedlagt brev af 4. oktober 1999 og supplerende oplysninger fremsat af ejeren under møderne forud for forslagets udarbejdelse, herunder at en vedtagelse af det offentliggjorte forslag vil medføre en reduktion af parkeringsmulighederne på ejendommen Viborggade 57 og bevirke en ophobning af biler i Viborggade.

I det nævnte brev af 4. oktober 1999 anføres, at det angivne byggefelt på ejendommen Viborggade 57 er for lille, og at forslaget til gårdsammenlægning vil medføre en markant udvidelse af de øvrige ejendommes friarealer, således at udnyttelsesretten reelt overgår til disse ejendomme. Som f ølge heraf betragter han forslaget som en ekspropriation.

Det foreslås i brev af 4. oktober 1999, at en del af passagerne ved Århusgade 58-60 og 66-68 inddrages i gårdomlægningen, ligesom brevet er vedlagt 3 forslag til mindre vidtgående inddragelser af ejendommen Viborggade 57 i fællesgårdanlægget. Herudover bestrides det, at der er bred opbakning til forslagets gennemførelse blandt ejere og beboere.

Endelig anføres det i indsigelsen, at de i brev af 4. oktober 1999 nævnte forhold, herunder de 3 mindre vidtgående forslag, ikke synes at have indgået i forvaltningens behandling eller har været forelagt de øvrige implicerede i sagen, ligesom de besluttende myndigheder heller ikke synes at være blevet orienteret herom.

 

Bemærkning

Som det fremgår af forslaget, er det oplyst, at ejeren af den ubebyggede grund Viborggade 57 ikke ønsker at blive inddraget i fællesgårdanlægget.

Ejeren har deltaget i alle møder med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor blandt andet de nævnte 3 mindre vidtgående forslag har været fremlagt og drøftet forud for udarbejdelsen af det endelige forslag. 

Forvaltningen har fundet det nødvendigt at inddrage ejendommen Viborggade 57 i fællesgårdanlægget - i det i forslaget anførte omfang - hvis der skal opnås et tilfredsstillende resultat af gårdomlægningen. Det er ikke fundet rigtigt at inddrage den foreslåede del af passagerne Århusgade 58-60 og 66-68 - der ligger uden for gården, og som blandt andet er brandredningsarealer - i fællesgårdanlægget.      

Der er i byfornyelsesloven hjemmel til at inddrage ejendommen i fællesgårdanlægget uden at ekspropriere den. Kommunen er således ikke pligtig til og agter ikke at overtage ejendommen.

Det må bero på en misforståelse, når det i indsigelsen anføres, at en vedtagelse af forslaget vil begrænse ejerens byggeret. Ejeren vil kunne bygge på ejendommen i samme omfang, som han havde mulighed for, såfremt forslaget ikke var blevet fremsat.

Hvis ejeren fortsat mener sig berettiget til erstatning, som følge af ejendommens inddragelse i fællesgårdanlægget, må krav herom fremsættes over for Gårdrydningskontoret. Såfremt der ikke opnås forlig herom mellem ejeren og kommunen, er der i byfornyelsesloven hjemmel til at lade erstatningsspørgsmålet afgøre ved taksation.

 

2) Brev af 19. januar 2000 fra Lisbet Diemer, Viborggade 55, st., beboerrepræsentant i udlejningsejendommen Viborggade 51-55 (matr.nr. 132q UK)

Lisbet Diemer er meget tilfreds med forslaget og glæder sig usigeligt til dets gennemførelse.

Hun tilføjer, at modtagelsen af materialet om forslaget er opløftende læsning, som gør livet i hendes bolig mere meningsfuldt, fordi det medfører mulighed for, at både børn og voksne kan opholde sig ude tæt ved boligen i grønne omgivelser.

 

Forvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget.

 

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 24. november 1999

Brev af 17. marts 2000 fra Bydelsrådet i Indre Østerbro Bydel

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Brev af 16. marts 2000 fra advokat Henrik Scharling

Bilag 2: Brev af 19. januar 2000 fra Lisbet Diemer

 

 

Ole Sperling

 


Til top