Forespørgsel til Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren om mikrolån
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren bedes redegøre for følgende:
- Status for og administration af mikrolån.
(Stillet af Socialdemokraterne)
MOTIVERING
På baggrund af et medlemsforslag fra Socialdemokraterne stillet i Socialudvalget i 2011, blev der via Budget 2013 igangsat forsøg med mikrolån ud fra ambitionen om at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked i København, hvor alle borgere får mulighed for at bruge deres arbejdsevne. Projektet blev ligeledes indarbejdet i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens Beskæftigelsesaftale 2013.
Socialdemokraterne, ved Henrik Appel Esbensen, har løbende stillet spørgsmål til borgmesteren omkring ordningen, idet en række borgere har henvendt sig til Henrik Appel Esbensen efter afslag på anmodning om deltagelse i forsøgsprojektet.
Af en status fra forvaltningen af 1. november 2013 fremgår det, at 1 virksomhed har modtaget støtte til opstart af egen virksomhed på baggrund af ordningen om mulighed for mikrolån. Ifølge forvaltningen har 6 personer henvendt sig vedrørende ordningen.
Dette står i skarp kontrast til erfaringer fra Århus, hvor 11 ud af 45 interesserede har startet selvstændig virksomhed pr. 1.6. 2013. I Århus er der ligeledes særligt tilrettelagte forløb, hvor det afklares om evt. interesserede har et reelt grundlag for at starte egen virksomhed som led i en revalideringsplan.
På baggrund af ovenstående skal Socialdemokraterne anmode Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren om at redegøre for forvaltningens administration af mikrolånsordningen samt give en status for projektet, herunder en uddybende forklaring på den juridiske afgræsning af målgruppen for projektet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 10. april 2014
Forespørgslen blev besvaret.