Støtte til opførelse af 72 almene boliger til 288 unge (fælles 4'ere) i Ørestad City - "Signalhuset"
Støtte til opførelse af 72 almene boliger til 288 unge (fælles 4'ere) i Ørestad City - "Signalhuset"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde onsdag den 9. juni 2004
BR 265/04
Støtte til opførelse af 72 almene boliger til 288 unge (fælles 4'ere) i Ørestad City - "Signalhuset"
Støtte til opførelse af 72 almene boliger til 288
unge (fælles 4'ere) i Ørestad City - "Signalhuset"
Indstilling om at godkende projekt til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad City, der mærkes som ungdomsboliger og udlejes til 288 unge, at bemyndige Bygge- og Teknikudvalget til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån, andel af ungdomsboligbidrag samt kommunal grundkapital på 7 pct. af anskaffelsessummen, hvortil der anvises kassemæssig dækning under Plan & Arkitekturs budget på funktion 8.24.5 (indskud i Landsbyggefonden), at bemyndige Bygge- og Teknikudvalget til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen under forudsætning af, at der ikke er væsentlige ændringer i forhold til det foreliggende, samt at der overføres 10,6 mio. kr. (2004 p/l) til Plan & Arkitekturs budget på funktion 8.24.5 til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad City. Der anvises kassemæssig dækning under Økonomiudvalgets budget, bevillingen økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 boligpolitisk strategiplan (puljen "Flere boliger til unge"- fælles 4´ere).
Det bemærkes, at projektets anskaffelsessum ikke er 19.380 kr./m2 som anført i indstillingen, idet den er steget til ca. 20.100 kr./m2.
(Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende projekt til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad City, der mærkes som ungdomsboliger og udlejes til 288 unge
at bemyndige Bygge- og Teknikudvalget til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån, andel af ungdomsboligbidrag samt kommunal grundkapital på 7 pct. af anskaffelsessummen, hvortil der anvises kassemæssig dækning under Plan & Arkitekturs budget på funktion 8.24.5 (indskud i Landsbyggefonden), og
at bemyndige Bygge- og Teknikudvalget til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen under forudsætning af, at der ikke er væsentlige ændringer i forhold til det foreliggende.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsen-tationen anbefaler,
at der overføres 10,6 mio. kr. (2004 p/l) til Plan & Arkitekturs budget på funktion 8.24.5 til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad City. Der anvises kassemæssig dækning under Økonomiudvalgets budget, bevillingen økonomisk forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 boligpolitisk strategiplan (puljen "Flere boliger til unge"- fælles 4´ere).
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2004
Anbefalet.
Bygge- og Teknikforvaltningen oplyste, at projektets anskaffelsessum ikke er 19.380 kr./m2 som anført i indstillingen, idet den er steget til ca. 20.100 kr./m2.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2004
Anbefalet.
RESUME
På baggrund af
Københavns Kommunes udbud i 2003 af byg- og driftsherreopgaven til opførelse af
ungdomsboliger i Ørestad City har KPC-BYG A/S som bygherre og Lejerbo som
driftsherre fremsendt skema A-ansøgning om støtte i henhold til lov nr. 626 af
30. juni 2003 med senere ændringer om almene boliger samt støttede private
andelsboliger m.v. til opførelse af 288 almene ungdomsboliger i Ørestad.
Projektet, der
andrager 8.131 m2 bruttoetageareal, er udviklet af Nobel Arkitekter
A/S i samarbejde med Lejerbo og KPC, og er placeret i Ørestad City på nordsiden
af Arne Jacobsens Allé, nær indkøbscentret Field's og metrostationen. Ejendommen
er omfattet af lokalplan nr. 309 "Ørestad City Nord" og er beliggende i
underområde V bestående af den sydlige halvdel af byparken og byggefelterne
mellem parken og Arne Jacobsens Allé.
Der opføres 72
basisboliger på ca. 110 m2 boligareal excl. fællesareal, der
indrettes med 4 værelser á ca. 12 m2 samt to toilet/bad-rum og
fælles opholdsrum med køkken og garderobeareal. I bygningens stueetage tænkes
indrettet ca. 200 m2 med fællesareal, vaskeri, café og
servicefunktioner. Det er forudsat, at basisboligen typisk udlejes til 4 unge i
bofællesskab som en "fælles 4'er", men boligerne er indrettet fleksibelt,
således at de også kan bebos af andre grupper, fx gæstelærere eller familier.
Samtlige boliger mærkes dog som udgangspunkt som ungdomsboliger.
Projektets anskaffelsessum er ved skema A beregnet til 157.578.000 kr.
inkl. moms, hvoraf det kommunale grundkapitallån udgør 7 pct., svarende til 11.030.460
kr.
Finansieringen af det kommunale grundkapitallån
til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad City, sker via den boligpolitiske
strategiplan – dels via Økonomiudvalgets budget, bevillingen Økonomiske
forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 (puljen "Flere boliger til unge"- fælles
4´ere) med 10,6 mio. kr. (2004 p/l), dels for så vidt angår de resterende 0,4
mio. kr. via puljen afsat til almene familieboliger under Bygge- og
Teknikudvalget.
Kommunens
garantiforpligtelse udgør ca. 41 mio. kr.
Der ydes tillige
ungdomsboligbidrag, hvoraf kommunen godtgør staten 20 pct. svarende til ca. 240.700
kr. årligt.
Huslejen for et
værelse i en "fælles 4'er" udgør ca. 24.310 kr. årligt, svarende til 2.026 kr.
om måneden eller 884 kr. pr. m2 pr. år, ekskl. varme.
Det bemærkes, at boligarealet i det foreliggende projekt overskrider almenboliglovgivningens grænse på maksimalt 110 m2 pr. bolig i gennemsnit inkl. fællesarealer. Plan & Arkitektur har derfor aftalt med projektets arkitekt og bygherre, at projektet bearbejdes, således at arealbestemmelserne i almenboligloven overholdes.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte den 13. november 2003 Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningens indstilling (BR 504/03) om bedømmelsesudvalgets anbefaling af KPC-BYG A/S som bygherre og Lejerbo som driftsherre for 288 almene ungdomsboliger i Ørestad City (jf. bilag 3 til BR 504/03)
Efter seneste ændring af almenboligloven (ændringslov nr. 1233 af 27. december 2003) er der fra 1. januar 2004 indført maksimumsbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri. Anskaffelsessummen for almene familieboliger er fastsat til maks. 17.000 kr. pr. m2, og for almene ældre- og ungdomsboliger er den maksimale anskaffelsessum fastsat til 20.000 kr. pr. m2.
Dette projektet er, tillige med de øvrige projekter, der er valgt efter udbud 2003, jf. ovenfor, og hvorom der nu er indsendt skema A-ansøgning, omfattet af en overgangsbestemmelse, hvorefter maksimumsbeløbene ikke finder anvendelse for tilsagn om offentlig støtte, der meddeles inden den 1. juli 2004, såfremt der inden den 12. november 2003 (lovforslagets fremsættelse) er indgået forhåndsaftale om byggeriet eller er valgt bygherre.
Idet projektet udviser en anskaffelsessum på ca. 19.900 kr. pr. m2, og da indstilling om valg af bygherre var tiltrådt af både Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen inden den 12. november 2003, og da Bygge- og Teknikforvaltningen forventer at kunne meddele tilsagn inden 1. juli 2004, vil nærværende projekt ikke være bundet af maksimumsbeløbene.
Det er intentionen med dette projekt at skabe et
fremtidssikret alternativ til de normale "gangkollegier". Derfor vil projektet
blive opført som store basisboliger, i princippet som familieboliger, der dog
indrettes med fælles køkken/opholdsrum, to wc/bad og fire enkeltværelser. Det er
således forudsat, at en bolig skal kunne deles af fire unge i bofællesskab. Boligerne
mærkes som ungdomsboliger, men er teknisk indrettet således, at de i fremtiden
kan ændres og ommærkes til regulære familieboliger, hvis behovet skulle ændre
sig.
Der henvises i øvrigt til punktet Indledning i vedlagte bilag 1.
Der gøres opmærksom på, at der for almene familieboliger gælder dels en regel om, at den enkelte bolig maksimalt må udgøre 110 m2, dels en regel om, at boligernes samlede areal inkl. fælleslokaler i gennemsnit pr. bolig ikke må overskride 110 m2. På grund af den tænkte disponering af arealerne i stueetagen, overholder det foreliggende projekt ikke den sidste grænse. Plan & Arkitektur har derfor aftalt med projektets arkitek og bygherre, at projektet tilrettes, således at det sikres, at bebyggelse overholder almenboliglovens arealgrænser.
Eksisterende forhold - status for Ørestad City
Den aktuelle ejendom
er beliggende i Ørestad City på nordsiden af Arne Jacobsens Allé. Ejendommen
udgør ca. ¼ af et byggefelt beliggende mellem Arne Jacobsens Allé og Edvard
Thomsens Allé. Den øvrige del af byggefeltet forventes bebygget med dels et
parkeringshus, dels et erhvervsbyggeri.
Ørestad City kan
fuldt udbygget rumme 1,1 mio. m2 etageareal (ekskl. overbygning af
Øresundsforbindelsen).
De overordnede
trafikale infrastrukturanlæg Centerboulevard, Ørestads Boulevard, Metro, Arne
Jacobsens Allé og Hannemanns Allé samt flere adgangsveje, den 7,5 ha store
bypark, kanalen langs Arne Jacobsens Allé, Kay Fiskers Plads, vandkaskaderne
langs pladsen samt første del af centergaden og centertorvet i forbindelse med
Fields er etableret, og 4 erhvervsbyggerier, herunder centret Fields på
modsatte side af Arne Jacobsens Allé og KLP-huset på samme side som Signalhuset,
er taget i brug.
Hovedkanalen langs
Ørestads Boulevard er under etablering, og et nyt domicil for Københavns Energi
samt boligbebyggelsen M-huset er under opførelse. Endvidere er byggeprojekter
med et samlet etageareal på ca. 300.000 m2, herunder det nye
gymnasium, under forberedelse.
Ørestad City er, på
baggrund af beliggenheden i det trafikale knudepunkt mellem lufthavn, motorvej,
regionalbane og Metro, tænkt primært som et bykvarter med kommercielle og
finansielle erhvervsvirksomheder. Det er dog forudsat, at der skal opføres
mindst ca. 1.200 boliger i området. De aktuelle prognoser tyder på, at boligantallet
kommer op på ca. 1.600 boliger, der primært placeres omkring byparken.
Projektet
Signalhuset tager
udgangspunkt i de store bymæssige linier, der tegner Ørestad City og er tænkt,
med sin bygningsmæssige skala og arkitektur, at medvirke til at skabe et urbant
miljø langs Arne Jacobsens Allé.
Projektet, der er
udviklet i samarbejde med Nobel Arkitekter A/S, er baseret på en meget
rationelt formet bygningskrop med facader af farvede elementer. Langs alle
facader er der placeret altangange, altaner og terrasser, hvis værn kombineres
med lette og meget transparente skærme af galvaniseret strækmetal.
Selve bygningen får
en markant vertikal opdeling af facadeelementer og glaspartier i etagernes
fulde højde. Skærmene udføres som sammenhængende altanmotiver med strategisk
placerede partier af strækmetal i et åbent mønster. De gennemgående altaner/altangange
og de markante u-jern, der afslutter etagedækkene i den ydre facade, føjer
hertil en horisontal understregning
Bebyggelsen omfatter
et etageareal på ca. 8.000 m2 i 10 etager og med en delvist åben
stueetage, der fungerer som fællesareal og ankomstareal. Der opføres 72 basisboliger,
hver med et gennemsnitligt boligareal på ca. 110 m2. I den delvist
åbne stueetage indrettes 217 m2 fælleslokaler, samt café,
viceværtkontor og vaskeri. I kælderen
placeres depotrum, sikringsrum, teknikrum og affaldsrum. Samlet areal i kælder
udgør 600 m2.
Adgang til gårdrummet
sker fra Edvard Thomsens Vej via en port i den kommende erhvervsbebyggelse
eller via parkeringshuset, samt fra promenaden ud mod Arne Jacobsens Allé. Den
primære adgang til etagerne sker via elevatorer, som placeres i det store
fællesareal under bygningen. Adgang til elevatorer sker fra gårdside. Trapper
placeres som fritstående elementer ligeledes i gårdrummet.
I gårdrummet er
anvist et opholdsareal indrettet med borde, bænke og en boulebane, der er
værnet af hække og markeret af trærækker omgivet af et færdselsareal. Udformning
og indretning af gårdrummet forudsætter en nærmere bearbejdning med henblik på
at gøre det så attraktivt som muligt for beboere og ansatte og i forhold til vuet
fra promenaden.
For en nærmere gennemgang
af bebyggelsens facadeudformning og konstruktion samt indretning af boligplaner,
henvises til vedlagte redegørelse for planlægning, arkitektur, økonomi og
finansiering, der er vedlagt som bilag 1.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 309 "Ørestad City Nord" og er
beliggende i underområde V bestående af den sydlige halvdel af den 7,5 ha store
bypark og byggefelterne mellem parken og Arne Jacobsens Allé. Langs med Arne
Jacobsens Allé er fastlagt 4 byggefelter mellem Centerboulevard og Ørestads
Boulevard med facadelængder på 80-100 m. Ejendommen indgår i det andet
byggefelt regnet fra Centerboulevard.
Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 200 svarende til en
byggerummelighed på ca. 180.000 m2 for hele område V. Heraf skal
mindst 50.000 m2 etageareal anvendes til boliger, primært placeret i
byggefelterne ud mod byparken.
Det er intentionen med lokalplanen, at bebyggelse skal placeres og
udformes med henblik på særligt at markere de overordnede byrum, herunder Arne
Jacobsens Allé. Bebyggelsen skal i dimensionering, proportionering og
udformning tage udgangspunkt i den storskala, der fremgår af byggefelternes
bebyggelsestæthed og størrelse. Krav til bebyggelsens ydre fremtræden og
friarealer skal medvirke til at give området et helhedspræg af høj kvalitet.
Det tilstræbes at opnå et levende bymiljø med høj grad af integration mellem
erhverv og boliger og rige muligheder for såvel urbant som rekreativt byliv.
Bebyggelse mod Arne Jacobsens Allé skal opføres som sluttet
randbebyggelse i 8 etager med en gesimshøjde på 30-32 m. Stueetagen skal have
en højde på ca. 5 m, skal være tilbagetrukket 3-4 m og skal udføres overvejende
i klart glas.
Friarealet skal være af størrelsesordenen 40 pct. af boligetagearealet
og kan tilvejebringes dels på egen grund, dels ved andel i de fastlagte fælles
grønninger samt øvrige fællesarealer. Parkeringsdækningen udgør 1 plads pr. 200
m2 etageareal, og højst ¼ heraf må indrettes på terræn.
Projektet til Signalhuset er i overensstemmelse med lokalplanens
overordnede intentioner og med den overvejende del af de bebyggelsesregulerende
bestemmelser.
Det er ikke i overensstemmelse med lokalplanen at opføre bebyggelsen i
10 etager, men det fremgik allerede af udbudsmaterialet, at op til 10 etager
kunne forventes godkendt for at fastholde den fastsatte bygningshøjde med de
typisk lavere etagehøjder i boligbebyggelse.
Bygge- og Teknikforvaltningen fastholder, at stueetagen mod Arne
Jacobsens Allé skal udføres med visuelt åbne facader og indrettes med
udadvendte funktioner, hvorfor der ikke kan indrettes boliger. Herudover
skønnes det, at boliger ikke vil være attraktive på grund af trafikbelastningen
og beliggenheden under en 3-4 m bred udkragning. I projektet er ca. ½ af
facadelængden ud mod Arne Jacobsens Allé og ca. 1/3 af den
samlede facadelængde udnyttet med fælleslokaler og elevartortårne, mens resten
står åbent. Bygningen hviler på brede betonsøjler, der spænder ud i husdybden
og derved giver stueetagen tyngde. Indkig til gårdrummet gennem den åbne
stueetage stiller ekstraordinære krav til udformningen heraf. Bygningen kan
forberedes til, at stueetagen på sigt udbygges. Idet der kun er adgang til
bygningen fra gårdside, hvilket heller ikke er i overensstemmelse med
lokalplanen, vil der ved udbygning af stueetagen skulle tages hensyn hertil.
I forbindelse med opførelse af KLP-bygningen på Arne Jacobsens Allé
15-17 blev der meddelt dispensation til at øge højden på stueetagen til ca.
5,90 m samt den samlede bygningshøjde til ca. 32,90 m under forudsætning af, at
de øvrige bygninger i facaderækker udføres med samme højder.
I henhold til den efter lokalplanen vedtagne parkeringsstrategi for
Ørestad City, skal parkeringspladser overvejende indrettes i fælles
parkeringshuse, der muliggør dobbeltudnyttelse af pladserne samt mindsker
belastningen på de ubebyggede arealer. Indtil der er givet tilladelse til
opførelse af så meget byggeri, at der udløses krav om etablering af et antal
p-pladser svarende til kapaciteten i et p-hus, meddeles der dispensation til at
etablere parkeringen på terræn i byggefelter.
Bygge- og Teknikforvaltningen kan anbefale, at der meddeles de ovenfor
beskrevne dispensationer.
Københavns Kommunes boligpolitik
På mødet den 13. juni 2001 (BR 297/01) tiltrådte Borgerrepræsentationen den boligpolitiske strategiplan for 2001 - 2004. Indholdsmæssigt har planen bl.a. til formål at åbne mulighed for, at flere borgere vil blive boende i byen, samt at tilskynde til fornyelse af byens utidssvarende boligmasse med henblik på attraktive boliger. Desuden nævnes, at der skal tilvejebringes grundlag for, at nye boliger kan etableres nær byens herlighedsværdier. Endvidere tilkendegives det i strategiplanen, at nybyggeri skal være af høj arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet.
Med det aktuelle projektets beliggenhed i Ørestad City Nord - et nyt byområde tæt på Fields og Bella Center - er der nem adgang til byens centrum med Metro, der åbnede i oktober 2002. Selve bebyggelsen vil blive omkranset af rekreative områder med landskabelige kanaler, stisystemer m.v. Endvidere er det i lokalplanen forudsat, at området bebygges med rummelige boliger på mindst 85 m2 i gennemsnit og serviceerhverv.
Der er med det aktuelle projekt taget hensyn til fleksibilitet og beboersammensætning, dels ved at boligerne indrettes så de kan ændres fra ungdomsboligbofællesskaber til familieboliger, dels ved at beboerne i bofællesskaberne tillægges indflydelse på udlejningen.
Efter Bygge- og Teknikforvaltningens vurdering betyder disse forhold, at projektet lever op til kommunens boligpolitiske hensigter.
Udlejning og kommunal anvisning
Boligerne mærkes som almene ungdomsboliger og skal derfor udlejes til unge under uddannelse eller andre unge med særligt behov for en ungdomsbolig.
Der henvises i øvrigt til afsnittet Udlejning og kommunal anvisning i
vedlagte bilag 1.
Projektets anskaffelsessum
er opgjort til i alt 157.578.000 kr. inkl. moms, svarende til ca. 19.380 kr.
pr. m2 bruttoetagereal. Det samlede bruttoareal udgør ca. 8.131 m2.
Lejen er på det foreliggende grundlag beregnet til 884 kr. pr. m2
pr. år, ekskl. varme.
Finansiering af byggeriet sker efter reglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger. Der henvises i øvrigt til punkterne om økonomi og finansiering i vedlagte bilag 1.
Kommunens grundkapitallån vil på grundlag af den anslåede
anskaffelsessum, andrage ca. 11 mio. kr. (Udgiften afholdes af budgetansvarlig
institution: Plan & Arkitektur på funktion: 8.24.5 (indskud i
Landsbyggefonden)).
Finansieringen
af det kommunale grundkapitallån til opførelse af 72 almene boliger i Ørestad
City, sker via boligpolitiske strategiplan – dels via Økonomiudvalgets budget,
bevillingen Økonomiske forvaltning, anlæg funktion 6.51.3 (puljen "Flere
boliger til unge"- fælles 4´ere) med 10,6 mio. kr. (2004 p/l), dels for så vidt
angår de resterende 0,4 mio. kr. via puljen afsat til almene familieboliger
under Bygge- og Teknikudvalget.
Ungdomsboligbidraget
udgør årligt ca. 1.171.300
kr., hvoraf kommunen refunderer staten 20 pct. svarende til 234.260 kr., der afholdes af
budgetansvarlig institution: Plan & Arkitektur på funktion 5.94.1
Den kommunale garantiforpligtelse vil udgøre ca. 41 mio. kr.
Vurdering
Projektet lever med
sin overordnede arkitektoniske idé op til intentionerne om, at bebyggelsen skal
have en bærende idé og være af arkitektonisk høj kvalitet.
Opgaven at placere
et boligbyggeri på den udlagte matrikel, hvor den modstående bebyggelse i
karreen er et stort parkeringshus og nabobebyggelsen et endnu ikke defineret
erhvervsbyggeri, har været en udfordring, som arkitekten har formået at håndtere
ved at "lette" boligbyggeriet.
Dette er i første
omgang sket ved at hæve bygningen over terræn, så der skabes kontakt til
gårdrummet med de spinkle trægrupper og opholdsarealet med petanquebane.
Dernæst ved at give bygningen et "uformelt" udtryk med de farvede facadeelementer
og skærmpanelerne i strækmetal. Begge udgør et forfriskende indslag mellem
bygninger i glas, stål og natursten og vurderes tillige at bibringe facaden et
levende og varieret udtryk, som et godt modspil til "naboerne".
Fællesarealet i
stueplan med fællesfunktionerne er med til at skabe et åbent og sikkert
ankomstareal, der vil opfattes lyst og venligt, idet lyset fra himlen og fra de
opstillede lysgivere vil reflekteres i kanalen langs Arne Jakobsens Allé.
Gårdrummet skal
gives en sammenhængende udformning, der tager højde for de forskellige
bygninger/funktioner i karreen. Den viste indretning af gårdrummet ved
Signalhuset forekommer meget "åben", og en videre bearbejdning må bl.a. tage højde
for eventuelle "vindlommer".
Projektet vurderes ikke at have negative miljømæssige
konsekvenser. Der henvises i øvrigt til afsnittet om miljøforhold i vedlagte bilag 1.
Høring
Plan & Arkitektur har indhentet udtalelser fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljøkontrollen, Københavns Energi og Byggeri & Bolig.
Byggeri og bolig har afgivet udtalelse af 23. marts 2004, hvoraf det fremgår, at indretningen af hver bolig med 4 værelser til unge medfører, at hvert af de 4 værelser skal udgøre en selvstændig brandcelle, og at kravene til flugtveje ikke er opfyldte.
Efterfølgende har
byg- og driftsherrre i samråd med Plan & Arkitektur og Byggeri &
Bolig tilrettet projektet, bl.a. ved at indtegne en flugtvejspassage gennem
bygningen fra facaden til gårdsiden, således at kravene til brandsikkerhed nu
er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til redegørelsen om planlægning,
arkitektur, finansiering og økonomi, der er vedlagt som bilag 1.
De øvrige hørte instanser kan alle godkende det foreliggende projekt under forudsætning af, at nærmere specificerede krav opfyldes i forbindelse med den endelige byggesagsbehandling. De indhentede høringssvar er vedlagt til gennemsyn i Bygge- og Teknikborgmesterens forkontor.
BILAG VEDLAGT
1. Redegørelse for planlægning, arkitektur, økonomi og finansiering, m.v..
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BYGGE-
OG TEKNIKBORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
A. Revideret skema A-ansøgning af 2. april 2004 om støtte til opførelse af 288 almene boliger til unge
B. Projektbeskrivelse
C. Tegningsbilag
D. Omslag med høringssvar
Mette Lis Andersen Erik Jacobsen