Forespørgsel om by- og pendlercykler i København
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøborgmesteren bedes redegøre for:
- i hvilket omfang Københavns Kommune er bundet af det system for by- og pendlercykler, der p.t. er under afprøvning i kommunen, herunder hvor langt testperioden strækker sig, og om der vil være yderligere økonomiske eller juridiske bindinger efterfølgende, samt
- den eksakte pris pr. cykel i det igangværende pilotprojekt, såvel under testperioden og efterfølgende i fald kommunen vælger at indgå en aftale.
(Stillet af Det Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, og Liberal Alliance)
Problemstilling
Løsning
Økonomi
Videre proces
MOTIVERING
Frem mod maj 2014 testes et koncept for by- og pendlercykelsystem som besluttet i Borgerrepræsentationen 13. december 2012. På baggrund af denne evaluering udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen i juni 2014 indstilling om endelig stillingstagen til et by- og pendlersystem. Et by- og pendlersystem, som der senest er afsat penge til i de nyligt overståede budgetforhandlinger.
Et tidssvarende, dækkende og økonomisk fornuftigt by- og pendlersystem bør være et naturligt tilbud til borgere og turister i en af verdens mest cykelvenlige storbyer, men af samme grund er det også afgørende, at den endelige beslutning om et system træffes på et så sikkert grundlag som muligt, og at der er fuld gennemsigtighed. De seneste uger er der i medierne stillet spørgsmål ved såvel det igangværende pilotprojekt, fx i forhold til cyklernes pris, ligesom der er stillet spørgsmål ved, i hvilket omfang Københavns Kommune er bundet af et bestemt projekt, når en endelig beslutning skal træffes. På den baggrund efterspørger forespørgselsstillerne klarhed over det igangværende pilotprojekt, økonomien i dette, og eventuelle juridiske, økonomiske eller andre bindinger i forlængelse af projektet.
Beslutning
Forespørgslen blev besvaret.