Lokalplan "Lundehusskolen"
Lokalplan "Lundehusskolen"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 11. april 2002
BR 182/02
Lokalplan "Lundehusskolen"
Lokalplan "Lundehusskolen"
Indstilling om, at forslag til lokalplan for et område omkring Lundehusskolen vedtages med henblik på offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder, at offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse, samt at den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, tilrettelagt som et orienteringsmøde, vedtages.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- forslag til lokalplan for et område omkring Lundehusskolen vedtages med henblik på offentliggørelse,
- indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,
- offentliggørelse annonceres i områdets lokalpresse
at den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde, tilrettelagt som et orienteringsmøde, tiltrædes
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2002
Anbefalet
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at Overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.
RESUME
I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 10. december 2001(BTU 541/2001) blev forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af lokalplan for et område omkring Lundehusskolen drøftet.
Det foreliggende lokalplanforslag er udarbejdet efter de af Bygge- og Teknikudvalget tiltrådte retningslinier. Anledningen til forslaget er, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har anmodet om tilladelse til at udvide Lundehusskolen, således at etagearealet øges med ca. 3.000 m² til 10.700 m². Som led i projektet nedrives en klassefløj og en bygning, som rummer skolens musiklokale. Nedrivningerne omfatter i alt ca. 1.400 m² placeret i bygninger opført i 1 etage, mens nybyggeriet opføres i 1 og 2 etager. Højden på den bibeholdte skolebebyggelse er 1-3 etager. Baggrunden for udvidelsen er et behov for at forøge skolens kapacitet med 2 spor til i alt 4 samt til at etablere 4 fritidshjemsgrupper med i alt 88 børn.
Udvidelsen af skolen er i overensstemmelse med den helhedsplan for Lundehusskolen som indgår i "Perspektivplan for Folkeskolen i København 1999 – 2010", Handleplan 2000. Denne plan er tiltrådt af Uddannelses- og Ungdomsudvalget i mødet den 13. oktober 1999.
I forbindelse med skoleudvidelsen er også overvejet muligheden for at etablere en idrætshal i tilknytning til Emdrup Bad, som ligger på nabogrunden og ejes af Københavns Idrætsanlæg (KI). Idrætshallen vil kunne dække såvel skolens som lokalområdets behov for idrætsfaciliteter. Med etablering af hallen kan man undgå at etablere en ny, mindre gymnastiksal til skolen. Udover idrætshallen omfatter halovervejelserne endvidere en ny overdækning af Emdrup Bad og etablering af forbedrede omklædnings- og badefaciliteter samt mulighed for klubfaciliteter til lokale klubber. Halprojektet vil omfatte ca. 5.000 m² etageareal.
Etablering af en idrætshal i forbindelse med udvidelsen af Lundehusskolen indgik i den idrætspolitiske redegørelse, som blev tiltrådt af Uddannelses- og Ungdomsudvalget i mødet den 3. oktober 2001. Redegørelsen blev endvidere tiltrådt af Kultur- og Fritidsudvalget i mødet den 25. oktober 2001. I forbindelse med behandlingen er der ikke sat beløb på projektet. Kultur- og Fritidsforvaltningen har kontaktet Lokale- og Anlægsfonden med henblik på økonomisk støtte til projektet.
I umiddelbar tilknytning til skolen og Emdrup Bad ligger to større grønne, offentlige arealer, hvoraf arealet mod øst anvendes til idrætsformål, og arealet mod syd overvejende anvendes til rekreative formål.
Da skolen og KI's ejendom fremover med fordel vil kunne indgå i en forbedret sammenhæng med disse arealer, omfatter lokalplanforslaget udover skoleejendommen og KI's ejendom også disse tilstødende arealer. Lokalplanforslaget fastlægger området til offentlige formål med anvendelse af skoleejendommen til undervisning og KI's ejendom til idrætsformål med mulighed for at etablere det påtænkte idrætsanlæg. De grønne områder fastlægges til park og idrætsformål, og de skal sikres som ubebyggede arealer.
Lokalplanforslaget rummer bestemmelser som sikrer, at ny bebyggelse opføres med en placering, et volumen og en ydre fremtræden, så skole- og halbygningerne danner en arkitektonisk god helhed.
Lokalplanforslaget fastlægger endvidere stiforbindelser i området, som kan sikre fodgængertrafik, herunder børns skolevej gennem området, og som gør det muligt at skabe let adgang mellem områdets forskellige funktioner, som f.eks. forbindelsen mellem skolen, idrætshallen og idrætsarealet samt forbindelsen mellem en mulig parkeringsplads til skolen ved Lersø Parkallé og idrætshallens parkeringsplads ved Bredelandsvej.
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan, som muliggør en udvidelse af Lundehusskolen på ejendommen matr.nr. 1129 Emdrup, København, samt på naboejendommen, matr.nr. 1279 ibid, som ejes af Københavns Idrætsanlæg (KI), muliggøre opførelse af en permanent overdækning af Emdrup Bad og etablering af en sportshal i forbindelse hermed.
Udvidelsen af skolen ønskes gennemført i overensstemmelse med den helhedsplan for Lundehusskolen, som indgår i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens perspektivplan for folkeskolen i København 1999 – 2010, Handleplan 2000, som blev tiltrådt af Uddannelses- og Ungdomsudvalget i mødet den 13. oktober 1999, og er begrundet i en planlagt udvidelse af skolen fra 2 til 4 spor med 4 fritidshjemsgrupper. Nettoudvidelsen er på knap 3.000 m² etageareal som følge af, at der nedrives 1.400 m² ældre bygninger og opføres ca. 4.200 m² nybyggeri. I stedet for at etablere en ny mindre gymnastiksal til skolen har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forhandlet med KI og Kultur- og Fritidsforvaltningen om etablering af et større samlet anlæg i forbindelse med Emdrup Bad, som kan styrke såvel skolens som områdets idrætsaktiviteter.
Skolens elever køres i dag til andre idrætshaller, når aktiviteterne ikke kan afvikles i skolens eksisterende gymnastiksale. Det forventes, at skolen vil lægge beslag på hallen 16 lektioner om ugen.
Forslaget om at gennemføre halprojektet indgik i den idrætspolitiske redegørelse, der blev forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget i mødet den 3. oktober 2001. Udvalget tiltrådte her planerne. Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte endvidere i mødet den 25. oktober 2001, at der etableres nye idrætsfaciliteter i tilknytning til Lundehusskolen. Projektet vil omfatte i størrelsesordenen 5.000 m² etageareal. Der er i forbindelse med behandlingen ikke sat beløb på projektet. Kultur- og Fritidsforvaltningen har kontaktet Lokale- og Anlægsfonden med henblik på økonomisk støtte til projektet, og man har indledt en dialog om de funktionelle og bygningsmæssige forudsætninger, der i den anledning skal opfyldes.
Udvidelse af skolen samt gennemførelse af halprojektet vil i henhold til planloven forudsætte udarbejdelse af en lokalplan. Da skole- og idrætsgrunden indgår i sammenhæng med de umiddelbart tilstødende grønne arealer foreslås lokalplanen at omfatte området begrænset af Lersø Parkallé, Bredelandsvej, Keldsøvej, Mårumvej samt grænsen til boligbebyggelsen langs Gribskovvej.
Planlægning
I Kommuneplan 2001, vedtaget i Borgerrepræsentationen i mødet den 29. november 2001 (BR 332/01), ligger Lundehusskolen i et område til offentlige formål, såsom institutioner, skoler og andre offentlige formål (O2-område). Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 60, og der må højst bygges med 24 m højde. I lokalplan fastsættes i fornødent omfang bestemmelser om etageantal, friarealets størrelse og om parkeringsforhold.
KI's ejendom med Emdrup Bad samt parkområderne er fastlagt til offentlige formål, såsom parker, kirkegårde, kolonihaver og sportsanlæg (O1-område). I lokalplan fastsættes bebyggelsesprocenten for disse områder, hvor der kun må opføres de for arealets anvendelse fornødne bygninger og anlæg. Endvidere fastsættes bestemmelser om bl.a. parkeringsforhold i fornødent omfang.
I Bydelsatlas Bispebjerg er Lundehusskolen klassificeret med middel bevaringsværdi, klasse 4. Bygninger med denne klassificering betragtes i Københavns Kommune som bevaringsværdige bygninger.
Forslag til lokalplan
Lokalplanen fastlægger området til offentlige formål, og den vil muliggøre den ønskede udvidelse af Lundehusskolen samt etablering af en idrætshal og overdækning af Emdrup Bad på KI's ejendom.
Den maksimale bebyggelsesprocent fastsættes til 60 for skoleejendommen og KI's ejendom. Det grønne område i den sydlige og østlige del af lokalplanområdet må ikke bebygges. Lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser sikrer endvidere, at skoleudvidelsen udformes med materialer og dimensioner tilpasset den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse. Halbebyggelsen skal udformes med hensyntagen til samspillet med en samlet bebyggelse på skolegrunden.
Der fastlægges ikke i kommuneplanens O-områder særlige krav til friarealets størrelse til grundskoleundervisning og institutioner, hvorimod friarealet til grundskoleundervisning placeret i områder til boliger og serviceerhverv (C-områder ) og i områder til serviceerhverv (S-områder) skal svare til friarealkravet for boliger i relation til de enkelte områders maksimale bebyggelsesprocent. Med en bebyggelsesprocent på 60, vil dette afkaste et krav på 100 pct. friareal til grundskoleundervisning. Friarealet til institutioner i boligområder (B-områder), C-områder og S-områder skal normalt være af samme størrelsesorden som institutionens etageareal. På denne baggrund fastlægges lokalplanens krav til friareal i område I til 100 pct.
Lokalplanen sikrer desuden mulighed for at etablere stiforbindelser gennem lokalplanområdet, således at der kan opnås en bedre udnyttelse af parkeringsarealerne inden for området og en større sammenhæng mellem skole og grønne arealer.
Lokalplanen er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.
For så vidt angår yderligere om indholdet af forslag til lokalplan samt baggrunden herfor henvises til den som bilag A vedlagte redegørelse og til planforslaget, der er vedlagt som bilag B.
Forslag til dialogstrategi
Der skal foreslås følgende initiativer til opnåelse af dialog med borgerne om planen:
- Etablering af en særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
- Gennemførelse af en udstilling i lokalområdet.
- Gennemførelse af et borgermøde. Det kan forventes, at lokalplanforslaget, som muliggør opførelse af større nybyggeri, der vil medføre øget trafik på Bredelandsvej, vil give anledning til en særlig interesse hos de berørte borgere. På denne baggrund foreslås borgermødet afholdt som et orienteringsmøde, hvor embedsmænd orienterer om planen, og repræsentanter for Borgerrepræsentationens partier indbydes til at være til stede i salen. Mødet vil blive forsøgt afholdt i et lokale i nærområdet.
Miljøvurdering
Miljøkontrollen har haft forslaget til høring, hvorfor der henvises til det nedenfor anførte samt til lokalplanredegørelsen (bilag A).
Høring
I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring af Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljøkontrollen, Københavns Energi, Københavns Vand og Københavns Bymuseum.
Økonomiforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Vand og Københavns Bymuseum har ikke bemærkninger til lokalplanforslaget.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker oplyst, om det vil være muligt inden for lokalplanens bestemmelser at udskifte den eksisterende toiletbygning i skolegården, da denne er utidssvarende og for kostbar at reparere. Herudover stiller forvaltningen spørgsmål om tolkning af lokalplanens bestemmelser vedrørende anlæg af stiforbindelsen og anlæg af parkeringspladser.
Bemærkninger
Forvaltningens spørgsmål er besvaret direkte, herunder med bekræftelse på at toiletbygningen kan udskiftes.
Kultur- og Fritidsforvaltningen anfører, at det sydlige grønne areal i dag anvendes som træningsareal for fodboldaktiviteterne på Østerbro og i Emdrupområdet, og at det er væsentligt at dette kan fortsætte.
Bemærkninger
Lokalplanforslagets bestemmelser for det sydlige grønne areal vil ikke hindre en fortsat anvendelse som areal til fodboldtræning.
Miljøkontrollen anbefaler, at der i lokalplanens formålsparagraf indgår dels et afsnit om økologiske tiltag, dels et afsnit om beskyttelse af brugere og beboere mod forurening og andre ulemper. Miljøkontrollen anbefaler endvidere, at paragraffen om foranstaltninger mod forureningsgener opdeles i specifikke bestemmelser vedrørende støjgener, gener fra virksomheder samt jordbunds- og grundvandsforhold.
Miljøkontrollen anfører at beboere og brugere skal beskyttes mod støj og anden forurening fra trafik, og anfører endvidere, at det ækvivalente trafikstøjniveauet på Lersø Parkallé, som er en bydelsgade, i år 2000 er beregnet til 65,7 dB(A). På lokalgaderne Bredelandsvej, Keldsøvej og Gribskovvej skønnes det ækvivalente trafikstøjniveau at ligge under 60 dB(A).
Miljøkontrollen skønner endvidere, at der ikke findes virksomheder i området, der vil indebære miljømæssige gener overfor den påtænkte udnyttelse af lokalplanområdet.
Det oplyses desuden, at miljøkontrollen ikke er i besiddelse af konkret viden om forurening af jorden eller grundvandet i lokalplanområdet. To olietanke, som blev afblændet i 1986 kan have medført forurening af jord eller grundvand.
Arealet ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser. Dette indebærer, at der ikke må etableres nedsivningsanlæg i området. Miljøkontrollen kan dispensere efter forudgående undersøgelser og vurderinger af et konkret projekt.
Københavns Energi påpeger bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og ressourcerigtige løsninger og henviser specielt til anvendelse i kantiner, café, skolekøkken og eventuelle vaskerier. Københavns Energi påpeger dog, at afstanden fra gasledningen til det planlagte halbyggeri er forholdsvis stor, således at det vil afhænge af gasforbrugets størrelse, om det kan betale sig at etablere forsyning.
Bemærkninger
Miljøkontrollens og Københavns Energis anbefalinger er medtaget i det omfang planloven giver hjemmel hertil. Der er efter sædvanlig praksis medtaget en fodnote til formålsparagraffen Borgerrepræsentationens vedtagelser "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri"
Miljøkontrollens øvrige anbefalinger vurderes at være tilgodeset i lokalplanforslagets § 7 med fodnoter.
BILAG VEDLAGT
- Redegørelse for lokalplanforslaget med luftfoto af området.
- Forslag til lokalplan "Lundehusskolen".
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
- Høringssvar fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen af 4. februar 2002
- Høringssvar fra Københavns Energi, Forsyningen Gas, Teknik af 4. februar 2002
- Høringssvar fra Københavns Energi, Vand og Afløb, af 6. februar 2002
- Høringssvar af 14. februar 2002 fra Miljøkontrollen.
- Høringssvar af 19. februar 2002 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
- Høringssvar af 21. februar 2002 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Jens Ole Nielsen