Mødedato: 09.06.2004, kl. 16:00

Den Islamiske Have i Valbyparken

Den Islamiske Have i Valbyparken

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 9. juni 2004

 

 

BR 300/04

Den Islamiske Have i Valbyparken

Den Islamiske Have i Valbyparken

 

 

Indstilling om, at dommerkomitéens betænkning vedrørende valg af vinderprojekt til udførelse og øvrige præmiering tiltrædes i overensstemmelse med bilag 1 (lukket dagsorden), samt at der gives en anlægsbevilling på 1,35 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3, parker og legepladser) til anlæggelse af Den Islamiske Have.

                                                                 (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at  dommerkomitéens betænkning vedrørende valg af vinderprojekt til udførelse og øvrige præmiering tiltrædes i overensstemmelse med bilag 1 (lukket dagsorden),

at der gives en anlægsbevilling på 1,35 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3, parker og legepladser) til anlæggelse af Den Islamiske Have

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2004

Anbefalet.

 

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 8. oktober 2003 at igangsætte processen for etablering af en islamisk have i Valbyparken. Beslutningen blev truffet på baggrund af et forslag fra Styregruppen for Temahaverne om at udskifte en af de oprindelige haver fra 1996 – Have og Rum – med en ny have. Valget af temaet "Den Islamiske Have" skyldes, at denne havetradition, bl.a. i skikkelse af de mauriske haver i Granada (Alhambra) i Spanien har været en vigtig inspiration for dansk og europæisk havekunst. Temaet er desuden inspireret af Københavns mange etniske grupper, som i udstrakt grad har fundet vej til og benytter Valbyparken til familieskovture.

I midten af januar 2004 udskrev Københavns Kommune ved Vej & Park en idékonkurrence om en islamisk have i Valbyparken for landskabsarkitektstuderende ved de tre uddannelsessteder i Danmark. Der indkom 29 forslag, som er blevet vurderet af en dommerkomite bestående af professor Ib Asger Olsen, landskabsarkitekt Jane Schul, Fatima Andersen fra Foreningen Muslimske Kvinder og byrumschef
Jon Pape, Vej & Park.

Vinderforslaget detailprojekteres af Vej & Park i samarbejde med vinderen. Den Islamiske Have indvies søndag den 1. august 2004 i forbindelse med arrangementet Fokus på haven & Rosenkåring 2004.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte i 2001 Bygge- og Teknikudvalgets beslutning om at give Temahaverne i Valbyparken status af et havekulturelt udviklingsområde. Implicit i beslutningen ligger idéen om med mellemrum at nedlægge og forny haver, så der sker en løbende fornyelse og således, at området ikke får museal karakter.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Da København i 1996 var kulturby, arrangerede Have & Landskabsrådet sammen med Københavns Kommune Danmarks største haveudstilling nogensinde, "Havekultur '96", med 17 nyanlagte temahaver i Valbyparken.

Temahaverne blev til i et samarbejde mellem kommunen, det private erhvervsliv og interesseorganisationer. 

Efter kulturbyåret blev der nedsat en styregruppe for temahaverne. Formandskabet og sekretariatsfunktionen varetages af Vej & Park. De øvrige medlemmer af styregruppen repræsenterer Have & Landskabsrådet, Det Danske Haveselskab, Stads- og Kommunegartnerforeningen, Kolonihaveforbundet i Danmark og Danske Landskabsarkitekter.

Siden havernes anlæggelse i kulturbyåret 1996 er to haver blevet nedlagt og to nye blevet anlagt: Børnenes Årtusindskifte Have i 2000 og Dahliahaven i 2001. I takt med disse forandringer, er borgernes opmærksomhed overfor Valbyparkens rekreative potentiale vokset, og det er glædeligt at konstatere, at flere og flere bruger parken til rekreative formål. Blandt brugerne er der mange af anden etnisk oprindelse end dansk. 

 

Processen omkring havens tilblivelse

I midten af januar 2004 udskrev Københavns Kommune ved Vej & Park en idékonkurrence om en islamisk have i Valbyparken for landskabsarkitektstuderende ved de tre uddannelsessteder i Danmark.

Studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole, Landbohøjskolen og Arkitektskolen i Aarhus blev inviteret at komme med visionære ideer til, hvordan haven skal indrettes. Hovedpræmien er – under forudsætning af Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse – at vinderforslaget anlægges og indvies i 2004. Med 1. præmien følger et rejselegat på minimum 25.000 kr. I alt uddeles 50.000 kr. i præmier.

Vinderforslaget detailprojekteres og udbydes af Vej & Park, der også står for det efterfølgende tilsyn i anlægsfasen. Vinderen af konkurrencen inviteres til at indgå i processen omkring detailprojektering, udbud og anlægsfase med læringsperspektivet i at følge sit eget projekt til dørs for øje. Samarbejdet styrker samtidig forvaltningens åbning overfor og mulighed for at være i dialog med uddannelsesstederne.

 

Moderne fortolkning af paradisdrømmen

Der er i idékonkurrencen lagt vægt på, at de studerende nyfortolker haven gennem en moderne og nutidig approach.

I mere end 1200 år har den islamiske have symboliseret muslimernes drøm om Paradisets Have, som vi mistede på grund af vores synder, men som den rettroende skal komme tilbage til efter sin død. 

Fra Andalusien i Sydspanien i vest til Indonesien i øst findes muslimernes paradis-haver gengivet som indhegnede oaser karakteriseret af stor frugtbarhed. De er opbygget over korsformen, der symboliserer Paradisets fire floder, som strømmer i retning af hver sit verdenshjørne. I midten er en fontæne med vand. I haven kan mennesket rekreere sig efter dagens hårde slid og møje.

 

Dommerkomiteen

Dommerkomiteen der består af medlemmer repræsenterende Bygge- og Teknikforvaltningen, landskabsarkitektfaget samt det etniske miljø, har ved vurderingen af de indkomne forslag lagt vægt på de kriterier, som er nævnt i konkurrenceprogrammet, først og fremmest at få belyst en nytolkning af den islamiske have. Ved bedømmelsen af forslagene er der desuden lagt vægt på:

-         Visioner og udtryk, som er karakteristiske for en islamisk have i dag

-         Formsprog og brugen af planter

-         Projektidéens relationer til den traditionelle, islamiske havekunst, samt evnen til samtidig at repræsentere et bud på en moderne tolkning heraf 

 

Vinderprojektet

Dommerkomiteen har blandt de 29 indkomne idéoplæg udpeget et, som ønskes detailprojekteret og udført i løbet af de kommende måneder med henblik på indvielse den 1. august 2004.

Vinderforslaget, der præmieres med et rejselegat på 30.000 kr., lever op til de i konkurrenceprogrammet opstillede krav og udmærker sig dels ved sin overbevisende hoveddisponering, dels ved sin sikre behandling af opgavens forskellige fysiske delelementer. 

Forslagets disponering er enkel og præcis. Plantevalget er fint og bevidst, og forholder sig til stedet og dets karakter. Formsproget formår at bruge cirklen – der er karakteristisk for Temahaverne i Valbyparken - uden at løsningen virker fortænkt eller forkrampet. Oplægget repræsenterer en fin og moderne fortolkning af den islamiske have og anvender på harmonisk vis kendte elementer som mosaikmønstre, vand, løvtag og buegange. Forslaget giver mange siddepladser og muligheder for ophold, således at flere personer og grupper vil kunne anvende haven samtidig uden at forstyrre hinanden.

Forslaget giver ikke alene en smuk helhedsløsning, men er tillige økonomisk muligt at realisere. Det bliver en unik islamisk have som vil være et tilskud til de øvrige temahave r i Valbyparken.

Konkurrenceforslagene er indleveret anonymt og kuverterne vil først blive åbnet, når dommerkomiteen mødes igen medio maj. Af samme årsag er forvaltningen ikke bekendt med personen bag vinderforslaget, hvorfor dommerbetænkningen vedlægges som lukket pkt. på dagsordenen.

Dommerkomiteen har foruden vinderprojektet udpeget tre konkurrencebidrag, der præmieres med mindre beløb – hhv. 10.000 kr., 5.000 kr. og 5.000 kr. - for gode ideer.

 

Økonomi

Der er afsat 1 mio. kr. på Investeringsplanen for 2004 til realisering af den nye temahave i Valbyparken. Efter en økonomisk kvalitetssikring af vinderforslaget vurderer forvaltningen, at de samlede omkostninger vil beløbe sig til 1,35 mio. kr.

Forvaltningen foreslår, at projektet Sti til Kløvermarken til 1 mio. kr. udskydes, og at 0,35 mio. kr. af midlerne til dette projekt i stedet anvendes til Den Islamiske Have. (De øvrige midler anvendes til Otto Krabbes Plads).

Anlægsbevillingen på 1,35 mio. kr. finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3, parker og legepladser) til anlæggelse af Den Islamiske Have ønskes frigivet med denne indstilling og anbefalet til godkendelse i Økonomiudvalget og BR.

 

Miljøvurdering

I forbindelse med nedlæggelsen af den nuværende temahave Have & Rum vil eksisterende materiel bliv søgt genanvendt i Den Islamiske Have alternativt lagt i depot på materialepladsen i Valbyparken, så bortkørsel af materiale undgås.

 

Høring

Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening er blevet kontaktet  i forbindelse med udskrivningen af konkurrencen.

Vej & Parks eksterne handicappanel, hvis medlemmer er udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI, vil blive præsenteret for vinderforslaget og blive bedt om at bidrage til at sikre tilgængelighed for handicappede.

 

Andre konsekvenser

Samtlige 29 indkomne forslag vil blive forsøgt udstillet lokalt i forbindelse med anlægsperioden og indvielsen af den nye temahave.

Anlæggelsen af Den Islamiske Have og indvielsen søndag den 1. august 2004 i forbindelse med arrangementet Fokus på Haven & Rosenkåring 2004 forventes at skabe positiv omtale i medierne. Denne opmærksomhedsskabelse ligger implicit i Styregruppen for Temahavernes strategiske arbejde med at skærpe borgernes bevidsthed om Valbyparkens mange spændende, rekreative tilbud.

 

BILAG VEDLAGT (Lukket dagsorden)

1.      Dommerkomiteens betænkning (lukket dagsorden)

2.      Vinderforslag til Den Islamiske Have (lukket dagsorden)

 

 

Ole Bach

 


Til top