Mødedato: 11.04.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om skærpelse af sociale klausuler

Indstilling og beslutning

At Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen:

 

1. at fremlægge en revideret version af Københavns kommunes sociale klausuler, der blev besluttet juni 2010, herunder:

-          sikre at en større andel af kommunens kontrakter bliver omfattet af de sociale klausuler – enten ved at sænke beløbsgrænsen eller entreprise-perioden, således at klausulerne resulterer i flere praktikpladser

-          at kontrakterne også indeholder krav om til virksomhedernes sociale ansvar, herunder fx ansættelse af mennesker i støttet beskæftigelse såsom fleksjob.

 

2. at komme med et forslag til en dialogbaseret model, hvor man også forsøger at sikre praktikpladser i virksomheder, der udfører mindre opgaver for kommunen.

 

Tilbagemeldingen til Borgerrepræsentationen skal ske senest i september 2013.

 

(Stillet af Enhedslisten)

MOTIVERING

Debatten om praktikpladsmanglen og arbejdet for at skabe flere praktikpladser har fyldt meget i Borgerrepræsentationen de seneste år.

 

Evalueringen af de sociale klausuler, der blev fremlagt start 2011 var generelt positivt. Den viste, at de sociale klausuler hverken skaber utilfredshed hos virksomheder, mere bureaukrati eller hæver priserne på byggeriet. Den viste dog samtidig, at sociale klausuler  i løbet af 1,5 år var i anvendelse i 19 kontrakter og havde resulteret i 65 lærlinge-årsværk. Dette skal ses i lyset af problemets størrelse, idet næsten 3.500 unge mangler en praktikplads i hovedstadsområdet. De sociale klausuler var således virksomme, men ikke tilstrækkelige til at komme i nærheden af at løse problemet.

 

Som resultatet af evalueringen i primo 2011 vedtog Beskæftigelses- og integrationsudvalget i marts 2012 en hensigtserklæring om, at man ønskede en skærpelse af de sociale klausuler, efter forslag fra Enhedslisten. Et medlemsforslag, der også henvises til i Budgettekst 2013. Forslagsstillerne mener, at der nu er på tide at sætte konkret handling bag den politiske vilje, hvilket sker med dette forslag.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 11. april 2013

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag til medlemsforslaget: 

”Det foreslås, at medlemsforslaget ændres med følgende 4 ændringer:

Ændring 1

Første sætning i 1. at-punkt (indledningen) ændres til: 
”at Borgerrepræsentationen pålægger økonomiforvaltningen inden for lovgivningen at undersøge muligheden for:”

Ændring 2

Bullit nr. 2 i 1. at-punkt ændres til følgende:
 ”at kontrakterne også indeholder krav til virksomhedernes sociale ansvar, herunder ved ansættelse af ledige i støttet beskæftigelse såsom fleksjob, løntilskud og opkvalificerende virksomhedspraktik.”

Ændring 3

Der tilføjes et nyt 3. at-punkt med følgende ordlyd:
”at der tages kontakt til omegnskommuner og andre offentlige myndigheder med henblik på en drøftelse af ensartet anvendelse af sociale klausuler indenfor bygge-/anlægsområdet for at øge antallet af lærlinge i regionen.”

Ændring 4

Sidste linje i medlemsforslaget erstattes med følgende:
”Økonomiforvaltningen skal være færdig med undersøgelsen inden sommerferien, således at Økonomiforvaltningen kan udarbejde et konkret forslag, der kan behandles i Borgerrepræsentationen inden budgetforhandlingerne”


Ændringsforslaget blev vedtaget med 34 stemmer imod 15.

For stemte: A, B, F, O og Jaleh Tavakoli (løsgænger).
Imod stemte: C, I, V og Ø.


Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 39 stemmer imod 10.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Jaleh Tavakoli (løsgænger).
Imod stemte: C, I og V.

Til top