Strukturkommissionen
Strukturkommissionen
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 10. oktober 2002
BR 529/02
Strukturkommissionen
Strukturkommissionen
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet indstiller administrerende direktør Erik Jacobsen, Økonomiforvaltningen, og som ligestillingsalternativ chefkonsulent Vibeke Iversen, Økonomiforvaltningen, til hvervet som medlem af Strukturkommissionen, at Borgerrepræsentationen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet indstiller direktør Paul Sax Møller, Økonomiforvaltningen, og som ligestillingsalternativ chefkonsulent Kit Claudi, Økonomiforvaltningen, til hvervet som stedfortræder i Strukturkommissionen, samt at Borgerrepræsentationen meddeler Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at Københavns Kommune med henvisning til sagens særlige betydning ønsker at være repræsenteret ved Økonomiforvaltningens administrerende direktør, Erik Jacobsen.
(Økonomiforvaltningen)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Borgerrepræsentationen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet indstiller administrerende direktør Erik Jacobsen, Økonomiforvaltningen, og som ligestillingsalternativ chefkonsulent Vibeke Iversen, Økonomiforvaltningen, til hvervet som medlem af Strukturkommissionen.
at Borgerrepræsentationen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet indstiller direktør Paul Sax Møller, Økonomiforvaltningen, og som ligestillingsalternativ chefkonsulent Kit Claudi, Økonomiforvaltningen, til hvervet som stedfortræder i Strukturkommissionen.
at Borgerrepræsentationen meddeler Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at Københavns Kommune med henvisning til sagens særlige betydning ønsker at være repræsenteret ved økonomiforvaltningens administrerende direktør, Erik Jacobsen.
RESUME
Indenrigs- og sundhedsministeren har anmodet Københavns Kommune om at indstille en kvinde og en mand til et hverv som medlem af Strukturkommissionen samt til en eventuel stedfortræder. Kommissionen skal vurdere fordele og ulemper ved forskellige modeller for indretninger af den offentlige sektor og på den baggrund komme med anbefalinger til ændringer, som er holdbare over en længere årrække. Strukturkommissionen skal afslutte sit arbejde senest med udgangen af 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Indenrigs- og sundhedsministeren har ved brev af 1. oktober 2002 meddelt Københavns Kommune, at regeringen har besluttet at nedsætte en Strukturkommission. Ministeren anmoder Københavns Kommune om at indstille en kvinde og en mand til hvervet som medlem af Strukturkommissionen samt til en eventuel stedfortræder.
Det fremgår af "Kommissorium for Strukturkommissionen" af 1. oktober 2002, at kommissionen får til opgave at tilvejebringe en teknisk og faglig analyse, der kan udgøre et beslutningsgrundlag for ændringer i rammerne for løsningen af den offentlige sektors opgaver. Kommissionen skal vurdere fordele og ulemper ved forskellige modeller for indretninger af den offentlige sektor og på den baggrund komme med anbefalinger til ændringer, som er holdbare over en længere årrække.
I vurderingen af fordele og ulemper ved forskellige indretninger af den offentlige sektor skal bl.a. følgende kriterier lægges til grund og afvejes i forhold til hinanden: Effektivitet og bæredygtighed, demokratisk kontrol, borgerinddragelse og dialogen mellem borgere og politikere, kvalitet i opgaveløsningen, nærhed til borgerne, borgernes retssikkerhed og valgmuligheder, klarhed i ansvarsfordelingen og sammenhæng mellem kompetence og økonomisk ansvar.
Strukturkommissionen skal med udgangspunkt i disse kriterier opstille og vurdere forskellige modeller for placering af ansvaret for løsningen af offentlige opgaver - og hensigtsmæssige størrelser af de offentlige enheder.
Regeringen har nedsat et rådgivende udvalg om sundhedsområdet, som ultimo 2002 forventes at afslutte sit arbejde vedrørende organiseringen af sygehusvæsenet. Resultatet heraf skal inddrages i Strukturkommissionens arbejde.
Strukturkommissionen skal endvidere komme med en overordnet beskrivelse af de behov for ændringer i finansieringen, som følger af en eventuelt ændret opgaveplacering.
Strukturkommissionen skal afslutte sit arbejde senest med udgangen af 2003.
Strukturkommissionen får følgende sammensætning:
- En formand udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren
- Tre medlemmer med særlige ekspertise i de emner, som kommissionen skal behandle, udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren
- Én repræsentant for henholdsvis KL, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner
- Én repræsentant for henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Justitsministeriet.
Der kan udpeges stedfortrædere for de kommunale og statslige repræsentanter i kommissionen.
Der skal i medfør af lov om ligestilling af kvinder og mænd § 9, stk. 1, indstilles både en kvinde og en mand til hvervene som henholdsvis medlem og stedfortræder i kommissionen. Bestemmelsen kan dog fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og der samtidig er angivet en begrundelse herfor, jf. lovens § 9, stk. 2.
Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening har oplyst, at man indstiller direktørerne til hvervene som medlemmer af Strukturkommissionen, og Frederiksberg Kommune har oplyst, at kommunaldirektøren indstilles som kommunens repræsentant i kommissionen.
Økonomiforvaltningen foreslår, at Borgerrepræsentationen i henhold til ligestillingsloven indstiller en mand og en kvinde til hvervene som henholdsvis medlem og stedfortræder i Strukturkommissionen, men at kommunen med henvisning til sagens særlige betydning, anmoder Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at blive repræsenteret ved økonomiforvaltningens administrerende direktør, Erik Jacobsen, som har det overordnede kendskab til hele kommunens organisation og opgavevaretagelse. Hertil kommer et ønske om at være repræsenteret på samme niveau som Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Frederiksberg Kommune.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
Indenrigs- og sundhedsministerens brev af 1. oktober 2002 (udsendt den 7. oktober 2002).
Paul Sax Møller
/Flemming Dubgaard Hansen