Metroselskabet I/S' forretningsstrategi 2014-2018
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen godkender Metroselskabet I/S' forretningsstrategi 2014-2018 og dermed bekræfter ejernes beslutning på tidligere interessentskabsmøde.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune (50 pct.), staten v/Transport- og Bygningsministeriet (41,7 pct.) og Frederiksberg Kommune (8,3 pct.). Det fremgår af selskabets vedtægter, at selskabet minimum hvert fjerde år skal revidere forretningsstrategien.
Københavns Kommunes kompetence til at foretage vigtige økonomiske og selskabsmæssige dispositioner i Metroselskabet I/S, herunder godkendelse af forretningsstrategi, ligger hos Borgerrepræsentationen, jf. beslutning af den 22. september 2016, dagsordenspunkt 8 (delegationssagen).
Forretningsstrategien for 2014-2018 blev præsenteret på Metroselskabets bestyrelsesmøde den 3. april 2014, men på det tidspunkt var statens nye bestyrelsesmedlemmer (Birgitte Brinch Madsen og Harald Børsting) endnu ikke udpeget. På interessentskabsmødet den 30. april 2014 blev forretningsstrategien vedtaget af ejerne med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse.
En let redigeret forretningsstrategi for 2014-2018 blev først forelagt bestyrelsen igen på Metroselskabets bestyrelsesseminar den 28. august 2015, hvor det blev besluttet ikke at ændre i strategien, men i stedet have fokus på, at de to vigtige projekter (Sydhavnsmetroen og Hovedstadens Letbane) blev indarbejdet i den kommende forretningsstrategi (2018-2022). I den forbindelse blev den endeligt godkendte forretningsstrategi for 2014-2018 ikke fremsendt til ejerne.
Løsning
I bilag 1 ses Metroselskabet I/S' forretningsstrategi for 2014-2018.
Forretningsstrategien for 2014-2018 tager udgangspunkt i selskabets opgave med at sikre, at passagerer hver dag kan komme rettidigt, hurtigt, sikkert og komfortabelt gennem byen. Det underbygges af selskabets vision:
Metroselskabet bygger og driver moderne kollektiv infrastruktur med respekt for naboer, miljø og byen. Metroselskabet leverer effektiv og pålidelig kollektiv trafik, der øger mobiliteten for borgere, brugere og besøgende i hovedstadsområdet.
I forbindelse med arbejdet mod visionen har selskabet fastlagt følgende mission:
Metroselskabet tager ansvar for drift og udvikling af den kollektive trafik ved at udvikle, projektere, bygge og drive Metro og lignende letbanesystemer i bynære områder under hensyn til omgivelserne.
For at sikre opfyldelsen af selskabets vision og mission er der udvalgt følgende strategiske mål, som uddybes i forretningsstrategien:
- Passagerer og drift
- Cityringen og Nordhavn
- Naboer og omgivelser til selskabets byggepladser
- Uddannelses- og praktikpladser
- Social dumping
- Udbud og projektering
- Selskabets CSR forpligtelse med fokus på drift og anlæg
- Selskabets organisation med fokus på at understøtte forretningen
Forretningsstrategien for 2014-2018 indeholder de væsentligste emner og problemstillinger, som Københavns Kommune har fokus på.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Indstillingen behandles i Borgerrepræsentationen, hvorefter forvaltningen vil meddele beslutningen til Metroselskabet I/S, Frederiksberg Kommune og staten v/Transport- og Bygningsministeriet.
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen godkender Metroselskabet I/S' forretningsstrategi 2014-2018 og dermed bekræfter ejernes beslutning på tidligere interessentskabsmøde.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. november 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.