Kultur- og Fritidsudvalgets studietur 2021
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur i Jylland med stop på Fyn den 19.-21. april 2021, samt at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
(Kultur- og Fritidsborgmesteren)
Problemstilling
På mødet den 24. september 2020 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at aflyse sin studietur til Paris i 2020 grundet corona. Udvalget besluttede i stedet at gennemføre en studietur i Danmark i 2021.
På mødet den 22. oktober 2020 udtrykte Kultur- og Fritidsudvalget ønske om at forlænge studieturen til to overnatninger, så det blev muligt at udvide antallet af besøg.
På den baggrund foreslås det, at studieturen gennemføres den 19. - 21. april 2021.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår en studietur med fokus på vandkultur samt indretning af tværkulturelle aktiviteter. Formålet med turen er blandt andet at få input og inspiration i forbindelse med udvalgets ønske om en strategi for liv og udfoldelse på vandet.
Formål og destination
Med udgangspunkt i det af Kultur- og Fritidsudvalget vedtagne medlemsforslag på mødet den 13. august 2020 om en strategi for liv og udfoldelse på vandet foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen en studietur med fokus på vandkulturliv. Med det fokus vil et program i Øst- og Nordjylland med et stop på Fyn være relevant.
Kultur- og Fritidsforvaltningen præsenterer hermed et foreløbigt program for turen. De endelige programpunkter vil blive justeret frem mod studieturen.
For uddybende præsentationer af forslagene, se bilag 1.
Tidspunkt
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at studieturen gennemføres på tre dage fra mandag den 19. april til onsdag den 21. april 2021.
Program
Dag 1:
Nyborg
1. Besøg hos Lokale- og Anlægsfonden
Fonden er en aktiv medspiller for bl.a. landets kommuner, når det kommer til udviklingen af arkitektonisk nyskabende kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter.
2. Vandsportsanlæg ved Nyborg Marina
Nyborg Kommune er sammen med Lokale- og Anlægsfonden i gang med at bygge et nyt, udendørs vandsportsanlæg ved byens lystbådehavn, Nyborg Marina. Vandsportsanlægget kommer til at bestå af et nyt multibassin, et nyt multihus og nye depotfaciliteter til vandsport og triatlon.
Vejle
1. Klub- og foreningsfaciliteter i Vejle Havn
Vejle Kommune har løst pladsudfordringer på havnefronten ved at flytte klub- og foreningsfaciliteter ud på vandet. Klubøen er anlagt på pæle ved den nye lystbådehavn og Det flydende kajakforeningshus er et bud på, hvordan bl.a. kajakroere får båden i vandet nemmest muligt.
2. Aquascape og kemikaliefrit friluftsbassin på Idrætshøjskolen i Vejle
Idrætshøjskolen i Vejle har anlagt et ”aquascape”, som er tilgængeligt for offentligheden om morgenen og eftermiddagen, når skolen ikke bruger det. Det anlagte friluftsbassin har miljørigtig, biologisk rensning via filtre og planter i stedet for klor og kemikalier.
Dag 2:
Skanderborg
Kulturløberen og nyt søbad
I Skanderborg er der planer om at udbygge byens populære søbad og koble det sammen med et kulturtorv, der skal fungere som multifunktionelt byrum. Det nye søbad bliver på 1.900 m² og får tre mindre, beskyttede svømmebassiner, og giver samtidig adgang til en større svømmebane ude i selve søen.
Aarhus
1. Søsporten
Over 600 medlemmer af de tre vandsportsklubber benytter bygningen ”Søsporten” på lystbådehavnen i Aarhus hele året rundt, og ligesom andre steder i landet er interessen for vandsport stærkt stigende. Den 81 år gamle bygning, som de tre klubber deles om, skal nu moderniseres, så klubberne skal være fælles om de fleste faciliteter.
2. Godsbanen
Godsbanen er et 10.500 m2 stort område for kultur. Her er både mulighed for oplevelser som koncerter, litteratur, udstillinger m.v., men også mange forskellige værksteder, hvor borgerne selv kan være aktive. Godsbanen kan både tjene som inspiration for den fremtidige indretning af Tunnelfabrikken og for andre områder, som kan få funktion som tværfaglig kulturhub.
Dag 3:
Låsby i nærheden af Aarhus
"Blochs grund" i Låsby er omdannet til et parkområde med bassiner til regnvandsopsamling og en række forskellige aktivitetsmuligheder målrettet både meget aktive CrossGym-udøvere og mere afslappet motion og ophold.
Aalborg
1. Vestre Fjordpark
I Vestre Fjordpark er der mange muligheder for oplevelser for alle aldre. Den store park, der spænder over et areal på 165.000 m2, leverer seks forskellige aktivitetsområder, og der er muligheder for både svømning, kano og kajak, windsurfing, SUP, volley, klatrevæg og udspringstårn.
2. Aalborg Havnebad
Aalborg Havnebad er en videreudvikling af havnebadet på Islands Brygge, men åbent om vinteren. Med muligheden for vinterbadning imødekommer havnebadet i Aalborg den stadigt voksende interesse, der er for at dyrke udendørs vandkultur hele året rundt.
3. Nordkraft
I stil med Godsbanen i Aarhus kan Nordkraft være inspiration til fx Tunnelfabrikken i forhold til indretning af tidligere industriområder til kultur- og fritidsbrug. Nordkraft huser bl.a. teater, koncertsteder, kunsthal og biograf samt Nordjyllands største råvaremadmarked.
Økonomi
Det økonomiske estimat er beregnet ud fra et forventet deltagerantal på 16 personer.
Udgift |
Beløb/ kr. |
Busleje |
25.000 |
Indkvartering |
32.000 |
Bespisning |
48.000 |
Uforudsete udgifter |
8.000 |
I alt |
113.000 |
Der anvises kassemæssig dækning for rejseudgifterne på i alt 113.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme, konto 6.42.41, Kommunalbestyrelsen (studie- og tjenesterejser).
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling vedrørende studietur i 2021, vil kultur- og fritidsborgmesteren indstille til Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur i Øst- og Nordjylland med stop på Fyn den 19.-21. april 2021, samt at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
Mette Touborg /Merete Evers Dewilde
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udvalgets studietur i Danmark gennemføres den 19. - 21. april 2021,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender det foreløbige program samt budget for studieturen; kassemæssig dækning for i alt 113.000 kr. anvises indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2020
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med programmet for studieturen på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.
Kultur- og fritidsborgmesteren indstiller til Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur i Jylland med stop på Fyn den 19.-21. april 2021, samt at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.