Mødedato: 10.10.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om sanering i politikker og strategier m.m.

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det forslås,

  1. at alle fremtidige politikker, strategier og administrationsgrundlag mm. vedtaget af Borgerrepræsentationen eller udvalg, forsynes med en udløbsdato. Udvalget eller Borgerrepræsentationen skal senest et halvt år før udløbsdatoen tage stilling til om den givne politik, strategi, administrationsgrundlag mv. skal fortsætte.
  2. at alle forvaltninger gennemgår de eksisterende politikker, strategier og administrationsgrundlag mm. som er politisk vedtagne og ikke følger af lovgivningen for at identificere om de overlapper hinanden, eller er blevet uaktuelle, og på den baggrund udarbejder en indstilling til de relevante udvalg og/eller Borgerrepræsentationen om, hvorvidt bestemte politiker eller strategier kan undværes.
  3. at alle forvaltninger herefter udarbejder en indstilling til de relevante udvalg og/eller Borgerrepræsentationen med forslag om, at eksisterende politikker, strategier og administrationsgrundlag mm., som er politisk vedtagne og ikke følger af lovgivningen tilføres en udløbsdato. Udvalget eller Borgerrepræsentationen skal senest et halvt år før udløbsdatoen tage stilling til om den givne politik, strategi, administrationsgrundlag mv. skal fortsætte.
  4. at Økonomiforvaltningen med inddragelse af alle øvrige forvaltninger udarbejder et fælles system, hvor alle gældende politiker, strategier og administrationsgrundlag mm., som er politisk vedtagne fremgår samt deres udløbsdato.
  5. at Økonomiforvaltningen med inddragelse af alle øvrige forvaltninger udarbejder et udkast til et regelhierarki med en fælles terminologi, der skal sikre en bedre fælles forståelse for, hvilke styringsdokumenter, der ligger hvor i styringshierarkiet.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

Motivering

Der er bred politisk opbakning til at afbureaukratisere kommunernes drift. Når vi i de politiske fora i kommunen vedtager politikker, strategier og administrationsgrundlag mm. er der risiko for, at vi imod de politiske hensigter bureaukratiserer og øger kompleksiteten unødvendigt ved at beslutte overlappende og modsatrettede politikker, strategier og administrationsgrundlag.

I foråret stillede SF et politikerspørgsmål, hvor vi bad forvaltningerne opliste de politikker, strategier og administrationsgrundlag mm., som ligger til grund for ledelse af forvaltningen.

Forvaltningernes svar har vi samlet i et dokument, der er kendetegnet ved at være meget omfattende, uoverskueligt og overlappende. Vi foreslår på den baggrund, at der bliver ryddet op i kommunens politiker, strategier og administrationsgrundlag.

Vi ønsker også at forebygge, at vi igen opbygger en uoverskuelig mængde af politikker mm. Et praktisk greb, der kan forebygge er, at alle eksisterende og fremtidige politikker mm. forsynes med udløbsdato, og at det relevante udvalg et halvt år før udløbsdatoen tager stilling til om den givne politik, strategi, administrationsgrundlag mv. skal fortsætte. Det vil forenkle administrationen og fremme at vi kun har relevante og opdaterede styringsdokumenter i kommunen.      

På Københavns Kommunes hjemmeside kk.dk kan man finde en dedikeret side til kommunens politiker og indsatser. Umiddelbart er det dog ikke alle kommunens styringsdokumenter, der fremgår af siden. For at sikre bedre gennemskuelighed og overblik for borgerne, så er der brug for, at forvaltningerne går sammen om at lave et fælles system, der kan sikre overblik over hvilke politiker, strategier og administrationsgrundlag mm., der er gældende i Københavns Kommune samt udløbsdato.

Når de stående udvalg og Borgerrepræsentationen vedtager politiker, strategier mv, så fremgår det også uklart, hvor de passer ind i regelhierarkiet. Ofte er det tilfældigt om et styringsdokument, der besluttes politisk kaldes en politik, strategi eller indsats. For at sikre en mere overskuelig og strømlinet fælleskommunal forretningsgang forslår vi derfor også, at forvaltningerne i fællesskab udarbejder et udkast til et regelhierarki, hvor man har en fælles terminologi. På den måde kan man bedre fremadrettet hurtigere finde frem til, om en politik er over en strategi, og om der er tale om forvaltningsspecifikke forretningsgange eller fælles forretningsgange på tværs af kommunen.

Forslagsstiller er klar over, at man i flere forvaltninger er i gang med en proces, der skal rydde op i mængden af politiker, strategier osv. Forslagets intention er ikke at sætte en stopper for dette, men snarer tværtimod tilskynde det arbejde.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. oktober 2024

Et forslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og Radikale Venstre om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev godkendt uden afstemning

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti støtter intentionen om afbureaukratisering og sanering af kommunale politikker, strategier mv., så længe det sikres, at det ikke fører til mere brug af embedsværkets ressourcer, budgetmidler og at en nedlagt politik/strategi ikke genoptages, efter den er nedlagt/udløbet medmindre udvalget træffer beslutning herom.”

Til top