Cykelbaner og cykelstier på Enghavevej, projektforslag
Med henblik på at forbedre cykelforholdene på Vesterbro fremlægges projektforslag vedrørende anlæg af cykelbaner og cykelstier på Enghavevej.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,36 mio. kr. (2013 p/l) til etablering af cykelbaner og cykelstier på Enghavevej i 2013. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3, samt
- at der i Kingosgade nedlægges 9 parkeringspladser i blå zone, som retableres i Valdemarsgade. Oprettelsen af de 9 parkeringspladser svarer til en anlægsudgift på 0,45 mio.kr. kr. (2013 p/l) og finansieres af projektets anlægsbevilling.
Det forudsættes, at Teknik- og Miljøudvalget overholder anlægsmåltallet i 2013 ved at anvise kompenserende udskydelse i forbindelse med den næste sag om anlægsperiodisering, som forelægges Økonomiudvalget den 11. juni 2013.
Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen traf 6. oktober 2011 beslutning om udmøntning af ”Cykelpakke V” og frigav 26. april 2012 midler til projektering af cykelbaner og cykelstier på Enghavevej og i Kingosgade. Projektforslag herfor er nu udarbejdet til udvalgets godkendelse, således de sidste anlægsmidler også kan frigives. Projektforslaget indebærer nedlæggelse af 9 parkeringspladser, som retableres i Valdemarsgade.
Løsning
København skal leve op til visionen om at være verdens bedste cykelby, hvorfor kommunen arbejder målrettet på at etablere flere cykelstier, nye cykelruter og genveje, så fremkommeligheden og sikkerheden for cyklister forbedres.
Projektet omfatter strækningen fra Enghavevej nr. 10 til og med Kingosgade, jf. bilag 1-3.
På Enghavevej etableres cykelstier i begge sider af vejen, hvor bredden varierer mellem 1,6 meter og 2,0 meter. Den eksisterende cykelsti ud for Enghavevej nr. 1-5 i den østlige side af vejen forlænges frem til Enghavevej nr. 15.
I den vestlige side af Enghavevej etableres en cykelsti fra krydset ved Vesterbrogade til Enghavevej nr. 10, og busstoppestedet i den vestlige side af vejen rykkes frem til nr. 6.
I krydset Enghavevej/Vesterbrogade etableres en 1,8 meter cykelbane fra krydset med Vesterbrogade til Enghavevej nr. 4. Signalerne gennemgås i hovedprojektfasen med henblik på at opnå længere tid med grønt lys for cyklister fra Enghavevej og Kingosgade.
Kingosgade er i dag så smal, at der reelt ikke er plads til både parkering og den trafik, der skal igennem gaden. For at skabe tilstrækkelig plads til både cyklister og biler fjernes alle parkeringspladser, og der bliver oprettet standsnings- og parkeringsforbud mellem Vesterbrogade og Boyesgade.
Parkeringspladser, jf. bilag 4
Det fremlagte projektforslag medfører nedlæggelse af 9 parkeringspladser i Kingosgade, som ligger i blå betalingszone. I forbindelse med Budget 2012 er der overslagsberegnet og politisk godkendt nedlæggelse af 15 parkeringspladser på projektstrækningen. Imidlertid har behovet vist sig at være mindre.
Parkeringsregnskabet for situationen før og efter nedlæggelsen af de 9 parkeringspladser viser, at cykelprojektet vil forhøje belægningsprocenten med 1-2 % i forhold til eksisterende forhold i tælleområde 28, hvor belægningsprocenten i dagtimerne er 77 %, mens belægningsprocenten er 118 % i aftentimerne.
Da projektet er beliggende i den blå betalingszone, er der krav om erstatningspladser inden for samme zone. Til erstatning for de 9 parkeringspladser på Kingosgade er der fundet tilsvarende 9 parkeringspladser på Valdemarsgade i tælleområde 30 i den blå zone.
Myndighed og Lokaludvalg, jf. bilag 5
Projektforslaget er godkendt af politiet. Projektforslaget er ligeledes blevet behandlet af Vesterbro Lokaludvalg, som bakker op om projektet, jf. bilag 5.
Økonomi
Der er afsat i alt 2,83 mio. kr. (2012 p/l) til projektet ved Budget 2012 (UÆ161), heraf var 0,1 mio. kr. (2012 p/l) stjernemarkeret. På Borgerrepræsentationens møde den 26. april 2012 blev der frigivet yderligere 0,4 mio. kr. (2012 p/l) til at dække udgifterne til projektering. Med denne indstilling ønskes de resterende 2,33 mio. kr. (2012 p/l) frigivet. De 2,33 mio. kr. i 2012 p/l svarer til 2,36 mio. kr. i 2013 p/l.
Periodiseret budget for ekstern rådgivning, internt lønforbrug og fysisk anlæggelse af projektet fremgår af tabellen nedenfor:
Udgifter, 1.000 kr. (2013 p/l) |
2013 |
Ekstern rådgivning |
300 |
Internt lønforbrug |
300 |
Anlæg af projektet |
1.762 |
Total |
2.362 |
Det forventes, at projektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.
Videre proces
Projektet forventes udført i sommeren 2013. Erstatningspladserne på Valdemarsgade forventes at være etableret samtidig med cykelprojektets afslutning september 2013.
Jens Elmelund / Jens Christian Zøfting-Larsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslag i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og udførelse af cykelbaner og cykelstier på Enghavevej.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,36 mio. kr. (2013 p/l) til etablering af cykelbaner og cykelstier på Enghavevej i 2013. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3,
- at der i Kingosgade nedlægges 9 parkeringspladser i blå zone, som retableres i Valdemarsgade. Oprettelsen af de 9 parkeringspladser svarer til en anlægsudgift på 0,45 mio.kr. kr. (2013 p/l) og finansieres af projektets anlægsbevilling.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. februar 2013
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet.
Karin Storgaard, O, afgav protokolbemærkning: ”Dansk Folkeparti gør opmærksom på, at reetablering af P-pladser skal foretages i forbindelse med nedlæggelse af P-pladser og ikke flere måneder senere.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at Teknik- og Miljøudvalget overholder anlægsmåltallet i 2013 ved at anvise kompenserende udskydelse i forbindelse med den næste sag om anlægsperiodisering, som forelægges Økonomiudvalget den 11. juni 2013.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2013
Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen som Venstre og Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig:
”Dansk Folkeparti gør opmærksom på, at reetablering af P-pladser skal foretages i forbindelse med nedlæggelse af P-pladser og ikke flere måneder senere.”