Mødedato: 10.05.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om undersøgelse af daginstitutionspladser

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen hurtigst muligt at fremsætte forslag til politisk behandling af en iværksættelse af en uvildig undersøgelse af forholdene i de københavnske daginstitutioner. Undersøgelsen skal tage afsæt i Ole Henrik Hansens nylige ph.d.-afhandling, som viser at børnene i vuggestuer i stort omfang svigtes.   

(Stillet af Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance)

MOTIVERING

En ny ph.d.-afhandling af Ole Henrik Hansen viser, at børnene i landets vuggestuer i stort omfang spilder deres barndom. De svigtes og overlades til sig selv i et så grelt omfang, at den manglende voksenkontakt hæmmer deres udvikling.

Det er skræmmende læsning, og skræmmende at kommunerne øjensynligt så massivt svigter en af sine helt centrale kerneopgaver. I København vil vi gerne bryste sig af at være en børnevenlig storby, og vi vil gerne tiltrække børnefamilier for at sikre udvikling, vækst og velstand. Men hvordan skal forældre kunne overlade deres børn trygt i kommunens varetægt, når børn jf. afhandlingen går rundt som ”sanseløse pingviner” grundet manglende voksenkontakt.

Københavns Kommune må som ansvarlig for de kommunale vuggestuer derfor naturligvis reagere på en sådan undersøgelse. Det skylder vi de københavnske forældre og ikke mindst børnene. Og det skylder vi ikke mindst, fordi at afhandlingen baserer sig på observationer i vuggestuer netop i Københavnsområdet.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen hurtigst muligt at fremsætte forslag til politisk behandling af en iværksættelse af en uvildig undersøger, som har til formål, i forlængelse af ph.d.-afhandlingens resultater, at afdække forholdene i de københavnske daginstitutioner.

Ph.d.-afhandlingen påviser, at mange daginstitutioner angiveligt er så elendige, at de burde lukke. Om det er tilfældet i Københavns Kommune skal den uvildige undersøgelse afdække. Vi skal have klarhed over, om der er noget galt i Københavns Kommune, og hvad vi i givet fald kan gøre.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. maj 2012

Det Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag:

”Det foreslås, at at-punktet erstattes med:

 

at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at iværksætte en undersøgelse af forholdene i de københavnske daginstitutioner. Undersøgelsen skal danne baggrund for anbefalinger til de kommende budgetforhandlinger, om hvordan kvaliteten i daginstitutionerne kan højnes og skal inddrage relevant viden og forskning på området.”

 

 

Det af Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag blev forkastet med 27 stemmer imod 6. 11 undlod.

 

For stemte: B og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

Imod stemte: A, F, 1 medlem af V (Leslie Arentoft) og Ø.

Følgende undlod at stemme: C, I, O og 1 medlem af V (Flemming Steen Munch).

 

 

Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 29 stemmer imod 9. 5 undlod.

 

For stemte: C, I og O.

Imod stemte: A, F, Jaleh Tavakoli (løsgænger), V og Ø.

Følgende undlod at stemme: B.

Til top