Opfølgning på beslutning om udstilling af kunstværker i Rådhushallen
Borgerrepræsentationen besluttede den 29. februar 2024 at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal undersøge muligheden for at arrangere en udstilling i Rådhushallen med værker fra kommunens kunstsamling, der ikke har været udlånt i fem år eller mere.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. maj 2024, at der skal afholdes en udstilling i Rådhushallen samt at Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samarbejde med Rådet for Visuel Kunst (RVK) - skal komme med forslag til finansiering af udstillingen i Rådhushallen.
RVK behandlede den 24. juni 2024 spørgsmålet, og ønsker i stedet for en udstilling at udarbejde et konkret forslag til, hvordan fx byens kulturhuse kan indgå i reaktiveringen af samlingen, så flere borgere kan få glæde af værkerne.
Der er derfor behov for at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til RVK’s ønske om en alternativ anvendelse af kommunens kunstsamling samt en endelig afklaring af finansieringen af udstillingen i Rådhushallen.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende finansiering på 29 t. kr. til gennemførelse af udstillingen i Rådhushallen, der anvises fra Rådet for Visuel Kunsts budget i 2024.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 29. februar 2024 på baggrund af et medlemsforslag fra Dansk Folkeparti, ”at pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen at undersøge muligheden for at arrangere en udstilling i Rådhushallen på Københavns Rådhus med de 69 dyrt indkøbte
kunstværker, som lige nu bliver opbevaret på et overskudsdepot på Enghavevej, og som ikke har været udlånt i 5 år eller mere”.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. maj 2024, at der skal afholdes en udstilling samt at Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samarbejde med Rådet for Visuel Kunst - skal komme med forslag til finansiering af udstillingen i Rådhushallen.
Løsning
Rådet for Visuel Kunst behandlede den 24. juni 2024 spørgsmålet og Rådet har afgivet følgende svar:
”Kultur- og Fritidsudvalget har den 23. maj 2024 anmodet Kultur- og Fritidsforvaltningen om - i samarbejde med Rådet for Visuel Kunst - at drøfte forslag til finansiering af udstilling i Rådhushallen med værker fra Københavns Kommunes kunstsamling, som ikke har været udlånt i fem år eller mere. Rådet for Visuel kunst har den 24. juni 2024 drøftet spørgsmålet.
Rådet for Visuel Kunst finder overordnet, at det er relevant at arbejde for tiltag, der kan styrke cirkulation og reaktivering af kunstsamlingen, men vurderer ikke, at en udstilling i Rådhushallen af værker, der ikke har været udlånt i fem år eller mere, vil bidrage til at indfri dette ønske. Rådet finder, at Rådet for Visuel Kunsts projektmidler vil kunne anvendes bedre ved fx at lade kunstnere kuratere i forvejen udvalgte større lokationer, så samlingen kan komme i spil på nye måder. Rådet for Visuel Kunst vil udarbejde et konkret forslag, hvor fx byens kulturhuse kan indgå i reaktiveringen af samlingen, så flere borgere kan få glæde af værkerne.”
Baggrund
Siden beslutningen den 29. februar 2024 er 32 værker blevet udlånt, så det i august 2024 drejer sig om 37 værker fra kunstsamlingen, der ikke har været udlånt de seneste fem år. Dette antal kan ændre sig (bilag 3).
Kultur- og Fritidsforvaltningen har estimeret udgifter for 29 t. kr. til udstillingen, hvilket er en reduktion i forhold til budgettet i maj 2024, fordi det drejer sig om færre værker.
Enkelte værker er så medtagede, at det vil forudsætte en større restaurering, før de vil kunne udstilles eller de kræver særlige omkostninger til opsætning i Rådhushallen. Disse værker er ikke medtaget i forslaget eller i budgettet. Det drejer sig om i alt seks værker. Hvis disse værker skal indgå i udstillingen, vil udgiften til afholdelse af udstillingen stige med 60 t.kr. til alt 89 t.kr.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt mulige tidspunkter for udstillingen og følgende perioder er ledige: 28. oktober – 6. november 2024, 20. januar – 29. januar 2025 og 27. januar – 5. februar 2025. Der er forudsat en to ugers sammenhængende tidsperiode, så der både er ca. fire dage til ophængning og 10 dage til selve udstillingen.
Økonomi
Hvis Borgerrepræsentationen beslutter at følge Kultur- og Fritidsudvalgets anbefaling, bliver finansieringen på 29 t. kr. til udstillingen anvist fra Rådet for Visuel Kunst budget i 2024. (YD-6496000003-00002).
Videre proces
Forvaltningen vil arrangere udstillingen, når finansiering til udstillingen er tilvejebragt.
Forvaltningen vil orientere KFU, når Rådet for Visuel Kunst har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan fx byens kulturhuse kan indgå i reaktiveringen af samlingen, så flere borgere kan få glæde af værkerne.
Søren Tegen Pedersen
/Marius Hansteen
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til Rådet for Visuel Kunsts svar vedrørende afholdelse af en udstilling i Rådhushallen af værker fra kommunes kunstsamling, der ikke har været udlånt i fem år eller mere
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende finansiering på 29 t. kr. til gennemførelse af udstillingen i Rådhushallen, der anvises fra Rådet for Visuel Kunsts budget i 2024
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2024
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse til 2. at-punkt:
”samt at der skal afsættes midler til eller tilknyttes en kurator fra kommunen til projektet”.
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, således at udvalget fastholdt beslutningen om at afholde en udstilling i Rådhushallen med 9 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, B og F
Imod stemte: V
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 7 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, B og F
Imod stemte: C og V
Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Venstre mener grundlæggende, det er spild af skattekroner og kommunale medarbejderes tid at udstille de kommunale kunstværker, som ingen tilsyneladende vil have op at hænge. Venstre mener i stedet, at værkerne bør sælges.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. oktober 2024
Indstillingen blev godkendt med 41 stemmer imod 14. Ingen medlemmer undlod at stemme:
For stemte: Ø, A, F, B, Å, I og O
Imod stemte: C og V
Venstre videreførte følgende protokolbemærkning:
”Venstre mener grundlæggende, det er spild af skattekroner og kommunale medarbejderes tid at udstille de kommunale kunstværker, som ingen tilsyneladende vil have op at hænge. Venstre mener i stedet, at værkerne bør sælges.”