Mødedato: 10.04.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen

Borgerrepræsentationen skal beslutte, hvem der skal stå for drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen i en 5-årig periode efter færdiggørelsen, og om finansieringen af udgiften til drift og vedligeholdelse af Nordhavnsanlægget skal indgå i budgetforhandlingerne for 2015.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommunes option om at fravælge entreprenørens forpligtelse til at forestå drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen ikke udnyttes,
  2. at finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen med 6,8 mio. kr. i årlige anlægsudgifter for 2015 og frem indgår i budgetforhandlingerne for 2015,
  3. at finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnsvejen med 5,1 mio. kr. i årlige driftsudgifter for 2015 og frem indgår i budgetforhandlingerne for 2015.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommune har efter aftalen med entreprenøren på Nordhavnstunnellen en option om at fravælge entreprenørens forpligtelse til i en 5-årig periode at forestå drift og vedligeholdelse af tunnellens mekaniske og elektriske installationer, når Nordhavnstunnellen er taget i brug.

Ifølge kontrakten skal entreprenøren have meddelelse om, hvorvidt Københavns Kommune vil gøre brug af optionen senest 18 måneder før ibrugtagningen.

Ibrugtagningstidspunktet er angivet til december 2015, men den nyeste prognose i forhold til ibrugtagningstidspunktet er imidlertid ultimo august/primo september 2015. Den politiske beslutning om udnyttelse af optionen skal derfor træffes og meddeles entreprenøren inden udgangen af første kvartal 2014.

Borgerrepræsentationen har ikke tidligere taget stilling til finansieringen af drift og vedligeholdelse af Nordhavnsanlægget.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Københavns Kommune ikke udnytter vej- og tunnelentrepriseaftalens option om at fravælge entreprenørens forpligtelse til at forestå drift og vedligeholdelse i de første 5 år efter ibrugtagning. Det betyder, at entreprenørens pligt til at stå for drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen i de første 5 år fastholdes.

Beslutningen skal sikre en hensigtsmæssig overgang fra anlæg og til de kommende års drift og vedligeholdelse, herunder give den udførende entreprenør et incitament til fortsat at vælge holdbare og driftssikre løsninger i byggeriet.

Udgiften til drift og vedligeholdelse på Nordhavnsanlægget vil være høj, da der er tale om en lang tunnel. Projektet kan ikke sammenlignes med noget andet vejstykke i København. Der stilles derfor særligt mange myndighedskrav til indretning, sikkerhed og deraf vedligeholdelse.

På anlægget er der mange mekaniske og elektriske installationer, som skal vedligeholdes og overvåges kontinuerligt. Systemet skal kunne melde om alle afvigelser til driftsoperatøren – både om det akutte og det mere planlagte.

Forvaltningen har i forbindelse med planlægningen af anlægget haft udgiften til drift og vedligeholdelse af tunnelen konkurrenceudsat. For den øvrige del af Nordhavnsvejs-forbindelsen, har forvaltningen på baggrund af erfaring estimeret udgiften til drift og vedligeholdelse.

Hvis finansieringen af drift og vedligeholdelse ikke bevilges, kan tunnelen ikke tages i brug. Københavns Kommune vil da ikke kunne efterleve de mange myndighedskrav, som stilles til et stort tunnelanlæg.

Økonomi

Beslutningen er omkostningsneutral for Københavns Kommune, forstået på den måde, at drift og vedligehold af Nordhavnstunnellen i udgangspunktet forventes at koste det samme, uanset om det er entreprenøren eller kommunen, der forestår driften.

Hvis Københavns Borgerrepræsentation vedtager at fastholde den udførende entreprenørs kontraktlige forpligtelse til at forestå drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen i de første 5 år efter færdiggørelse, er det forvaltningens vurdering, at omkostningerne til de første 5 års drift og vedligeholdelse er en udvidelse af anlægsprojektets omfang og løbetid, som kan anlægsfinansieres. De nødvendige midler hertil er dog ikke indeholdt i projektets oprindelige anlægsbevilling.

Finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen med 6,8 mio. kr. i årlige anlægsudgifter fra 2015 og frem indgår i budgetforhandlingerne for 2015.

Finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnsvejen med 5,1 mio. kr. i årlige driftsudgifter for 2015 og frem vil ligeledes indgå i budgetforhandlingerne for 2015.

Videre proces

Nordhavnsanlægget forventes ibrugtaget i 2015.  

 

 

Pernille Andersen                             /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes option om at fravælge entreprenørens forpligtelse til at forestå drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen ikke udnyttes,
  2. at finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnstunnellen med 6,8 mio. kr. i årlige anlægsudgifter for 2015 og frem indgår i budgetforhandlingerne for 2015,
  3. at finansieringen af udgifterne til drift og vedligeholdelse af Nordhavnsvejen med 5,1 mio. kr. i årlige driftsudgifter for 2015 og frem indgår i budgetforhandlingerne for 2015.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 4. marts 2014

Indstillingen blev anbefalet.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. april 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Til top