Mødedato: 09.10.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Høring af forslag til supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn

Se alle bilag
Borger­repræ­sentationen skal vedtage et forslag til supplerende VVM-redegørelse med henblik på offentlig høring for metro til Nordhavn. Udarbejdelse af en supplerende VVM-redegørelse er en forudsætning for, at Transportministeriet kan udstede bekendtgørelser til regulering af anlægsarbejdet samt kompensation til de berørte naboer.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

    1.     at forslag til supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse, samt at forslaget sendes i høring i 2 måneder.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har aftalt at anlægge en afgrening fra Cityringen til Nordhavnen (Nordhavns­metroen). Nordhavnsmetroen forbinder de nye byområder i Nordhavnen med Cityringen. Nordhavnsmetroen anlægges og drives af Metroselskabet I/S. Borgerrepræsentationen vedtog den 7. februar 2013, dagsordenspunkt 9, kommuneplan­tillæg med VVM-redegørelse for metro til Nordhavn og Folketinget vedtog i maj 2013, lov om ændring af lov om en Cityring (Nordhavnsmetroen).

Folketinget har den 11. juni 2014 vedtaget lov om ændring af lov om en Cityring og ligningsloven (lov nr. 748 af 25/6 2014). Loven giver transportministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om forurening og gener fra anlægget af Cityringen og Nordhavnsmetroen. Desuden skal transportministeren fastsætte regler om, at Metroselskabet skal tilbyde kompensation eller genhusning til beboere, der udsættes for gener og potentielt negative effekter som følge af anlægsarbejdet. Den nye regulering er udmøntet i to bekendtgørelser; "Bekendtgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse som følge af forurening og gener fra anlægget af Cityringen (Nabopakke­bekendt­gørelsen, bekendtgørelse nr. 768 af 25/6 2014) og "Bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen (Byggepladsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 767 af 25/6 2014), som begge trådte i kraft den 1. juli 2014. Byggeriet af Metro til Nordhavn er for indeværende ikke omfat­tet af disse bekendtgørelser.

Det er en forudsætning for denne supplerende VVM-redegørelses ikrafttræden og inddragelsen af kompensations- og genhusnings­muligheder i vurderingen, at Transportministeriet udsteder Nabopakkebekendtgørelsen og Byggepladsbekendtgørelsen for metro til Nordhavn, på baggrund af den lovændring vedrørende Cityringen som blev vedtaget af Folketinget i juni 2014. Den supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn danner grundlaget for de støjgrænser, der vil indgå i de kommende bekendtgørelser. Bekendtgørelserne skal sikre, at anlægsarbejdet kan blive omfattet af de samme regler, som idag gælder for Cityringen, hvorved projektet sikres faste rammer for anlægsperioden, og naboerne gives mulighed for at tage højde for de forventede påvirkninger, og for at kende grundlaget for de erstatninger m.v., der kan forventes udbetalt.

Løsning

Metroselskabet har anmodet Københavns Kommune udarbejde en supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn, og der er fra den 23. juni til 8. august 2014 gennemført en forudgående of­fentl­ig høring. Der er indkommet 5 høringssvar, der er behandlet i Hvidbog 1 (bilag 5).

Vurdering af virkninger på miljøet
I VVM-redegørelsen for metro til Nordhavn fra 2012 var der alene forudsat aften- og natarbejde på tunnelarbejdspladsen i Nordhavn. Den supplerende VVM indeholder et hovedforslag med udvidet arbejdstid, der har til formål, dels at afkorte perioden med gener for børneinstitutionerne ved Krauseparken, dels at fremskynde anlægsarbejderne i Nordhavn med henblik på at mindske perioden med gener i dagtimerne for de eksisterende virksomheder og kommende beboere i Nordhavn og fremme udbygningen af Nordhavn. 

VVM-redegørelsen beskriver de miljøpåvirkninger, der ændres som følge af udvidet arbejdstid, hvilke er trafik, støj, vibrationer, mennesker, sundhed og samfund. Samtidig beskrives de afværgeforanstaltninger den udvidede arbejdstid giver anledning til, samt bestemmelser om erstatninger, genhusning m.v. til de berørte beboere efter lovændringen.

Faserne med udvidet arbejdstid for metro til Nordhavn er valgt ud fra en afvejning af støjgener for institutioner, naboer og erhverv i forhold til en hurtigere gennemførelse. I udgangspunktet bør støjende arbejder ikke foregå i aften og nattetimerne. På baggrund af den ændrede lovgivning og de bekendtgørelser, som skal omfatte etableringen af metro til Nordhavn, vil naboer der berøres udover 55 dB(A) om natten og/eller 60 dB(A) om aftenen, blive tilbudt kompensation og ved visse støjniveauer have retskrav på genhusning. Dette vurderes at være relevant at inddrage i vurderingen sammen med de tekniske afværgeforan­stalt­ninger.

Krauseparken
Ved Krauseparken vil gennemførelsen af døgnarbejde i forbindelse med montering af elektriske installationer jf. beregningen ikke give støj over 55dB(A) om aftenen og natten. Døgnarbejdet vil reducere varigheden af perioden med disse aktiviteter således, at den samlede periode med disse aktiviteter reduceres med ca. ½ år. Krauseparken og nærmiljøet kan herved reetableres tidligere end forventet, til gavn for både institutioner og naboer. Hovedforslaget har således en gavnlig miljøeffekt i forhold til støj i dagtimerne. Ved Krauseparken vil dette være en fordel for de omkringliggende institutioner, idet de hurtigere vil kunne vende tilbage til en normal hverdag med et kendt lydbillede. For naboerne vil det være en ulempe, idet de vil opleve støj i aften- og nattetimerne. Der er ingen erhvervsfunktioner ved Krauseparken. 

Der vil være et antal naboer, der som følge af den udvidede arbejdstid vil opleve støj om aftenen i intervallet 60 til 75 dB(A) og om natten 55-65 dB(A). Det kan ikke udelukkes, at disse naboer vil blive udsat for støj over 55 dB(A), som er udtryk for, hvornår der ses væsentlig påvirkning af sundheden ved langtidspåvirkning. Nogle naboer til byggepladserne vil herudover under visse omstændigheder opleve hørbare impulser, som kan medføre negative sundhedsmæssige konsekvenser. Disse naboer vil blive kompenseret og kan benytte aflastningsordningerne. 

Flere steder, bl.a. ved Krauseparken og Nordhavn Station, vil der være aktiviteter f.eks. drift af vandbehandlingsanlæg eller montering af elektriske og mekaniske installationer, som giver anledning til støj i intervallet 40-55 dB(A) om natten. Selvom støj under 55 dB(A) ligger under WHO’s anbefaling, vil være tale om aktiviteter, som vil kunne opleves generende, da de foregår om natten.

Metroselskabet er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning af 7. februar 2013 i dialog med Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og de berørte daginstitutioner om en plan for håndteringen af børne­institutioner, der bliver berørt af gener fra byggepladsen i Krauseparken.

Nordhavn
I Nordhavn vil hovedforslaget bidrage til at forkorte varigheden af perioden med støjende arbejde i dagtimerne. Dette vil være en fordel for erhverv og kontorer i området. Ganske få boliger i Nordhavn vil få støjpåvirkninger om aftenen/natten i et omfang, der udløser maksimal kompensation og/eller ret til genhusning. 

Døgnarbejde i forbindelse etablering af cut & cover, ramper og dæmning og højbane vil derudover give kompensationsudløsende støjpåvirkninger for ca. 115 eksisterende og kommende boliger i Nordhavn om aftenen og natten. Heraf er en del kommende boliger på Sundmolen, som vil blive udsat for støj i forbindelse med metrobyggeriet. Dette håndteres i forbindelse med den kommende lokalplan for området. 

Tunnelarbejdsplads i Nordhavn
Døgnarbejde ved tunnelarbejdspladsen ved Nordhavn station, som også er forudsat i 0-alternativet og i VVM-redegørelsen for metro til Nordhavn fra 2012, forventes at give kompensationsudløsende støjniveauer ved ca. 30 boliger.

Toner og impluser
Visse steder kan naboer i visse faser opleve hørbare toner og impulser. Disse indgår ikke i de beregnede støjniveauer i denne VVM-redegørelse. Dette skyldes, at VVM-redegørelsen udarbejdes i overenstemmelse med den supplerende VVM-redegørelse for Cityringen og tilhørende bekendtgørelse, hvor disse ikke er medregnet. Det betyder, at støjgenerne kan opleves mere generende end den støjgene, der fremgår af beregningerne. Selvom toner og impulser ikke indgår i de beregnede støjniveauer i denne VVM-redegørelse, er der taget højde herfor i fastsættelsen af kompensationer efter ”Nabopakkebekendtgørelsen.”

Sammenfatning
Københavns Kommune har vurderet, at der med de afværge­foran­stalt­ninger, der er beskrevet i den supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn, samlet set ikke er virk­ninger på miljøet, der er så væsentlige, at projektet ikke bør gen­nem­føres. Med de påtænkte afværgeforanstaltninger og mulighederne for kompensation og genhusning afspejler hovedforslaget en hensigtsmæssig afvejning af hensynet til naboerne på den ene side og kortere anlægsperioder for de aktiviteter, hvor der er udvidet arbejdstid på den anden side. Det vurderes samlet set, at eventuelle sundhedsmæssige konsekvenser ved gennemførelse af hovedforslaget er tålelige som følge af en afvejning mellem sundhedsmæssige og samfundsmæssige hensyn.  

Høring
Forslaget sendes i 2 måneders offentlig høring fra medio oktober 2014, og der afholdes i høringsperioden et debatmøde i samarbejde med lokal­ud­valget. Efter dialog med Transportministeriet vil Embedslægeinstitutionen blive hørt i denne periode. Forslaget vil blive lagt på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” med mulighed for at afgive høringssvar samt annonceret i lokal­avisen.

Økonomi

Metroselskabet I/S er bygherre på metro til Nordhavn. Eventuel kompensation til naboer vil blive betalt af Metroselskabet. Forslaget til supplerende VVM-redegørelse har ingen direkte økonomisk betydning for Københavns Kommune.

Videre proces

På baggrund af de høringssvar der modtages udarbejdes en hvidbog for 2. offentlige høring om supplerende VVM af metro til Nordhavn. Hvid­bogen for­ven­tes forelagt Øko­no­mi­­udvalget og Borger­repræ­sen­tationen primo 2015 med henblik på endelig godkendelse. Køben­havns Kommune kan herefter give en VVM-tilladelse til projektet.

Transport­mini­ste­riet har tilkendegivet, at de vil udstede bekendt­gørelser til regulering af anlægsarbejdet umiddelbart herefter. Metro til Nordhavn påregnes at åbne i 2019.



Bjarne Winge                                      Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    1.     at forslag til supplerende VVM-redegørelse for metro til Nordhavn (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse, 

    2.     at forslaget sendes i høring i 2 måneder.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top