Cykelsti Fyrbødervej-Lersøparken, projektforslag
For at skabe sammenhæng i nettet af grønne cykelruter mellem Nørrebro og den nordøstlige del af kommunen fremlægges projektforslag for anlæg af et stykke cykelsti (et ”missing link”) mellem Fyrbødervej og Lersøparken under Tagensvej fra Bispebjerg Station.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at der i 2014 frigives en anlægsbevilling på 1,75 mio. kr. (2013 p/l) til anlæg af cykelstien mellem Fyrbødervej og Lersøparken. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.
Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Cykelstien ’Fyrbødervej-Lersøparken’ indgår i Cykelpakke VI, som er en del af Budget 2013. Projektforslaget til cykelstien mellem Fyrbødervej og Lersøparken er nu udarbejdet til udvalgets godkendelse, og de resterende anlægsmidler ønskes frigivet.
Løsning
København skal leve op til visionen om at være verdens bedste cykelby, hvorfor kommunen arbejder på at etablere genveje, så fremkommeligheden og sikkerheden for cyklister forbedres.
Anlægget af det manglende stykke cykelsti mellem Fyrbødervej og Lersøparken sikrer, at cyklister fra Bispebjerg kan komme let og ubesværet på tværs af Tagensvej ind mod Nørrebro og omvendt.
I dag ligger der en delt cykel/gangsti langs banelegemet fra Fyrbødervej frem til Tagensvej ved Bispebjerg Station (bilag 1). Det manglende stykke cykelsti anlægges som en delt cykel/gangsti i forlængelse af den eksisterende cykel/gangsti under Tagensvej frem til Lersøparken, hvor den kobler sig på det eksisterende stisystem i parken (bilag 2 og 3).
Projektforslaget medfører ikke nedlæggelse af parkeringspladser.
Myndighed og Lokaludvalg
Projektforslaget er godkendt af Politiet.
Projektforslaget har været til høring hos Bispebjerg Lokaludvalg, som har givet en positiv tilbagemelding med enkelte kommentarer. Lokaludvalget understreger vigtigheden af at holde en lav beplantning på skråningen i området mellem den nye sti og den eksisterende sti på Lersøparken. Lokaludvalget påpeger, at det er vigtigt, at cyklister føler sig trygge, når de færdes i dette område, hvilket kan fremmes med et godt udsyn. Forvaltningen er enig i dette synspunkt. Lokaludvalgets kommentarer fremgår af bilag 4, og forvaltningens tilbagemelding fremgår af bilag 5.
Økonomi
Der er afsat i alt 2,0 mio. kr. (2013 p/l) til projektet i Budget 2013 (budgetforlig indgået mellem Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance). Heraf var 0,25 mio. kr. (2013 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen.
De forventede udgifter på 1,75 mio. kr. fordeler sig med 0,07 mio. kr. til ekstern rådgivning, 0,08 mio. kr. til internt lønforbrug samt 1,6 mio. kr. til fysisk anlæggelse af projektet. Alle udgifter forventes afholdt i 2014.
Det forventes, at projektet vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.
Videre proces
Projektet forventes anlagt i perioden marts-april 2014.
Jens Elmelund / Jens Christian Zøfting-Larsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslag i bilag 3 danner grundlag for detailprojektering og anlæg af cykelruten ’Fyrbødervej-Lersøparken’.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 1,75 mio. kr. (2013 p/l) til anlæg af cykelstien mellem Fyrbødervej og Lersøparken. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. august 2013
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget præciserer, at anlægsbevillingen på 1,75 mio. kr. (2013 p/l) frigives i 2014.
Desuden forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet 24. september 2013
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.