Udvidelse af Toften med 5 skæve boliger til hjemløse borgere
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at Københavns Kommune stiller en byggegrund vederlagsfrit til rådighed for boligselskabet Samvirkende Boligselskaber c/o KAB Bygge- og Boligadministration i 30 år, til opførelse af 5 skæve boliger, jf. afsnittet "løsning",
2. at der gives en anlægsbevilling på 0,6 mio. i 2015 kr. til klargøring af grunden til skæve boliger. For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabel 1 i økonomiafsnittet,
3. at Københavns Kommune stiller kommunal lånegaranti for realkreditlån på op til 2 mio. kr. til SAB til medfinansiering af opførelsen af de fem skæve boliger,
4. at Socialudvalget bemyndiges til at meddele den kommunale lånegaranti til realkreditinstituttet, hvor lånet optages.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
(Socialudvalget)
Problemstilling
For at boligerne får en husleje, som de nye beboere kan betale, afsatte Socialudvalget samtidig 0,6 mio. kr. i uforbrugte anlægsmidler til byggemodning af det kommunale grundstykke, hvor boligerne skal opføres. Der er nu behov for at anlægsbevillingen frigives, samt at det godkendes, at det kommunale grundstykke stilles vederlagsfrit til rådighed for Samvirkende Boligselskaber c/o KAB Bygge og Boligadministration, som skal opføre boligerne. For at projektet kan realiseres, skal det endvidere godkendes, at der stilles en kommunal garanti for det realkreditlån, som medfinansierer boligerne.
Løsning
Samvirkende Boligselskaber c/o KAB Bygge og Boligadministration opfører 5 to-rums boliger med eget bad, toilet og køkken. Boligerne opføres på en grund, der støder op til Toftens eksisterende 10 boliger. Se i øvrigt bilag 1. Der er tale om 2 grundstykker på hhv. Toften 34, matrikel 36, Husum (278 m2) samt del af Bystævneparkens grund, matrikel 4a, Husum (ca. 468 m2). Grunden bliver således på cirka 746 m2. Arealet opgøres endeligt, når matrikelgrænserne er fastsat i forbindelse med udmatrikuleringen.
Socialforvaltningen får 100% anvisningsret til boligerne og indgår i processen omkring den endelige udformning af boligerne.
I forbindelse med boligerne opføres fællesfaciliteter, hvor beboerne kan mødes. Udformningen af fællesarealet vil afhænge af den endelige økonomi samt beboernes ønsker.
Fokus på godt naboskab
De 10 eksisterende boliger på Toften har været i drift et års tid. Socialforvaltningen og Samvirkende Boligselskaber har via en social vicevært støttet op om de eksisterende 10 boliger for at sikre, at afdelingen kom godt fra start. I indkøringsfasen er der arbejdet på at opnå en adfærd blandt beboerne i afdelingen, der er acceptabel for de øvrige beboere i området. Til de 5 nye boliger har Socialministeriet bevilget yderligere drift til en social vicevært i de første 2 år, hvorved der er mulighed for at skabe en løsning, som fungerer for både beboerne i de nye boliger, og de nuværende beboere i og naboer til afdeling Toften.
Som en del heraf vil Socialforvaltningen som i andre skæve boligafdelinger sætte stort fokus på at skabe det rigtige match til de ledige boliger, når der visiteres nye beboere.
Socialforvaltningen orienterer inden Socialudvalgsmødet den 3. september 2014 de nuværende beboere i Toften om den påtænkte udvidelse. Socialforvaltningen orienterer også lokaludvalget og de nærmeste naboer og tilbyder at mødes med de naboer, beboere eller medlemmer fra Lokaludvalget som ønsker mere information eller har kommentarer til projektet.
Tidsplan
Byggeriet påbegyndes primo 2015 og forventes færdigt juni 2015. Tidsplanen er udskudt 3 måneder i forhold til den oprindelige tidsplan, idet at det var ønskeligt, at aftalen om yderligere tilførsel af drift faldt på plads inden byggesagen blev igangsat.
Økonomi
Finansiering af boligerne
Boligerne finansieres af et statsligt tilskud på 0,4 mio. kr. pr. bolig, et beboerindskud på 2% af anlægssummen samt et realkreditlån på det resterende beløb. Det er en forudsætning for projektet, at huslejen kan holdes nede på et niveau, som en kontanthjælpsmodtager kan betale, dvs. maksimalt 3.500 kr. om måneden. Det kræver, at Københavns Kommune stiller en byggemodnet grund vederlagsfrit til rådighed i 30 år fra realkreditlånet optages. Derudover ønskes anvendt 0,6 mio. kr. som Borgerrepræsentationen bevilgede i en indstilling forelagt den 19. juni 2013 (dagsordenspunkt 29). Beløbet skal finansiere byggemodningen (klargøring) af grunden, herunder oprensning, kloakering med mere. Kommunen har ikke øvrige anlægsudgifter til sagen.
Det er herudover nødvendigt, at kommunen stiller en kommunal garanti for realkreditlånet. Lånet er budgetteret til ca. 2 mio. kr. Garantien er en eventualforpligtelse, der kun får bevillingsmæssige konsekvenser for kommunen, såfremt låntager, Boligselskabet SAB, afdeling Toften, ikke er i stand til at tilbagebetale lånet. Boligselskabet får brugsretten til den kommunale grund i de næste 30 år, som også er løbetiden for realkreditlånet. Socialforvaltningen har 100 % anvisningsret til boligerne i samme tidsperiode og hæfter for eventuel tomgangsleje. Boligselskabet er således garanteret lejeindtægten for byggeriet de næste 30 år. Socialforvaltningen anbefaler derfor, at kommunen stiller garanti med hjemmel i bekendtgørelse om skæve boliger § 21 for belåning af 5 skæve boliger samt fællesfaciliteter.
Der foreligger ikke indtægtskrav hos Københavns Ejendomme på grunden Toften, som der skal anvises finansiering til.
Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2015 pl) |
|||
2014 |
2015 |
2016 |
2017 |
||||
SUD |
5 skæve boliger toften |
3641 Byggeri og modernisering af botilbud |
00.25.13.3 |
|
600 |
|
|
I alt |
- |
- |
- |
- |
600 |
|
|
Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler
1.000 kr. |
2014 |
2015 |
I alt |
Ekstern rådgivning |
|||
Heraf byggerådgivning |
60 | ||
Interne udgifter |
|||
Heraf administrationsbidrag SOF (0,05 %) |
30 | ||
Anlæg af projektet |
|||
Heraf byggeomkostninger til byggemodning |
510 | ||
I alt |
600 |
Driftsøkonomi
Der er i forvejen en social vicevært i afdeling Toften, som er varigt finansieret indenfor Socialforvaltningens ramme. Socialministeriet finansierer yderligere drift af social vicevært til de 5 boliger i en opstartsperiode på 2 år. Der gøres efter de 2 år status på, hvorvidt der er behov for, at Socialforvaltningen fortsætter driften af de ekstra timer til en social vicevært. Hvis behovet fortsat er der, finansieres den social vicevært indenfor Socialcenter Københavns ramme eller der søges om finansiering ved senere budgetforhandlinger.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget godkender, forelægges indstillingen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Herefter indgås en aftale med Samvirkende Boligselskaber c/o KAB Bygge og Boligadministration om igangsættelse af projektet. Byggeriet forventes færdigt juni 2015.
Anette Laigaard
/Ane K. Christensen
Oversigt over politisk behandling
1. at Københavns Kommune stiller en byggegrund vederlagsfrit til rådighed for boligselskabet Samvirkende Boligselskaber c/o KAB Bygge- og Boligadministration i 30 år, til opførelse af 5 skæve boliger - jævnfør afsnittet "Løsning"
2. at der gives en anlægsbevilling på 0,6 mio. i 2015 kr. til klargøring af grunden til skæve boliger. For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabel 1 i økonomiafsnittet.
3. at Københavns Kommune stiller kommunal lånegaranti for realkreditlån på op til 2 mio. kr. til SAB til medfinansiering af opførelsen af de fem skæve boliger
4. at Socialudvalget bemyndiges til at meddele den kommunale lånegaranti til realkreditinstituttet, hvor lånet optages
Socialudvalgets beslutning i mødet den 3. september 2014
Kontorchef Ane K. Christensen og fuldmægtig Katrine Madsen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Efter aftale med Socialforvaltningen præciseres det i indstillingens afsnit om økonomi, at anlægsbevillingen på 0,6 mio. kr. udmøntes i 2015, jf. 2. at-punkt.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning den 23. september 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.