Mødedato: 09.10.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan "Nokken"

Se alle bilag
Lokalplan ”Nokken” har været i høring. Borgerrepræsentationen skal nu vedtage denne endeligt. Lokalplanen er udarbejdet med henblik på lovliggørelse af kolonihaveområdet samt fastlæggelse af stiforløb.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at lokalplan ”Nokken” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet "Løsning" vedrørende udformning af sti, ledningsforhold og fredningslinje.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forslag til lokalplan ”Nokken” blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 12. december 2013, dagsordenspunkt 24, med henblik på offentliggørelse. Forslaget vedlægges som bilag 1.

Lokalplanen er udarbejdet med henblik på lovliggørelse af kolonihaveområdet samt fastlæggelse af stiforløb. Planforslaget, der er i overensstemmelse med Kommuneplan 2011, har været i høring fra den 7. februar 2014 til den 4. april 2014, og der er modtaget 78 henvendelser. I 57 af henvendelserne rejses der kritik af den fastlagte nye sti langs havnen. I syv henvendelser fremføres der synspunkter vedrørende stiforhold uden for lokalplanområdet.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 6. februar 2012 at fastholde placeringen af stibroen langs havnen. På baggrund af indsigelserne og en samlet faglig vurdering indstilles det dog på ny, at forvaltningen bemyndiges til at arbejde for, at cykelruten ”Kalvebodruten” etableres over den kommende vig i forlængelse af gaden Islands Brygge og ikke langs havnen. En uddybet begrundelse for, at forvaltningen trods tidligere beslutning i udvalget indstiller placeringen på ny fremgår af løsningsafsnittet.

Løsning

Lokalplanen er udarbejdet med henblik på lovliggørelse af Nokken som kolonihaveområde med hensyn til lodinddeling, bebyggelse, overnatning, mv., samt stiforløb både på Nokken og på tilgrænsende rekreative arealer.

Parallelt med nærværende indstilling indstiller Økonomiforvaltningen, Københavns Ejendomme, indgåelse af en lejekontrakt med haveforeningen til vedtagelse.

Høring

Modtagne henvendelser i høringsperioden
De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 2. I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Amager Vest Lokaludvalg – bilag 2, henvendelse nr. 30.
Lokaludvalget er positiv over for lokalplanforslaget og støtter ideen om en offentlig sti langs havnen, men i en smallere udgave kombineret med en træbrygge på en kortere strækning. Udvalget støtter forslaget om en stibro over vigen i forlængelse af gaden Islands Brygge i Artillerivej Syd området, og opfordrer til, at der findes en løsning på skybrudsproblemerne på Nokken.

Forvaltningens bemærkninger
Der foreslås justeringer af bestemmelserne vedrørende stiforløbet, jf. nedenfor. Med hensyn til skybrud skal Nokken kloakeres for spildevand som led i lovliggørelsen, og der skal findes en løsning på håndtering af regnvand, jf. tillæg 3 til Spildevandsplan 2008.

Vigtigste synspunkter i borgernes henvendelser

  1. Kritik af det planlagte stisystem, herunder ikke mindst stien langs havnen. Man ønsker at bevare området langs vandet som det fredelige sted, det er, og etablering af stien vil gå ud over den vilde natur, den historiske fortælling, særegenhederne, herunder bådslæbestedet og bådebroerne.
  2. Andre emner, herunder at en fredningslinje ikke berører lodderne på Nokken, og at brandsikring vel ikke nødvendigvis skal opfylde de samme krav som ved helårsboliger.
  3. Forhold uden for lokalplanområdet. Der fremføres igen argumenter fra bl.a. Grundejerforeningen Artillerivej Syd om, at stibroen over den planlagte vig skal placeres i forlængelse af gaden Islands Brygge og ikke langs havnen som fastlagt i lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd”, og roklubberne frygter konflikter og uheld, hvis stien føres igennem roklubområdet.

Forvaltningens bemærkninger
Ad 1) Det er forvaltningens opfattelse, at der godt kan etableres en sti, som indbyder til, at den kun vil blive brugt af fodgængere. For at understrege dette og samtidig tage hensyn til et slæbested og bådebroer foreslås det, at bredden kan reduceres, og at stien på en strækning ud for lodderne eventuelt kan anlægges på en træbrygge. Når anlæg af stien bliver aktuel, vil den nærmere udformning blive fastlagt i samarbejde med Haveforeningen Nokken.

Ad 2) Efter besigtigelse og korrespondance med Naturstyrelsen har Fredningsnævnet den 9. april 2014 meddelt, at fredningslinjen ligger således, at alle kolonihavehuse ligger uden for fredningsgrænsen, hvorfor en dispensation er unødvendig. Fredningsgrænsen vil snarest blive justeret i overensstemmelse hermed på Danmarks Miljøportal. Brandsikring skal opfylde de samme krav, som gælder ved helårsbeboelse. Københavns Ejendomme oplyser, at den fysiske brandsikring skal være tilendebragt senest den 1. oktober 2014.

Ad 3) se afsnit Cykelruten ”Kalvebodruten” nedenfor.

Forslag til ændringer

  • Lokalplanens § 4, stk. 3, fastlægger en stibredde på 3 meter, eksklusive rabatter på mindst 0,5 meter på hver side. Dette foreslås ændret, så bestemmelsen får følgende formulering: ”Langs havnen fastlægges en fodgængersti med en bredde på indtil 3 meter, inklusive rabatter, med et principielt forløb som vist med rød stiplet linje på tegning nr. 2. Ud for de eksisterende lodder anlægges stien på opfyldt areal og/eller en træbrygge. Anlægget skal udformes, så der fortsat kan være bådebroer og slæbested. Stien skal respektere grænsen mod lodderne og skal, hvor der ikke er træbrygge, anlægges med belægning af grus. Stien belyses ikke.”
  • Tegning nr. 2 ændres, så teksten ud for stien ved lodderne får følgende ordlyd: ”Sti på opfyld/træbrygge”.
  • Redegørelsen konsekvensrettes på side 7.
  • Et elkabel fra 1979 vil blive indtegnet på lokalplantegning nr. 3 og vil blive nævnt i redegørelsens afsnit om ledningsforhold på side 7.
  • I § 6, stk. 1, udgår pkt. f og kommentaren om fredningslinjen. Desuden fjernes linjen og den tilhørende signaturforklaring på tegning nr. 3. Samtidig foretages der konsekvensrettelser i redegørelsen på side 5.
  • De nye lokalplantegninger nr. 2 og 3 vedlægges som bilag 7 og 8.
  • Ændringerne medfører ikke krav om supplerende høring.

Cykelruten ”Kalvebodruten”
Med hensyn til de rejste synspunkter om stiforhold uden for lokalplanområdet bemærkes, at spørgsmålet om placering af stiforløb, herunder stibro over vigen, blev behandlet af Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 6. februar 2012. Udvalget besluttede at fastholde placeringen af stibroen langs havnen, hvilket stadig er en mulig placering og vil være gældende, hvis udvalget ikke vedtager indstillingens 2. at.

På baggrund af indsigelserne og en samlet faglig vurdering indstilles det dog på ny, at forvaltningen bemyndiges til at arbejde for, at cykelruten ”Kalvebodruten” gives et andet forløb end fastlagt i lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd”. Forvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at ændre beslutningen fra 6. februar 2012, da det vil medvirke til at undgå, at cyklister benytter den fastlagte sti langs havnen gennem Roklubområdet og Nokken, og at det vil give Kalvebodruten, der er udpeget som en del af det overordnede cykelrutenet i Fingerplan 2013, et mere direkte forløb. Desuden vil cyklisterne undgå ulemperne ved at cykle på havnepromenadens brostensbelægning. Det nugældende forløb af den grønne cykelrute (A) og det foreslåede nye forløb (B) fremgår af tegningen vedlagt som bilag 6. Hvis det på et senere tidspunkt findes ønskeligt, kan der etableres en stibro langs havnen.

Med hensyn til stien gennem roklubområdet er denne vist i den udviklingsplan for området, som Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 26. august 2010. Den endelige placering og udformning er ikke besluttet, og det forudsættes, at det sker i samarbejde med klubberne. Såfremt stibroen placeres som foreslået ovenfor, må det forventes, at den kun vil blive brugt af fodgængere, der er indstillet på at nyde udsigten med respekt for roklubbernes brug af arealerne.

Borgermøde
Der blev afholdt borgermøde den 20. april 2014. På mødet var der mange synspunkter vedrørende stiforløbet både inden for og uden for lokalplanområdet. Referat og evaluering af borgermødet er vedlagt som bilag 4 og 5.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.



Pernille Andersen                                           /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at lokalplan ”Nokken” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning vedrørende udformning af sti, ledningsforhold og fredningslinje.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

    2.   at forvaltningen bemyndiges til at arbejde for, at cykelruten ”Kalvebodruten” gives et andet forløb end fastlagt i lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 8. september 2014

C stillede følgende tre ændringsforslag:

ÆF1: ”At cykelstierne bredde på minimum tre meter fastholdes”.

ÆF1 blev ikke vedtaget med to stemmer for og otte imod. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Undlod at stemme: I.

ÆF2: ”At vinterovernatning ikke tillades”.

ÆF2 blev ikke vedtaget med to stemmer for og otte imod. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Undlod at stemme: I.

ÆF3: ”At overnatning i sommerhalvåret først tillades efter kloakering”.

ÆF3 blev ikke vedtaget med tre stemmer for og otte imod. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Ingen undlod at stemme. 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, I og Ø.
Imod stemte: C og V.
Ingen undlod at stemme.

Indstillingens 2. at-punkt blev ikke godkendt med fire stemmer mod seks. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: F og Ø.
Imod stemte: A, C, I og V.
Undlod at stemme: B.



 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ikke bemærkninger til sagens planmæssige indhold. Økonomiudvalget har i øvrigt ingen bemærkninger til, at sagen søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. oktober 2014

 

Sagerne nr. 10 (Endelig vedtagelse af lokalplan ”Nokken”) og 11 (Endelig godkendelse af lejekontrakt mellem H/F Nokken og Københavns Ejendomme) blev behandlet under ét.

 

 

Enhedslisten genfremsatte følgende ændringsforslag om det oprindelige 2. at-punkt:

 

”At forvaltningen bemyndiges til at arbejde for, at cykelruten ”Kalvebodruten” gives et andet forløb end fastlagt i lokalplan nr. 410 ”Artillerivej Syd”.”

 

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen (ÆF1):

 

”At cykelstiernes bredde på minimum tre meter fastholdes”.

 

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen (ÆF2):

 

”At vinterovernatning ikke tillades”.

 

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen (ÆF3):

 

”At overnatning i sommerhalvåret først tillades efter kloakering”.

 

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag om det oprindelige 2. at-punkt blev forkastet med 23 stemmer imod 21. 2 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: F, V og Ø.

Imod stemte: A, B, C og O.

Undlod at stemme: I.

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 36 stemmer imod 8. 2 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og V.

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

Undlod at stemme: I.

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 36 stemmer imod 7. 3 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og 5 medlemmer af V (Flemming Steen Munch, Caroline Stage Olsen, Jens-Kristian Lütken, Karina Rohrberg Jessen og Michael Jæger Gatten).

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

Undlod at stemme: I og 1 medlem af V (Pia Allerslev).

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF3) blev forkastet med 35 stemmer imod 3. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: 1 medlem af A (Mette Laurberg) og C.

Imod stemte: 11 medlemmer af A (Frank Jensen, Lars Weiss, Yildiz Holm Akdogan, Jesper Christensen, Simon Strange, Jakob Hougaard, Niels Efterstigaard Bjerrum, Rune Dybvad Simonsen, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen og Jan Andreasen), B, F, O og Ø.

Undlod at stemme: I og V.

 

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt med 44 stemmer imod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I, O, V og Ø.

Imod stemte: C.

 

 

 

Til top