Mødedato: 10.04.2003, kl. 17:30

Dispensation fra tillæg til lokalplan "Holmen II"

Dispensation fra tillæg til lokalplan "Holmen II"

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 10. april 2003

 

BR 171/03

Dispensation fra tillæg til lokalplan "Holmen II"

Dispensation fra tillæg til lokalplan "Holmen II"

Indstilling om, at der efter den gennemførte naboorientering meddeles dispensation fra tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" for så vidt angår lokalplanens § 5 til, at der i forbindelse med forestillinger i operaen kan ske adgang for publikum i personbiler via Galionsvej på de under sagsbeskrivelsen angivne betingelser.

(Bygge- og Teknikudvalget)

(Standsningsret)

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der efter den gennemførte naboorientering meddeles dispensation fra tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" for så vidt angår lokalplanens § 5 til, at der i forbindelse med forestillinger i operaen kan ske adgang for publikum i personbiler via Galionsvej på de under sagsbeskrivelsen angivne betingelser

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2003

Godkendt.

Mikkel Warming (Ø), Ole Hentzen (C), Jens Johansen (F) og Sven Milthers (F) tog forbehold.

Mikkel Warming (Ø) benyttede standsningsretten, og begærede sagen i Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har søgt om dispensation fra lokalplan nr. 331 med tillæg nr. 1 ("Holmen II") til en trafikløsning, hvor biladgangen for publikum til operaen ensrettes og foregår via Galionsvej og den sydlige boligø frem til pladsen og herfra videre til den nordlige boligø og Fabrikmestervej. Den af fonden beskrevne trafikbetjening af operaen via Galionsvej er ikke i overensstemmelse med det i § 5 i tillæg nr. 1 fastlagte system af nye veje og pladser og forudsætter dispensation fra lokalplanen.

Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 16. januar 2003 at meddele den ønskede dispensation på nærmere vilkår og med forbehold for resultatet af den fornødne naboorientering.

Forvaltningen har herefter i perioden fra den 7. februar til den 28. februar 2003 gennemført naboorienteringen. Der er i forbindelse hermed modtaget 5 henvendelser. Indsigerne finder, at en øget trafik på Danneskiold-Samsøes allé mellem Fabrikmestervej og Galionsvej vil medfører øget trafikstøj og øge risikoen for trafikuheld. En enkelt indsiger finder, at indsnævringen af Galionsvej ved Søndre Magasin og Masteskurene er problematisk i forhold til en øget trafik.

Indsigelserne giver ikke forvaltningen anledning til at anbefale en ændring af Borgerrepræsentationens beslutning om dispensation, der anbefales meddelt på nærmere angivne betingelser vedrørende tidsmæssig begrænsninger for personbiltrafikken, vejføringen for den øvrige biltrafik samt skiltning.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I sit møde den 20. november 2002 (BTU 569/2002) besluttede Bygge- og Teknikudvalget, på baggrund af en ansøgning om biltrafik adgang til operaforpladsen fra syd, at operaen skal trafikbetjenes som fastlagt i lokalplanen. Sagen blev begæret i Borgerrepræsentationen, hvor det på mødet den 16. januar 2003 (BR 2/03) blev besluttet at meddele dispensation som ansøgt fra lokalplanen til, at der i forbindelse med forestillinger i operaen kan ske adgang for publikum i personbiler via Galionsvej på nærmere vilkår og med forbehold for resultatet af fornøden naboorientering.

Ansøgning

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal søger den 23. maj 2002 om dispensation fra lokalplan nr. 331 med tillæg nr. 1 ("Holmen II") til en trafikløsning, hvor tidsbegrænset biladgang for publikum til operaforpladsen ensrettes og foregår via Galionsvej og den sydlige boligø frem til pladsen og herfra videre til den nordlige boligø og Fabrikmestervej som vist på bilag B. Busser, varetransport samt ansatte skal benytte Fabrikmestervej til og fra operahuset.

Plangrundlag

Dokøen er omfattet af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II", der skal udgøre det planmæssige grundlag for opførelse af et operahus samt en boligbebyggelse på Dokøen, i hvilken forbindelse følgende overordnede trafikhensyn skal tilgodeses: Ved fastlæggelse af vejnettet sikres, at hovedadgangen til operahuset sker via Fabrikmestervej, og der lægges op til forbindelse på tværs af Inderhavnen for fodgængere og cyklister i form af en tunnel fra Kvæsthusbroen til Dokøen.

I henhold til lokalplantillæggets § 5, stk. 2, fastlægges et system af veje og pladser på Dokøen. I henhold hertil skal trafikken til operaforpladsen køre via Fabrikmestervej og Orlogsværftsvej og vende på forpladsen og køre tilbage samme vej som vist på bilag C. Det er hensigten kun at tillade biltrafik på forpladsen i forbindelse med forestillinger.

Afvigelse fra bestemmelserne i lokalplanen

Den af fonden foreslåede trafikløsning for personbiler til operaen med tilkørsel via Galionsvej og sydøen er ikke i overensstemmelse med det i § 5, stk. 2 fastlagte system af veje og pladser.

Den øvrige trafikbetjening af operaen er i overensstemmelse med lokalplanen, dvs. varetilkørsel via Fabrikmestervej og Ekvipagemestervej, busadgang via Fabrikmestervej til pladsen øst for Orlogsværftsvej og direkte adgang til den midlertidige terrænparkering på Judichærs Plads ligeledes via Fabrikmestervej som vist på bilag D.

Dispensation

Kommunen kan meddele dispensationer fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationerne ikke er i strid med principperne i planen. Dette fremgår af planlovens § 19, stk. 1, jf. lokalplanens § 11.

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 16. januar 2003, at der meddeles dispensation med forbehold for resultatet af fornødne naboorientering og på følgende betingelser:

at den ensrettede trafik til operaforpladsen via Galionsvej kun omfatter personbiler og kun finder sted cirka en time før og en time efter forestillinger i operaen,

at forpladsen er lukket for biladgang uden for disse tidspunkter,

at busadgangen finder sted via Fabrikmestervej til pladsen øst for Orlogsværftsvej,

at varetilkørsel finder sted via Fabrikmestervej og Ekvipagemestervej,

at ovennævnte trafikløsninger sikres ved skiltning, borner mv. efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere godkendelse.

Naboorientering

Plan & Arkitektur har i perioden 7. februar til den 28. februar 2003 foretaget den i henhold til planlovens § 20 forudsatte forudgående naboorientering. Kopi af naboorienteringen med bilag er vedlagt til gennemsyn som bilag 1.

Der er modtaget 5 henvendelser. Liste over modtagne henvendelser er vedlagt som bilag A og kopi af henvendelserne er vedlagt til gennemsyn som bilag 2.

  1. Brev af 12. februar 2003 fra Andelsboligforeningen Schifters Kvarter ved Jørn Løjstrup Hansen
  2. Andelsboligforeningen påpeger, at andelslejlighederne er erhvervet bl.a. ud fra forudsætningen om trafikadgangen til operaen, og derfor henstilles det, at der ikke meddeles dispensation.

    Bemærkninger:

    Der henvises til bemærkningerne til skrivelse nr. 2 og 3.

     

  3. E-mail af 28. februar 2003 fra Morten Hansen og Karin Poulsen, Danneskiold-Samsøes Allé nr. 40, 1. tv.
  4. Det påpeges, at Danneskiold-Samsøes Allé bliver brugt som gennemfartsvej, og at dette medfører en høj trafikbelastning i myldretimerne, hvilket gør området mindre attraktivt. Idet soveværelse og altan vender mod alleen, bliver nattesøvnen forstyrret og altanen sjældent brugt pga. støjgenerne. Indsigerne finder, at Borgerrepræsentationen har tilsidesat princippet om lokal borgerindflydelse og lokalrådets rolle ved at ændre den vedtagne trafikplan, og der henvises til, at beboerne er stillet i udsigt, at trafikbelastningen skal minimeres. En trafikløsning som foreslået vil yderligere forstyrre, og hvis der ikke findes en løsning, vil man fraflytte kommunen.

    Bemærkninger:

    Lokalplan nr. 331 "Holmen II" fastlægger, at Danneskiold-Samsøes Allé skal spærres for gennemkørsel – bortset fra HT-busser og cyklister – ved etablering af en mekanisk spærring ved broen mellem Arsenaløen og Frederiksholm. Det kan efter Bygge- og Teknikudvalgets nærmere godkendelse tillades bilister med bopæl på den sydlige del af Frederiksholm at passere spærringen. Københavns Politi kan ikke acceptere, at der etableres en mekanisk spærring, idet en sådan løsning vil forhindre politiets muligheder for eftersætning. Politiets afgørelse er anket til Justitsministeriet, der har givet politiet medhold i deres afgørelse. Endvidere er det blevet påpeget, at alle beboerne på Frederiksholm og Dokøen skal have mulighed for at passere spærringen.

    På den baggrund har Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 26. februar 2003 (BTU 104/2003) tiltrådt forvaltningens indstilling om, at der efter nærmere aftale med politiet på forsøgsbasis og med en efterfølgende evaluering etableres en skiltet bussluse, hvor det tillades bilister med bopæl på Frederiksholm at passere spærringen. Det er forvaltningens vurdering, at en skiltet bussluse vil halvere trafikken på Danneskiold-Samsøes Allé. I forhold hertil, er det forvaltningens vurdering, at trafikken til operaen via Galionsvej er marginal.

    Med hensyn til bemærkningen om lokal borgerindflydelse bemærkes, at Borgerrepræsentationens beslutning om at meddele dispensation fra lokalplanen er med forbehold over for resultatet af fornødne naboorientering. Der er således iværksat en procedure, hvorved berørte ejere, lejere og interessegrupper kan gøre deres indflydelse gældende.

  5. E-mail af 3. marts 2003 fra Erik Nygaard, Danneskiold-Samsøes Allé nr. 40, 1. th.
  6. Indsigeren mener ikke, at den foreslåede bussluse løser trafikproblemerne, idet der henvises til bilisters manglende respekt for skilte (Nørreport Station). Man påtvinger Holmens beboere et "miljøhelvede", hvad angår røg, støj og møg fra biltrafikken. Der stilles spørgsmål om, hvorvidt der er tilstrækkeligt med parkeringspladser. Hvis vejarealerne skal anvendes til parkering, så vil trafikken blive betydeligt større. Med den foreslåede trafikløsning vil biltrafikken til operaen passere andelsboligerne 3 gange.

    1. gang: til operaen

    2. gang: fra p-plads til operaen for at optage passagerer

    3. gang: fra operaen og ud ad Prinsessegade, såfremt der ikke etableres en effektiv bussluse

    Bemærkninger:

    Erfaringer fra Vester Voldgade med spærring for gennemkørsel ved skiltning viser, at 90 pct. af trafikken kan fjernes på denne måde.

    Idet der som nævnt er forudsat en bussluse ved Snedkergraven, vil al trafik til operaen ankomme via Kløvermarksvej og Forlandet. Det betyder, at Fondens forslag vil belaste Danneskiold-Samsøes Allé mellem Fabrikmestervej og Galionsvej med ca. 300 biler i døgnet. Idet Danneskjold Samsøes Allé er en bred fordelingsvej, der i forvejen vil have en trafik på op mod 3.000 køretøjer i døgnet, anser forvaltningen stigningen for så marginal, at den ikke vil være af nogen væsentlig betydning.

    Med hensyn til antallet af parkeringspladser kan der på arealet mellem de fredede kraner på den nordlige del af Dokøen etableres knap 200 parkeringspladser. De i lokalplanen fastlagte parkeringspladser på vejarealerne på Frederiksholm er offentligt tilgængelige og vil kunne anvendes i forbindelse med forestillinger i operaen. I de beregnede trafikmængder indgår antallet af parkeringspladser.

     

  7. Brev af 26. februar 2003 fra Kunstakademiets Arkitektskole

Kunstakademiets Arkitektskole gør indsigelse, idet

    • trafiksikkerheden for de studerende vil blive forringet med mere trafik på Danneskiold-Samsøes Allé, især højresvinget ad Galionsvej må forudses at udgøre et risikomoment,
    • det forekommer usandsynligt, at det i praksis vil være muligt at begrænse trafikken via Galionsvej til tidsrummet en time før og en time efter forestillinger i operaen
    • det forudsættes, at broen i forlængelse af Galionsvej forsat skal være oplukkelig

Bemærkninger:

Omlægningen skønnes som nævnt under bemærkningerne til skrivelse nr. 3 at ville medføre en mertrafik ad ruten Danneskiold-Samsøes Allé på i størrelsesordenen 300 køretøjer. En forøgelse i en så lille størrelsesorden forventes ikke at føre til en mærkbar øget uheldsrisiko.

Pladsen foran operahuset vil være afspærret for biltrafik uden for den time før og den time efter en forestilling, hvor der skal køre biler hen foran operahuset. Det vil derfor ikke være muligt at køre ad Galionsvej til operahuset og den nordlige del af Dokøen uden for disse tidsrum.

Det kan bekræftes, at broen i forlængelse af Galionsvej bliver oplukkelig.

  1. Brev af 26. februar 2003 fra Ejendomsselskabet Norden A/S

Ejendomsselskabet Norden finder det yderst problematisk at flytte trafik fra Fabrikmestervej til Galionsvej, idet afstanden mellem de fredede Søndre Magasin og Masteskurene (fra udhæng) er på 8,17 m samtidig med, at oversigtsforholdene i forbindelse med krydsning af promenaderne er dårlige. Hvis man fastholder den foreslåede trafikløsning, vil ejendomsselskabet ansøge om dispensation til at anvende de 5 første rækkehuse i Søndre Magasin til erhverv pga. af de gener, som trafikken vil give.

Bemærkninger:

Forvaltningen er opmærksom på den oplyste afstand mellem de to bygninger. Dette vil betyde, at der over en kort strækning på ca. 30 m kun vil være plads til ca. 4 m kørebane samt fortov. Med en samlet trafik til og fra de kommende boliger på den sydlige del af Dokøen på knap 500 køretøjer/døgn og 300 køretøjer til operahuset vurderer forvaltningen, at det ikke vil være noget problem at afvikle trafikken på én kørebane over så kort en strækning. Det vil naturligvis medføre, at trafikanterne i den ene retning må vige. Hermed vil den korte afstand mellem de to huse også komme til at virke som en fartdæmpning.

Med hensyn til et anvendelsesskift fra boliger til erhverv i dele af Søndre Magasin er det forvaltningens vurdering, at der er en begrænset risiko for, at der opstår konflikter mellem beboerne i området og trafikken til operaen for så vidt angår trafiksikkerhed og trafikstøj. Forvaltningen kan ikke anbefale, at der dispenseres til en ændret anvendelse.

Konklusion

Forvaltningen finder således ikke, at de modtagne indsigelser giver anledning til at ændre Borgerrepræsentationens beslutning om meddelelse af dispensation. Denne forslås således meddelt på de beskrevne betingelser med tidsmæssig begrænsning for personbiltrafikken til operahuset, anvisning af vejføring for den øvrige biltrafik og skiltning.

Miljøvurdering

I Fondens forslag vil der i forbindelse med forestillinger i operaen være biltrafik på begge boligøer samt på længere strækninger af Danneskiold-Samsøes Allé og Galionsvej og dermed også en påvirkning af miljøet.

BILAG VEDLAGT

Bilag A: Liste over henvendelser

Bilag B: Fondens forslag til personbilbetjening af operaforpladsen

Bilag C: Trafiksystem fastlagt i lokalplanen med angivelse af personbilbetjening af operaforpladsen

Bilag D: Trafiksystem fastlagt i lokalplanen med angivelse af øvrig trafikbetjening af operaen

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1. Kopi af den udsendte naboorientering

Bilag 2. Kopi af de i bilag A nævnte henvendelser.

Jens Ole Nielsen Ole Bach

Til top