Mødedato: 10.10.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om helhedsplan for erhvervslivet i Københavns Kommune

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til en helhedsplan for erhvervslivet i Københavns Kommune med fokus på detailhandelen til behandling i relevante udvalg og i Borgerrepræsentationen. Helhedsplanen skal afdække hvilke barrierer, der står i vejen for erhvervslivets positive udvikling, og samtidig anvise konkrete løsninger for f.eks. infrastruktur og elementer i fremtidige lokalplaner, som kan bidrage til at forbedre og fremme erhvervslivets betingelser. Helhedsplanen skal fremlægges for relevante udvalg og Borgerrepræsentationen til politisk behandling snarest muligt.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Københavns erhvervsliv spiller en helt central i byens udvikling og velstand. Derfor ser Det Konservative Folkeparti med dyb bekymring på det stadigt stigende antal tomme butikslokaler i Københavns Kommune. Alene på f.eks. Valby Langgade er antallet af tomme butikslokaler steget med 84% på ti år. 

Samtidig er vi på ingen måde tilfredse med, at København placerer sig på en treogfirsindstyvende plads i Dansk Industris analyse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024.

Vi er opmærksomme på, at der er mange årsager til butiksdøden, herunder bl.a. stigende e-handel, men vi ønsker ikke blot at se til, mens erhvervslivet lider. 

Derfor finder vi det fundamentalt for Københavns positive udvikling, at Københavns Kommune tager ansvar og indgår aktivt i arbejdet for at fremme erhvervslivets muligheder til gavn for den generelle udvikling af kommunens bydele.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. oktober 2024

Et forslag fra Socialdemokratiet om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev godkendt med 55 stemmer for. Ingen medlemmer undlod at stemme

For stemte: Ø, A, C, F, B, V, Å, I og O

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Alternativet tilsluttede sig: 

“En række forvaltninger kommer snart med et bud på, hvilke initiativer Københavns Kommune kan iværksætte for netop at forhindre tomme butikslokaler på baggrund af et medlemsforslag stillet af Venstre. Derudover har Københavns Kommune en erhvervsstrategi med en række indsatser. Partierne opfordrer til at afvente forvaltningernes tilbagemelding, der givet vis overlapper med intentionen om en ny helhedsplan samt tager højde for allerede igangværende erhvervsrettede indsatser”

 

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Alternativet tilsluttede sig:

”Partierne opfordrer til, at der udarbejdes en erhvervsredegørelse, i lighed med boligredegørelsen, der beskriver problemstillinger og udviklingsmuligheder for erhvervslivet i Københavns Kommune, med henblik på, at Borgerrepræsentationen kan understøtte erhvervslivet bedst muligt.”

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Medlemsforslaget er i og for sig utrolig sympatisk. Men set i lyset af, at vi om lidt stemmer for mere afbureaukratisering, stemmer Radikale Venstre imod forslaget, idet der lige er vedtaget en erhvervsstrategi og indsatser rettet mod erhvervslivet allerede løftes andre steder. Desuden er vi ved at se på ressortflyt og vi behandler inden året er omme Kommuneplan 2024, som netop nu er i otte ugers offentlig høring. Når vi er lidt længere med begge dele, kan det godt være at en helhedsplan giver mening, men det må vi se på, når vi kender rammerne for erhvervslivet lidt bedre”. 

Til top