Mødedato: 10.12.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Udpegning af bestyrelsesmedlem for Operaparkfonden

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal udpege et medlem til bestyrelsen for Operaparkfonden for den kommende funktionsperiode 2020-2024.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Jon Pape udpeges til medlem til bestyrelsen for Operaparkfonden, den ny park på Dokøen.

(Teknik og Miljøforvaltningen)

Problemstilling

Københavns Kommune er blevet bedt om at udpege et medlem til bestyrelsen for Operaparkfonden. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have kompetencer, der bidrager til at fremme fondens aktuelle og fremadrettede virke i byggeperioden, som fra stiftelsen og i hele byggeperioden består at fire medlemmer samt yderligere ét til to medlemmer, som vælges under hensyntagen til, at bestyrelsens medlemmer tilsammen skal have kompetencer og erfaring, som svarer til fondens aktiviteter. Borgerrepræsentationen skal således udpege et medlem til den ordinære bestyrelse for Operaparkfonden.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har afsøgt feltet for kvalificerede kandidater og har identificeret nedenstående to kandidater:

Jon Pape har, siden han i 1993 startede som parkchef i Bygge- og Teknikforvaltningen, været en kompetent, vidende og værdsat chef i kommunens forvaltning af parker, natur, byrum og udvikling. Han er uddannet landskabsarkitekt og har gennem hele sin karriere været optaget af ”den grønne dagsorden” samt byens offentlige og rekreative rum – de grønne oaser. Jon Pape forlod i foråret 2020 stillingen som serviceområdechef/vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling Parker, Kirkegårde og Renhold, for at gå på pension (se cv i bilag 2).

Nini Wolff er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling Parker, Kirkegårde og Renhold, Kirkegårde Nord. Hun er uddannet landskabsarkitekt og har siden 2004 været ansat i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor hun har arbejdet som landskabsarkitekt, parkforvalter og beplantningsudvikler og har bl.a. været kommunens repræsentant i 6-bysamarbejde omkring kvalitetsvurdering af parker og gadetræer. Siden 2013 har hun været leder primært indenfor parkdrift og kirkegårdsområdet (se cv i bilag 3).

Ud fra en samlet vurdering af de to kandidater vil Teknik- og Miljøforvaltningen pege på Jon Pape til posten som bestyrelsesmedlem for Operaparkfonden.

Videre proces

A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Mølles Fond til Almene Formaal vil blive orienteret om Borgerrepræsentationens udpegning.

Bemærkninger til hvervet

Antal pladser

Københavns Kommune udpeger ét bestyrelsesmedlem til bestyrelsen for Operaparkfonden.

Særlige krav/valgbetingelser

Medlemmet af bestyrelsen udpeges for en periode på fire år, som udløber ved årsmødet fire år efter udpegningsåret, jf. pkt. 1.4 og 1.5 vedrørende byggeperioden efter stiftelsen (se bilag 1 med fondens fundats). Genudpegning kan finde sted. Ingen kan dog være medlem af bestyrelsen mere end tre udpegningsperioder.

Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have kompetencer, der bidrager til at fremme fondens aktuelle og fremadrettede virke. To af medlemmerne vælges under hensyntagen til, at bestyrelsens medlemmer tilsammen skal have kompetencer og erfaring, som svarer til fondens aktiviteter.

Udpegningstype

Københavns Kommunes bestyrelsesmedlem udpeges ved flertalsvalg.

Vederlag

Hvert bestyrelsesmedlem honoreres med et årligt vederlag.

Funktionsperiode

Funktionsperioden for den bestyrelse, der tiltræder i december 2020, varer frem til 31. december 2024.

 

Søren Wille /Nikolaj Hvingtoft

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. december 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top