Mødedato: 09.06.2004, kl. 16:00

Fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi

Fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 9. juni 2004

 

 

BR 304/04

Fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi

Fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi

 

 

Indstilling om, at ekstraordinære indtægter vedrørende Københavns Energi på 207 mio. kr. afsættes som en pulje, der udmøntes af Økonomiudvalget som rammeudvidelser til Miljø- og Forsyningsudvalget i 2005 og 2006 med henblik på fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi.

Det skal bemærkes, at udgifterne til fremrykningen af anlægsinvesteringer i Københavns Energi skal holdes indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget.

                                                                 (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at ekstraordinære indtægter vedrørende Københavns Energi på 207 mio. kr. afsættes som en pulje, der udmøntes af Økonomiudvalget som rammeudvidelser til Miljø- og Forsyningsudvalget i 2005 og 2006 med henblik på fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler,

at den af Økonomiudvalget udmeldte budgetramme for 2005 for Miljø- og Forsyningsudvalget forhøjes med 125 mio. kr. finansieret af nævnte pulje under forudsætning af Borgerrepræsentationens godkendelse af indstillingen.

 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår endelig Miljø- og Forsyningsudvalget,

at udvalget godkender det vedlagte, reviderede udkast til investeringsplan for 2005-08 under forudsætning af at rammeudvidelsen finder sted som foreslået, og

at Miljø- og Forsyningsforvaltningen bemyndiges til at indarbejde og fremsende konsekvensændringer i budgetbidragets service- og bevillingsforudsætningsdel.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2004

Udsat.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2004

Tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog skal bemærkes, at udgifterne til fremrykningen af anlægsinvesteringer i Københavns Energi skal holdes indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget"

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2004

Anbefalet.

 

 

RESUME

(Denne indstilling erstatter indstilling, som blev forelagt udvalget på ordinært møde mandag den 10. maj 2004.)

KE har i en årrække måttet udskyde en række anlægsprojekter som følge af, at Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetramme ikke har taget højde for behovet for anlægsinvesteringer i forsyningen af nye bydele og byggerier med vand og energi.

Det foreslås, at ekstraordinære indtægter vedrørende KE på i alt 207 mio. kr., som endnu ikke er disponeret, afsættes til en forhøjelse af Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetramme med henblik på fremrykning af anlægsinvesteringer i KE. Beløbet vil kunne tilbagebetales efter 2007, hvor KE's anlægsudgifter atter vil falde.

Fremrykningen vil blandt andet skabe mulighed for, at et projekt til forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten færdiggøres i 2006, hvilket er tre år hurtigere end det hidtil har været muligt. Det vurderes at projektet vil skabe rammerne for, at Svanemøllebugten kan opnå badevandskvalitet i badesæsonen 2007.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Energi har i de seneste år måttet afsætte en betydelig del af anlægsbudgettet til at forsyne nye bydele og nye byggerier i København med vand, kloak, el, gas og fjernvarme. Da Miljø- og Forsyningsudvalget ikke sideløbende med, at byen har udviklet sig, har fået udvidet sin budgetramme til at afholde disse investeringer, har KE følgelig haft færre anlægsmidler til rådighed til nye investeringer og fornyelse af eksisterende ledninger og anlæg med henblik på at sikre forsyningssikkerhed, miljø og lavere fremtidige driftsomkostninger.

Miljø- og Forsyningsudvalget har sideløbende hermed søgt at tilvejebringe flest mulige midler til KE's anlægsbudget ved at kræve effektiviseringer af KE's drift og ved at godkende, at KE's takster har været fremskr evet med prisudviklingen. Der har imidlertid hvert år været ønsker om og behov for yderligere anlægsinvesteringer, som har måttet udskydes til de følgende år.

I forbindelse med udarbejdelsen af budget 2004 blev det åbenbart, at der på denne måde efterhånden var opstået en pukkel af ufinansierede anlægsinvesteringer. Den del af investeringsbehovet i årene 2004-07, der ikke ville kunne finansieres inden for de dengang kendte budgetrammer, blev opgjort til i alt 1.426 mio. kr., mens der efter 2007 atter syntes at være bedre overensstemmelse mellem budgetrammen og investeringsbehovet. Der blev ikke i forbindelse med behandlingen af budget 2004 mulighed for en udvidelse af budgetrammen, og budgettet for 2004 indebar således, at der samlet blev udskudt for 254 mio. kr. anlægsarbejder i forhold til KE's investeringsplaner.

Økonomiudvalget har for 2005 fastsat en uændret budgetramme for den takstfinansierede del af Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetbidrag. Miljø- og Forsyningsudvalget har under behandlingen af bidraget til budget 2005 stillet krav om en effektivisering af KE's drift med 6 % og ladet forvaltningen indarbejde en fremskrivning af KE's takster med 2,3 %, svarende til prisudviklingen. Da told- og skattemyndighederne herudover har frafaldet et afgiftskrav vedrørende fjernvarme, der med en udgift på 60 mio. kr. har været indarbejdet i KE's budgetter siden 2003, har det i budget 2005 på denne baggrund været muligt at udvide KE's anlægsbudget fra 806 til 997 mio. kr.

Der er dog stadig med budgetbidraget for 2005 udskudt investeringer for 125 mio. kr., og flerårsoversigten viser ufinansierede anlægsudgifter på ca. 270 mio. kr. i 2006 og på 144 mio. kr. i 2007.

Blandt de anlægsinvesteringer, som der på denne baggrund fortsat ikke kan igangsættes, fordi der ikke kan anvises finansiering i budget 2005, er projektet til forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten. Projektet har været højt prioriteret, men blev i 2003 udskudt, fordi opførelsen af et skuespilhus i inderhavnen har gjort det nødvendigt at fremrykke investeringen i regnvandsbassinet ved Sankt Annæ Plads. Det udskudte projekt, der indebærer rørlægning af Lersøgrøften og lukning af en række overløb til Kalkbrænderihavnen, Svanemøllehavnen og Svanemøllebugten, har inden for det nuværende investeringsbudget for KE først kunnet forventes gennemført i 2009.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, der har undersøgt alternative muligheder for finansiering af projektet, har i notat af 25. marts 2004 peget på mulighederne for, at en række engangsindtægter vedrørende KE på i alt 207 mio. kr. anvendes til fremrykning af anlægsarbejder. Engangsindtægterne omfatter provenuet ved salget af KE Vind A/S på 105 mio. kr. og udbyttet af aktierne i E2 for regnskabsårene 2002 og 2003 på hhv. 34 og 68 mio. kr., som Borgerrepræsentationen endnu ikke har disponeret. Ved at afsætte en sådan pulje vil det være muligt for KE at fremskynde forbedringen af vandkvaliteten i Svanemøllebugten med tre år i forhold til de hidtidige planer. Udvidelsen af udvalgets budgetramme vil således gøre det muligt at påbegynde projektet allerede i 2004 ved anvendelse af de tidligere nævnte budgetmidler afsat til imødegåelse af afgiftskravet vedrørende fjernvarme, og at gennemføre projektet på mindre end tre år med færdiggørelse ultimo 2006. Projektet vil således skabe rammerne for, at Svanemøllebugten har opnået badevandskvalitet i badesæsonen 2007.

Det foreslås, at de nævnte engangsindtægter afsættes i en pulje på 207 mio. kr., der udmøntes af Økonomiudvalget som rammeudvidelser til Miljø- og Forsyningsudvalget i 2005 og 2006 med henblik på fremrykning af anlægsinvesteringer i Københavns Energi.

Forslaget, der er nærmere beskrevet i notatet, indebærer at Miljø- og Forsyningsudvalgets ramme for 2005 udvides med de 125 mio. kr. til anlægsinvesteringer, som udvalget har måttet udskyde til følgende år, mens resten af beløbet foreslås stillet til rådighed for Miljø- og Forsyningsudvalget i budget 2006.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har drøftet forslaget med Økonomiforvaltningen, der er enig i, at forslaget til finansiering af KE's investeringsbehov vil kunne gennemføres som beskrevet, idet ekstraordinære indtægter/provenu i KE fremover vil blive anvendt til nedbringelse af kommunens gæld. Dog vil der i de enkelte sager om ekstraindtægter/provenu blive taget stilling hertil ved forelæggelse af sagen for Borgerrepræsentationen. Efter 2007, hvor KE's investeringsbehov vil falde, vil de tilførte midler blive tilbagebetalt og – som forudsat – blive anvendt til nedbringelse af kommunens gæld.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har udarbejdet det vedlagte forslag til revideret investeringsplan for 2005-08. KE har i forbindelse med revisionen af investeringsplanen foreslået fremrykning af yderligere anlægsarbejder fra 2009 til årene 2006-8 på ca. 20 mio. kr. Hvor budgetbidraget til opgørelsen til udvalgets 1. behandling således viste ufinansierede anlægsbevillinger i perioden 2006-8 på 407 mio. kr., viser en opstilling af anlægsinvesteringer og anlægsramme for årene frem til 2008 efter rammeløftet et samlet, ufinansierede anlægsbudget på 217 mio.kr.

 

Hvor Miljø- og Forsyningsudvalgets aktuelle budgetbidrag indeholder følgende rammer for KE's anlægsinvesteringer i årene frem til 2008;

 

mio. kr.

2004

2005

2006

2007

2008

I alt

Anlægsinvesteringer

806

997

1283

1150

986

 

Ufinansieret anlægsbudget

0

0

- 286

-153

32

-407

Anlægsramme

806

997

997

997

1018

 

 

ændres rammerne med forslaget til følgende:

 

mio. kr.

2004

2005

2006

2007

2008

 

Anlægsinvesteringer

806

1122

1268

1087

956

 

Ufinansieret anlægsbudget

0

0

-189

-90

62

-217

Anlægsramme

806

1122

1079

997

1018

 

Heraf rammeløft

 

125

82

 

 

207

Oprindelig ramme

 

997

997

 

 

 

 

Det foreslås på den baggrund, at den af Økonomiudvalget udmeldte budgetramme for 2005 for Miljø- og Forsyningsudvalget forhøjes med 125 mio. kr. finansieret af den foreslåede pulje til fremrykning af KE's anlægsinvesteringer. Fordelingen af anlægsrammen i 2005 foreslås at ske som vist i det vedlag te udkast til investeringsoversigt.

Samtidig med nærværende indstilling forelægges indstillingen om kapitalbevilling til forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten. Miljø- og Forsyningsudvalgets mulighed for at anvise kassemæssig dækning i 2005 og 2006 vil afhænge af, at Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetrammer forhøjes som foreslået. Tilsvarende vil udvalgets mulighed for at anvise kassemæssig dækning til yderligere to ansøgte kapitalbevillinger til henholdsvis udskiftning af elforsyningens låsesystem og forstærkning af 30 kV forsyningen mellem koblingsstationerne på Bellahøj og ved Svanemøllen i budgetoverslagsårene afhænge af forhøjelsen af Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetramme.

Den resterende del af anlægspuklen, som efter rammeforhøjelsen på i alt 207 mio. kr. i 2005 og 2006 er på 189 mio. kr. i 2006 og 90 mio. kr. i 2007 vurderes at ville kunne finansieres ved

-         at KE's takster også de næste år fremskrives med prisudviklingen,

-         at der foretages yderligere effektiviseringer i KE samt

-         ved eventuelle mindre udskydelser af anlægsarbejder.

Der vil - under forudsætning af i øvrigt uændrede budgetmæssige rammer - være mulighed for at påbegynde tilbagebetalingen af anlægspuljen i 2008, som forudsat i Miljø- og Forsyningsforvaltningens notat af 25. marts 2004.

Forhøjelsen af KE's og dermed Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetramme for 2005 vil udover de konkrete fremrykninger af anlægsarbejder, som er indarbejdet i det vedlagte, reviderede forslag til investeringsplan for 2005 indebære en række konsekvensændringer i budgetbidragets servicedel og bevillingsforudsætningsdel. Det foreslås, at Miljø- og Forsyningsudvalget bemyndiger Miljø- og Forsyningsforvaltningen til at indarbejde og fremsende konsekvensændringer i budgetbidragets service- og bevillingsforudsætningsdel, når godkendelsen af rammeudvidelsen foreligger.

 

Økonomiske konsekvenser

Hvis kommunen anvender de ekstraordinære indtægter vedrørende KE til at finansiere fremrykningen af investeringer på det takstfinansierede område, vil en eventuel nedbringelse af kommunens gæld først finde sted i årene efter 2007 og ikke alternativt allerede på nuværende tidspunkt.

Kommunens nettogæld vil imidlertid være uændret, da kommunen i stedet for at nedbringe sin gæld får et øget tilgodehavende i forsyningsvirksomheden. Kommunens tilgodehavende i forsyningsvirksomheden bliver forrentet, og renteindtægten dækker fuldt ud de renteudgifter, som kommunen og skatteborgerne skal betale i den mellemliggende periode.

 

Bilag

Forslag til revideret investeringsplan 2005-08

Notat af 25. marts 2004 om fremrykning af anlægsinvesteringer i KE

 

 

Peter Elsman                                                               

/ Jens Balslev

 


Til top