Mødedato: 10.12.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om flytning af læseklasserækken på Blågård Skole og om omorganisering af læseklasserækkerne i Københavns Kommune

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling inden sommeren 2021 om at flytte læseklasserækken på Blågård Skole til en anden matrikel i Københavns Kommune. 
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en ny og samlet plan for omorganisering af de 2 læseklasserækker i Københavns Kommune, der for nuværende har til huse på Lykkebo Skole og Blågård Skole. 

(Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

I Københavns Kommune kan elever visiteres til læseklasse fra det 4. klassetrin.

I skoleåret 2012/13 var der 4 læseklasserækker i Københavns Kommune. Nu er der 2 læseklasserækker, der i dag fysisk er placeret på Lykkebo Skole og på Blågård Skole.

I de senere år er udviklingen gået i retning af at samle alle børn og unge i almindelige skoleklasser.

Men virkeligheden er, at nogle børn har brug for en helt special form for tilrettelagt undervisning, hvis de skal blive så dygtige, som de kan.

Det kan ses som en styrke i Københavns Kommune, at vi fastholder specialiserede tilbud til elever, der ikke umiddelbart kan rummes i en almindelig folkeskole.

Blågård Skoles almenafdeling har i de senere år været præget af omfattende fagfaglige og trivselsmæssige udfordringer, og der vil i den kommende tid blive igangsat en række indsatser for at vende udviklingen på skolen. 

Det kan være svært at forstå, hvorfor Blågård Skoles læseklasserække, der ofte rummer sensitive, skrøbelige og nederlagsprægede elever med fagfaglige udfordringer, skal være en del af den omfattende proces med at løfte almenskolens fagfaglighed og trivsel.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2020

Et forslag fra Venstre, Radikale Venstre og SF om at udvalgshenvise forslaget til Børne- Og Ungdomsudvalget blev vedtaget uden afstemning.

 

Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre og SF har forståelse for forslagsstillerens bekymring for, hvordan den generelle situation på Blågårds Skole kan påvirke eleverne i læseklasserækken. Vi mener dog ikke, at forslaget udgør et tilstrækkeligt vidensgrundlag om situationen i læseklasserækken, der gør, at Borgerrepræsentationen specifikt kan pege på, at læseklasserækken på Blågård Skole skal flyttes. Derfor ønsker vi at få sagen yderligere belyst i udvalget, inden der træffes beslutning om at bede forvaltning udarbejde forslag om muligheden for flytning af læseklasserækken.
SF og Radikale Venstre mener fortsat, at det er vigtigt, at Københavns Kommune har et selvstændigt tilbud til elever med dysleksi, som er placeret på udvalgte folkeskoler.”

 

Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning, som Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig:
”Partierne er enige med intentionen i forslaget, nemlig at se på, hvordan vi skaber de bedste rammer for de børn, der har brug for særlige tilbud. Derfor støtter socialdemokratiet op om, at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal udarbejde et forslag til den fremtidige organisering og placering af læseklasserækkerne, som skal behandles i børne- og ungdomsudvalget”

Til top