Anlæg af cykelruten Svanemølleruten, Østerbro
For at forbedre forholdene for cyklisterne på Østerbro skal der tages stilling til projektforslag for dele af Svanemøllerutens etape 3 og dele af etape 4 og frigivelse af midler til anlæg.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til anlæg af dele af Svanemøllerutens etape 4. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg fordelt med 1,5 mio. kr. i 2016 og 1,5 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Ved ”Kickstart København” (A, B og F) (BR 20. maj 2010) blev 100 mio. kr. afsat til ”Cykelpakke Østerbro”, og ved Borgerrepræsentationens beslutning 14. marts 2013 blev 4,6 mio. kr. omdisponeret fra projektet ”Randersgades forlængelse” til etablering af Svanemøllerutens 3. etape.
Med Overførelsessagen 2013-2014 (A, B, F, O og Ø) (BR 8. maj 2014) blev 12 mio. kr. afsat til ”Bedre cykelforbindelser”, heraf 10,0 mio. kr. til projektering og anlæg af etape 4.
Der skal tages stilling til forslag for dele af Svanemøllerutens etape 3 og dele af etape 4 samt til frigivelse af anlægsmidler til dele af etape 4, så anlægsprojektet kan igangsættes.
Løsning
1. og 2. etape af ruten fra Langelinjebroen og videre til Østerbrogade blev anlagt i 2013, jf. bilag 1A. Når de fire etaper er etableret i 2017, kan der cykles fra Ryparken Station til Langelinjebroen i grønne omgivelser. 4000-6000 cyklister i døgnet forventes at bruge ruten.
Der fremlægges et delprojekt for etape 3, som omfatter strækningen fra Bellmansgade til Kildevældskolens parkeringsplads. Forvaltningen fremlægger ligeledes i denne indstilling et delprojekt for etape 4, som omfatter strækningen langs Kildevældsskolen og Kildevældsparken fra Sibeliusgade til Borgervænget, jf. bilag 1B.
Etape 3 skulle have været anlagt i december 2014, og forventes indtil videre knap 3 år forsinket. Forsinkelsen på etape 3 skyldes forhandlinger med politiet. Dog kan en del af etape 3 anlægges fra november 2016 til juni 2017. Strækningen er meget smal, og der har været dialog med politiet om forskellige løsningsmuligheder, fx nedlæggelse af 27 parkeringspladser, inddragelse af fortov til cykelsti og hastighedsdæmpende foranstaltninger. Der er fortsat ikke en endelig afklaring på spørgsmålet om nedlæggelse af parkeringspladserne. Afklaring forventes at foreligge senest ved udgangen af 2016 og vil indgå i en kommende indstilling om anlæg af de resterende dele af etape 3 og 4.
Etape 4 skulle have været anlagt i august 2016, men er forsinket med 16 mdr., da forhandlingerne med de private grundejere har trukket ud, som blandt andet har haft krav til forvaltningens vedligeholdelse af cykelstien.
Under projekteringen er etape 3 og 4 slået sammen for at kunne anlægge den dobbeltrettede cykelsti på Sibeliusgade i et stræk.
De to delprojekter fremlægges nu af hensyn til en planlagt renovering af Kildevældsskolen i januar 2017, som forventes at vare 2 år, hvorunder der ikke kan udføres anlægsarbejde på strækningen langs Kildevældsskolens parkeringsplads, jf. bilag 3C og 3D, da denne skal anvendes som byggeplads.
Forvaltningens forslag for dele af 3. og 4. etape fremgår af bilag 3. Forslaget vil forbedre fremkommeligheden og trygheden for cyklister på strækningen fra Bellmansgade via Sibeliusgade frem til Kildevældsparken.
Bellmansgade - Borgervænget, jf. bilag 3
Mellem Bellmansgade og Kildevældsparken anlægges en dobbeltrettet cykelsti, jf. bilag 3A-D. I Kildevældsparken løber cykelruten på den eksisterende fællessti, jf. bilag 3D-E. For at nedsætte hastigheden for biler, herunder busser til Movias garage for enden af Sibeliusgade, og for derved at øge trygheden for cyklister, etableres to vejbump på Sibeliusgade samt en hævet flade i krydset Sibeliusgade/Bellmansgade, jf. bilag 3A-C.
Inddragelse af areal til cykelsti
I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning 14. marts 2013 inddrages ved anlæg af cykelstien et smalt areal fra de tilstødende institutioner på 3 meter. Der inddrages 300 m2 fra legepladserne og 250 m2 fra parkeringspladsen, som bruges af de kommunale institutioner Kildevæld Frit og Klub og Kildevældsskolen, jf. bilag 3A-E. Skure mv. vil blive genopført.
Konsekvenser for parkeringspladser, jf. bilag 4
Anlæg af 1. del af etape 3 forudsætter nedlæggelse af en bilparkeringsplads i kommende gul betalingszone ud for Sibeliusgade 29, jf. bilag 4.
Parkeringsbelægningen på Sibeliusgade er 98% kl. 12, 108% kl. 17 og 114% kl. 22. Det vurderes, at indførelsen af gul zone generelt vil nedbringe belægningsprocenterne i området, da bilister uden beboerlicens forventes at ville finde andre steder at parkere.
Konsekvenser for træer
Projektforslaget forudsætter, at syv træer fældes - tre ældre birketræer (ca. 30-40 år), tre mindre tjørne (5-10 år) samt et mindre bøgetræ (5-10 år), da de står, hvor den dobbeltrettede cykelsti skal anlægges, jf. bilag 3A-E.
Med Københavns Kommunes træpolitik (BR 26. maj 2016) er det kun muligt at fælde eksisterende træer, hvis det vurderes afgørende nødvendigt. Forvaltningen vurderer, at det ikke vil være muligt at gennemføre projektet, hvis træerne skal skånes. En mulig ændret linjeføring, så cykelstien i stedet anlægges i den nordlige side af Sibeliusgade, vil betyde fældning af træer der samt inddragelse af forholdsvis store arealer fra de 15 kolonihaver vest for Bellmansgade.
Forslaget indeholder genplantning af syv træer på Kildevældsskolens legeplads. Træernes art og endelige placering vil blive aftalt med Kildevældsskolen.
Høring
Det fremlagte projektforslag er godkendt af politiet.
Projektforslaget har været i høring hos Østerbro Lokaludvalg, som har ønsket hastighedsdæmpende foranstaltninger på Sibeliusgade. Forvaltningen har indarbejdet to busvenlige vejbump på Sibeliusgade samt en hævet flade i krydset Sibeliusgade/Bellmansgade.
Østerbro Lokaludvalg ønsker, at den parkeringsplads, der nedlægges, oprettes igen i nærområdet. Forvaltningen har undersøgt, om det er muligt at optimere parkeringsforholdene på de nærmeste veje. Det er ikke muligt, fordi området i forvejen er meget presset. Høringssvar og forvaltningens kommentarer fremgår af bilag 5.
Resterende dele af Svanemøllerutens etape 3 og 4
Ved Borgerrepræsentationens beslutning 14. marts 2013 blev det besluttet, at der på Sibeliusgade mellem Østerbrogade og Edward Griegs Gade skulle anlægges cykelsti/bane i begge sider, og at der mellem Edward Griegs Gade og Bellmansgade skulle anlægges en cykelsti i den ene side af gaden evt. ved at opdele det eksisterende fortov, jf. bilag 1B (etape 3, del 1). Forvaltningen undersøger fortsat mulighederne for at etablere cykelbaner i begge sider samt de fysiske og økonomiske konsekvenser ved at inddrage areal til gaden fra fortovene. Forvaltningen er, som nævnt ovenfor, stadig i dialog med politiet om muligheden for at nedlægge de resterende 27 parkeringspladser mellem Edward Griegs Gade og Bellmansgade, som er forudsat for anlæg af de resterende dele af etape 3, jf. BR 14. marts 2013. Hvis det ikke er muligt at etablere de ønskede løsninger mellem Østerbrogade og Bellmansgade, vil forvaltningen fremlægge alternative forslag til beslutning, som kan indgå i en sammenhæng med cykelstien mellem Bellmansgade og Kildevældsparken. På den resterende del af etape 4 er der fortsat dialog med en grundejer om cykelsti på et privatejet matrikel. Hvis der ikke kan opnås aftale med grundejer, kan ruteføringen ændres for den sidste del af cykelruten til Ryparken Station.
Økonomi
Bilag 6 indeholder oplysninger om finansieringen af etape 3, hvortil der tidligere er frigivet midler.
I Overførselssagen 2013-2014 blev der afsat 12,0 mio. kr. (2014 p/l) til Bedre cykelforbindelser. Af det samlede budget på 12,0 mio. kr. blev der afsat 10,0 mio. kr. til projektering og anlæg af Svanemøllerutens etape 4. Af de 10,0 mio. kr. blev 0,5 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet med vedtagelsen af sagen (BR 8. maj 2014). Med denne indstilling skal der frigives 3,0 mio. kr. (2016 p/l) til detailprojektering og anlæg af dele af etape 4, jf. bilag 6.
Det afledte årlige indtægtstab i forbindelse med nedlæggelse af den ene parkeringsplads i den kommende gule betalingszone på 3.700 kr. kr. vil søges finansieret i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.
Videre proces
Anlæg forventes udført i perioden fra november 2016 til juni 2017. Forslag til de sidste dele af Svanemøllerutens etape 3 og 4 og forventes fremlagt til politisk behandling omkring årsskiftet 2016/2017 med henblik på anlæg i efteråret 2017.
Pernille Andersen /Anders Møller
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget danner grundlag for detailprojektering og anlæg af dele af Svanemøllerutens etape 3 og dele af 4., jf. bilag 3A-E,
- at der i forbindelse med projektet nedlægges en parkeringsplads i den kommende gule betalingszone, jf. bilag 4.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til anlæg af dele af Svanemøllerutens etape 4. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg fordelt med 1,5 mio. kr. i 2016 og 1,5 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2016
Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag:
”At indstillingen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at finde en løsning, hvor de tre gamle træer friholdes”.
Ændringsforslaget blev ikke godkendt med en stemme mod otte. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B.
Imod stemte: A, C, I, V og Ø.
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 3. at-punkt anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre noterer med beklagelse, at der ikke er opbakning til at undersøge en løsning, hvor de tre gamle træer friholdes.”
Socialdemokraterne og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Forvaltningen skal i det videre arbejde se på mulighederne for at integrere tryghedsfremmende initiativer som fx belysning i projektet.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. november 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Radikale Venstre noterer med beklagelse, at der ikke er opbakning til at undersøge en løsning, hvor de tre gamle træer friholdes.”
Socialdemokraterne og Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som SF tilsluttede sig:
”Forvaltningen skal i det videre arbejde se på mulighederne for at integrere tryghedsfremmende initiativer som fx belysning i projektet.”