Mødedato: 11.04.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Harmonisering af vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister

Socialudvalget har godkendt, at der sker en harmonisering af det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister, og anbefaler dette over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at forhøje det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister efter ny ordning til 5.450 kr., så der sker en harmonisering af det vejledende rådighedsbeløb for alle førtidspensionister, samt
  2. at finansieringen af de forventede merudgifter på ca. 2 mio. kr. (2013 p/l) som følge af harmoniseringen af det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister sker med anvisning til et forventet mindreforbrug på styringsområdet Efterspørgselsstyrede Overførsler og forventes derved at kunne holdes indenfor Socialudvalgets ramme på Overførsler mv. i 2013.

Det bemærkes, at der med indstillingen sker en prioritering af et forventet mindreforbrug på ca. 2 mio. kr., som ellers vil tilfalde kassen og indgå i en tværgående prioritering.

Det bemærkes endvidere, at der med budget 2013 blev afsat 5,2 mio. kr. årligt i perioden 2013-2016 til forhøjelse af det vejledende rådighedsbeløb for kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Hertil bemærkes, at der ved udmøntningen af midlerne fra budget 2013 ikke er sket en fuld harmonisering af beløbsgrænserne for førtidspensionister på henholdsvis gammel og ny ordning.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Det vejledende rådighedsbeløb udtrykker, hvilket disponibelt beløb kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister som udgangspunkt skal have til rådighed til sig selv hver måned efter betaling af rimelige faste udgifter såsom skat, husleje, varme, el og vand, og har betydning for, hvornår en borger kan blive tildelt et personligt tillæg eller en enkeltydelse. Borgeren kan som udgangspunkt alene tilkendes et personligt tillæg eller en enkeltydelse, hvis borgeren har et rådighedsbeløb hver måned, som er mindre, end det vejledende rådighedsbeløb.

Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2013 at forhøje de vejledende rådighedsbeløb for kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister med henblik på at reducere den sociale ulighed i København. Der er dog efter forhøjelsen stadig forskel på det vejledende rådighedsbeløb for borgere på gammel førtidspension og borgere på ny førtidspension i Københavns Kommune. Forskellen i rådighedsbeløbet mellem de to grupper vurderes at være  i strid med retsgrundsætningen om, at forskelsbehandling af enkelte borgere ikke må finde sted, hvis der ikke i lovgivningen er særlig hjemmel for at gøre forskel (lighedgrundsætningen). Forskellen i de vejledende rådighedsbeløb har medført kritik fra Ankestyrelse og Det Sociale Nævn i forbindelse med behandlingen af konkrete ankesager.

Det er i forlængelse heraf Socialforvaltningens vurdering, at der bør ske en fuld harmonisering af de vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister (ny og gammel ordning), så alle førtidspensionister fremover har éns vejledende rådighedsbeløb. En fuld harmonisering indebærer udgifter på ca. 2 mio. kr. udover de 5,2 mio. kr. til forhøjelse af rådighedsbeløbet, som Socialudvalgets ramme blev forhøjet med i budgetaftale 2013.

Løsning

Vejledende rådighedsbeløb

Forvaltningens nuværende vejledende rådighedsbeløb indebærer, jf. tabel 1, at førtidspensionister, som er blevet tilkendt førtidspension før 1. januar 2003 (gammel ordning) som udgangspunkt alene kan modtage et personligt tillæg, hvis de har et månedligt rådighedsbeløb på 5.450 kr. eller mindre, hvorimod førtidspensionister, som er blevet tilkendt en førtidspension efter 1. januar 2003 (ny ordning) som udgangspunkt alene kan modtage en enkeltydelse, hvis de har et rådighedsbeløb hver måned på 4.982 kr. eller mindre.

 

Der er således i dag en forskel i Københavns Kommunes vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister på gammel og ny ordning på 468 kr.

Tabel 1: Oversigt over nuværende vejledende rådighedsbeløb i Københavns Kommune (2013 pl.)

Gl. FØP

Ny FØP / Kontanthjælp m.m.

Enlige

5.450 kr.

4.982 kr.

Gifte*

9.000 kr.

8.220 kr.

*Rådighedsbeløbet for kontanthjælpsmodtagere/ny FØP m.fl., som søger om hjælp efter ovennævnte bestemmelser, blev fastsat ved budgetforliget for 2013 for enlige, men blev ikke beregnet for gifte. Beløbet for gifte er derfor her beregnet med samme faktor som mellem enlige og gifte på pensionsområdet (gl. FØP og FOP), dvs. 1,65.

 

Ankestyrelsen og Det Sociale Nævn har i forbindelse med konkrete klagesager stillet en skarp kritik af Københavns Kommune for at have et forskelligt vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister, alt afhængigt af om disse er tilkendt førtidspension før eller efter 1. januar 2003 (hhv. gammel og ny ordning).

 

Forvaltningen foreslår derfor at hæve det vejledende rådighedsbeløb for borgere på ny førtidspension, så det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister på ny ordning fremadrettet kommer på niveau med det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister på gammel ordning. Det vejledende rådighedsbeløb vil herefter være ens for alle pensionister i Københavns Kommune, herunder også folkepensionister:

 

Tabel 2: Forslag til harmoniserede vejledende rådighedsbeløb for pensionister i Københavns Kommune (2013 pl.)

Folkepension

Gl. FØP

Ny FØP

Enlige

5.450 kr.

5.450 kr.

5.450 kr.

Gifte

9.000 kr.

9.000 kr.

9.000 kr.

Økonomi

Nedenstående beregning bygger på et skøn, da Socialforvaltningen ikke har kendskab til de konkrete økonomiske forhold, herunder formueforhold, i den berørte målgruppe.

Tabel 3. Udgifter, styringsområde overførsler mv.  

Skønnet merudgift 2013 (kr./2013 pl.)

Gns. løft i kr. pr. borger (kr.)

Antal borgere berørt

Overførsler

Løft i rådighedsbeløb (kun nye FØP)

1.963.728

468

4.196

 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at Københavns Kommunes ekstraudgifter i forbindelse de ændrede rådighedsbeløb vil kunne afholdes indenfor Socialudvalgets nuværende budgetramme på bevillingsområdet efterspørgselsstyrede overførsler. Socialforvaltningen gør i den forbindelse opmærksom på, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen dermed i indstillingen anmodes om at prioritere et forventet mindreforbrug på styringsområdet overførsler, der alternativt vil skulle tilfalde kassen.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil det vejledende rådighedsbeløb fremadrettet blive reguleret hvert år d. 1. januar efter satsreguleringsprocenten.

 

 

 

Anette Laigaard                                       / Gitte Bylov Larsen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forhøje det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister efter ny ordning til 5.450 kr., så der sker en harmonisering af det vejledende rådighedsbeløb for alle førtidspensionister.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2013

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede sagens behandling.

 

Indstillingen blev godkendt.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at der med budget 2013 blev afsat 5,2 mio. kr. årligt i perioden 2013-2016 til forhøjelse af det vejledende rådighedsbeløb for kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Hertil bemærkes, at der ved udmøntningen af midlerne fra budget 2013 ikke er sket en fuld harmonisering af beløbsgrænserne for førtidspensionister på henholdsvis gammel og ny ordning.

Finansieringen af de forventede merudgifter på ca. 2 mio. kr. (2013 p/l) som følge af harmoniseringen af det vejledende rådighedsbeløb for førtidspensionister sker med anvisning til et forventet mindreforbrug på styringsområdet Efterspørgselsstyrede Overførsler og forventes derved at kunne holdes indenfor Socialudvalgets ramme på Overførsler mv. i 2013. Hertil bemærkes, at der med indstillingen sker en prioritering af et forventet mindreforbrug på ca. 2 mio. kr., som ellers vil tilfalde kassen og indgå i en tværgående prioritering.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2013 

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 11. april 2013

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:
”at Socialforvaltningen pålægges at fremkomme med et forslag, så rådighedsbeløbet bør fastsættes ud fra niveauet i nabokommunerne, og så niveauet i København  ikke adskiller sig væsentligt.”


Ændringsforslaget blev forkastet med 36 stemmer imod 11.

For stemte: C, O og V.
Imod stemte: A, B, F, I, Ø og Sofie K. Led (løsgænger).

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top