Høringssvar vedrørende ændring af lov om en Cityring
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at Københavns Kommunes høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om en Cityring godkendes (bilag 1).
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Københavns Kommune har den 27. februar 2014 modtaget Transportministeriets høring over udkast til lovforslag til Lov om ændring af lov om en Cityring med anmodning om, at eventuelle bemærkninger tilsendes Transportministeriet senest den 27. marts 2014.
Lovforslaget (bilag 2) udmønter den politiske aftale om klare rammer for byggeriet af Metrocityringen, som regeringen indgik med Venstre, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti den 21. februar 2014 (bilag 3). Lovforslaget har et dobbelt formål. Dels at tilvejebringe et retligt grundlag for, at cityringsprojektet kan færdiggøres i overensstemmelse med de forudsætninger, der lå til grund for vedtagelsen af Cityringsloven, og de beslutninger, som Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har truffet om udvidede arbejdstider. Dels at skabe rammer for, at generne for naboerne kan håndteres på en væsentlig bedre måde, end det er tilfældet i dag, bl.a. gennem bedre mulighed for at kunne tilbyde genhusning til de mest belastede naboer.
Københavns Kommune hilser forslaget til lovændring velkomment og opfordrer til, at det vedtages hurtigst muligt. Lovforslaget sikrer mulighederne for at implementere de udvidede arbejdstider, som Borgerrepræsentationen tiltrådte 19. juni 2013. Borgerne og projektet står i dag i en vanskelig situation, da reguleringsgrundlaget har vist sig at være uklart og har givet anledning til ændringer af rammerne for projektet undervejs og usikkerhed om naboernes forhold. Dertil har afgørelserne fra Natur- og Miljøklagenævnet medført skærpede krav til både beregningsmetoder og detaljeringsniveauet i påbuddene, der udstedes. Endelig har de seneste måneder vist nye uklare snitflader i forhold til anden lovgivning (f.eks. byfornyelsesloven mv.).
Løsning
Lovforslaget er positivt for naboerne til byggeriet såvel som for fremdriften for byggeriet af Cityringen. Det hidtidige forløb har vist, at det eksisterende lovgrundlag ikke er i stand til at afhjælpe generne for naboerne og sikre projektets fremdrift på en tilfredsstillende måde.
Med aftalen forbedres forholdene for naboerne på en række punkter:
- Forbedret erstatning til naboerne på baggrund af Ekspropriationskommissionens afgørelse.
- Ingen modregning af erstatninger i sociale ydelser eller kontanthjælp.
- Retskrav på midlertidig genhusning til de hårdest ramte naboer.
- De mest støjramte naboer med ejer- eller andelsboliger får mulighed for at anmode Metroselskabet om at købe deres lejlighed til markedspris.
Cityringsbyggeriet overgår efter lovforslaget til en sammenhængende og generelt fastsat regulering af forurening og gener, herunder navnlig støj, i stedet for den nuværende konkrete regulering af hver fase og byggeplads efter miljøbeskyttelsesloven. Reguleringen udstedes som en bekendtgørelse af transportministeren. Københavns Kommune skal fortsat udøve tilsyn med byggeriet, men visse af miljøbeskyttelseslovens regler, herunder klageadgang til Natur- og Miljøklagenævnet vil ikke længere finde anvendelse, da der er tale om generel regulering og ikke om konkrete afgørelser. Dette skaber sikkerhed for vilkårene for både projekt og for naboerne. Endvidere ændres klageveje for sager om grundvandsarbejder med lovforslaget.
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen samt med bidrag fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejdet vedlagte høringssvar til Transportministeriet. I høringssvaret fremhæves følgende temaer, som Transportministeriet bør være opmærksom på i det videre forløb:
VVM-redegørelse og miljøvurdering
Den supplerende VVM-proces belyser de miljømæssige konsekvenser ved det nye reguleringsregime og giver mulighed for høring og borgerinddragelse. Det er positivt, at der med lovforslaget tilstræbes større klarhed omkring VVM- og miljøvurderingsprocessen for ændringer af byggeriet af Cityringen. Københavns Kommune anbefaler, at de foreslåede regler om supplerende miljømæssig vurdering af ændringer i anlægget af Cityringen også skal gælde for afgreningen til Nordhavn, således at disse fremadrettet håndteres ens.
Generelle rammer for metrobyggeriets miljøbelastning
Københavns Kommune bemærker, at regulering af de enkelte byggepladser ikke kun omhandler støj, men også støv, luft, vibrationer, kapitel 5 anlæg, muck, jord, affald, kemikalier og grundvand. Kommunen opfordrer til, at det klart vil fremgå af bekendtgørelsen, at det er transportministeren som vil kunne dispensere fra de fastsatte rammer i loven eller i regler udstedt med hjemmel i lovens § 14 a.
Tilsyn og sanktioner
Københavns Kommune finder det afgørende af hensyn til naboerne og miljøet, at der skabes muligheder for at gennemføre et effektivt tilsyn og sikre retshåndhævelse omkring metrobyggeriet. Københavns Kommune ser også, at der i lovforslaget er behov for, at det fremgår klart, hvortil naboerne kan klage over støj fra byggeriet og over det tilsyn som udføres af kommunen.
Nabopakken
Københavns Kommune opfordrer til, at tiltagene i nabopakken implementeres snarest muligt af hensyn til de berørte naboer. Metrobyggeriet er i de kommende måneder i den mest støjende fase på en række byggepladser, og det er vigtigt, at Metroselskabet løfter opgaverne knyttet til nabopakken umiddelbart efter, at denne træder i kraft. Kompensationer udbetales fremover på baggrund af det maksimalt tilladte støjniveau og ikke på baggrund af den faktisk målte støj, som kan være lavere. Københavns Kommune lægger vægt på, at der ikke bør være borgere, der stilles ringere efter de nye regler i forhold til eksisterende regler om kompensation og genhusning. Ligeledes er det vigtigt for Københavns Kommune, at det sikres, at der ikke sker modregning i sociale ydelser for modtaget kompensation.
Økonomi
Høringssvaret har ikke umiddelbare økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune men det fremgår af lovforslaget, at forslaget skønnes at medføre merudgifter på ca. 300 mio. kr. til erstatning, genhusning mv., som afholdes af Metroselskabet. Københavns Kommune ejer 50 % af Metroselskabet og bærer derfor 50% af de økonomiske risici i selskabet. Det fremgår af den politiske aftale fra Folketinget, at parterne mødes senest medio 2014 med henblik på at drøfte projektets økonomi og tidsplan på baggrund af et oplæg fra Metroselskabet.
Lovforslaget indebærer, at Transportministeren kan fastsætte, at Københavns Kommune skal anvise en erstatningsbolig, hvis beboeren ikke selv kan finde en egnet erstatningsbolig. Metroselskabet betaler udgiften til erstatningsboligen.
Videre proces
På grund af tidsfristen for Transportministeriets høring sendes forvaltningens foreløbige høringssvar til Transportministeriet med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse. Københavns Kommunes Økonomiudvalg behandler høringssvaret på møde 25. marts 2014 og Borgerrepræsentationen forventes at behandle høringssvaret på møde den 10. april 2014.
Lovændringen forventes at blive vedtaget i Folketinget inden sommerferien 2014. Den bekendtgørelse, som fremadrettet skal regulere miljøbelastningen fra metrobyggeriet, forventes udstedt umiddelbart efter lovens vedtagelse og ikrafttræden.
Transportministeriet udarbejder en supplerende VVM-redegørelse og evt. miljøvurdering. Dette materiale samt et udkast til bekendtgørelse forventes at blive sendt i høring, bl.a. hos Københavns Kommune, allerede inden lovforslaget bliver vedtaget.
Claus Juhl /Anne Skovbro
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommunes høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om en Cityring godkendes (bilag 1).
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. marts 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er bekymret for, om det er for begrænset en gruppe af naboer, der bliver omfattet af de nye muligheder for genhusning og opkøb af lejligheder. Folketinget opfordres derfor til at overveje om gruppen af naboer, der har ret til genhusning eller opkøb, kan udvides. Enten ved at sænke kravene til hvem der er omfattet af reglerne generelt, eller ved at udvide mulighederne for individuelle vurderinger. Det kan fx handle om at give ret til genhusning for naboer, der ikke har værelser, der vender væk fra byggepladsen, eller andre særlige forhold.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. april 2014
Indstillingen blev godkendt med 44 stemmer imod 0. 3 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, O, V og Ø.
Undlod at stemme: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Nabopakken er kun i begrænset omfang til naboernes fordel, idet støjforholdene ikke bliver bedre, men klageadgangen tværtimod ringere. Vi er enige i målet om, at Citymetroringen skal gøres færdig til tiden, men kan ikke støtte alle de elementer i den såkaldte nabopakke.”
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”SF foreslår, at Københavns Kommune arbejder for, at bygherre og miljømyndighed betragter de nære naboer til byggeriet som part i byggesagen og at repræsentanter fra disse inddrages, så der tages hensyn til de nære beboere.”
Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen i Økonomiudvalget:
”Enhedslisten er bekymret for, om det er for begrænset en gruppe af naboer, der bliver omfattet af de nye muligheder for genhusning og opkøb af lejligheder. Folketinget opfordres derfor til at overveje om gruppen af naboer, der har ret til genhusning eller opkøb, kan udvides. Enten ved at sænke kravene til hvem der er omfattet af reglerne generelt, eller ved at udvide mulighederne for individuelle vurderinger. Det kan fx handle om at give ret til genhusning for naboer, der ikke har værelser, der vender væk fra byggepladsen, eller andre særlige forhold.”