Mødedato: 09.10.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service

Se alle bilag
Socialforvaltningens reviderede kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug skal godkendes.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug (jf. servicelovens § 101) gældende for årene 2014-2015 godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har udsendt en ny bekendtgørelse om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service, bekendtgørelse nr. 430 af 30/4 2014. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 7. maj 2014.

I bekendtgørelsen er der nye krav til indholdet i kvalitetsstandarden, som også stiller nye krav til behandlingen.

Kvalitetsstandarden efter den nye bekendtgørelse skal træde i kraft senest den 8. september 2014.

Løsning

De nye krav til kvalitetsstandarden
I bekendtgørelsen er der to nye krav til indholdet i kvalitetsstandarden:

1. Opfølgning på borgerens behandlingsplan skal ske en måned og igen seks måneder efter, at behandlingsforløbet er afsluttet. De borgere, som er omfattet af opfølgningen er borgere, der afsluttes i behandling med status som ”færdigbehandlet”, ”andet tilbud”, ”hospital” eller "anden årsag”.

Der har ikke tidligere været krav om at følge op på en borger efter, at borgeren er blevet afsluttet som færdigbehandlet. Det er altså en ny opgave som skal varetages i behandlingen. På årsbasis vil ca. 400 borgere være omfattet af opfølgningskravet. Københavns Kommune får DUT-midler til opgaven 220 t.kr. i 2014 og 150 t. kr. i 2015 til 2017.

2. I monitoreringen af indsatsen skal der opstilles måltal for:

  • Andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling, er stoffri samt andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling, har reduceret deres stofmisbrug. Med et reduceret stofmisbrug menes der, at borgerens mål med behandlingen er et nedsat og mere kontrolleret forbrug af stoffer i forhold til udgangspunktet. 
  • Andelen af stofmisbrugere i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling indenfor 12 måneder, og andelen af stofmisbrugere i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling indenfor 24 måneder.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at monitorere andelen af borgere, der har reduceret deres forbrug særskilt. Denne del skal udvikles i forvaltningens monitoreringssystem for området.

Revision af kvalitetsstandarden
Socialforvaltningen har revideret den gældende kvalitetsstandard for stofmisbrugsbehandling (jf. bilag 1) således, at standarden er i overensstemmelse med kravene i den nye bekendtgørelse.

Nedenfor ses de måltal, der er sat i standarden i overensstemmelse med de nye krav under monitorering af indsatsen:  

  • Mindst 44 % af de borgere, der udskrives fra stoffri behandling som færdigbehandlede, er enten stoffrie eller har reduceret deres misbrug.

I regeringens 2020-plan for socialt udsatte er et mål, at andelen af borgere, som afslutter et behandlingsforløb for stofmisbrug som stoffri eller med reduktion i misbruget, øges til mindst 50 procent. Københavns Kommunes Socialforvaltning vil derfor lægge sig op ad regeringens ambitiøse mål. Måltallet skal imidlertid tilpasses tidshorisonten, hvorfor andelen af borgere, der udskrives fra stoffri behandling som stoffrie eller med reduceret misbrug, er sat til 44 procent i 2015. I dag måles der alene på færdigbehandlede og stoffri og altså ikke på gruppen af borgere, der udskrives som færdigbehandlede med reduceret misbrug. Pr. 11.08.2014 er 39 % udskrevet som færdigbehandlede og stoffri af alle udskrevne fra Rådgivningscenter København inden for de sidste 2½ år.

Målet i kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med den retning som Socialudvalget også ønsker, at det socialpolitiske arbejde på området skal bevæge sig i. Socialudvalget og forvaltningen vil følge effekten af indsatsen og vil grundlæggende nå målet ved at basere indsatserne på viden om, hvad der virker.  

  • Højst 33 % af borgerne, der er udskrevet færdigbehandlede og stoffri, falder tilbage i misbrug indenfor et år efter udskrivning.

Der arbejdes i forvaltningen allerede med et mål om, at højest 33 % af borgerne genindskrives i misbrugsbehandling indenfor et år efter at være færdigbehandlet. I 2013 blev 24 % genindskrevet i misbrugsbehandling (Rådgivningscenter København) inden for et år efter, at de var blevet udskrevet som færdigbehandlet og stoffri.

Den reviderede udgave af kvalitetsstandarden har været sendt i ekstern høring.  Socialforvaltningen har modtaget høringssvar fra Region Hovedstaden, Københavns Ældreråd, Københavns Handicapråd og Københavns Udsatteråd (jf. bilag 2). Københavns Ældreråd og Handicapråd havde ingen bemærkninger til standarden. Regionen havde nogle konkrete ændringsforslag, som er blevet indarbejdet i kvalitetsstandarden. Københavns Udsatteråd havde en del bemærkninger til kvalitetsstandarden, hvor en række konkrete forslag til sproglige eller faglige præsiceringer er blevet indarbejdet i standarden, og andre er blevet udeladt, idet forvaltningen har vurderet, at bemærkningerne allerede er beskrevet i kvalitetsstandarden, er for detaljerede eller holdningsprægede (se bilag 2 for en uddybning).

Økonomi

Københavns Kommune får DUT-midler i forbindelse med den nye bekendtgørelsen grundet det nye krav om opfølgning på borgerens behandlingsplan en måned og igen seks måneder efter, at behandlingsforløbet er afsluttet. Kravet omfatter borgere, der udskrives fra behandling med status som ”færdigbehandlet”, ”andet tilbud”, ”hospital” eller "anden årsag”.

DUT beløbet er 70.000 kr. højere i 2014 end i de efterfølgende år. Det forhøjede beløb i 2014 er til kompensation for udarbejdelse og implementering af de nye krav i kvalitetsstandarden.

Tabel 1. DUT-midler afsat i forbindelse med bekendtgørelse vedrørende kvalitetsstandard for social behandling af stofmisbrug.

 

2014

2015

2016

2017

Beløb i t. kr.

220

150

150

150

 

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, sendes indstillingen til viderebehandling i Borgerrepræsentationen.

       

     Anette Laigaard
                                                        

                                                        /Gitte Bylov Larsen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug (jf. servicelovens § 101) gældende for årene 2014-2015.


Socialudvalgets beslutning i mødet den 3. september 2014

Vicekontorchef Sine Gregersen deltog under punktets behandling.

Socialdemokratiet stillede nedenstående ændringsforslag til bullet 2 under afsnit 2, I monitoreringen af indsatsen skal der opstilles måltal for:

Fra:

Andelen af stofmisbrugere i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling indenfor 12 måneder.

Til:

Andelen af stofmisbrugere i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling indenfor 12 måneder, og andelen af stofmisbrugere i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling indenfor 24 måneder.

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ovenstående ændringsforslag.



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

 

”At behandlingsgarantien ændres til maksimalt 24 timer, jf. budgetnotat. Forslaget kan finansieres med det beløb, som det vil koste at holde fikserummet døgnåbent.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 36 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top