Mødedato: 09.05.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

HOFOR - Ordinær generalforsamling 2019

Se alle bilag

Der afholdes ordinær generalforsamling 2019 i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Kom­­ple­men­tar A/S den 28. maj 2019.

Generalforsamlingen gennemføres som en papirgeneralforsamling og protokolleres, som det fremgår af bilag 1 og 2. På generalforsamlingen skal der tages stilling til en række almindelige dagsordenspunkter, herunder godkendelse af årsrapporterne for 2018 samt meddelelse af decharge vedrørende de forhold, som generalforsamlingen orienteres om i protokollaterne og årsrapporterne (jf. bilag 1-4). Endvidere skal generalforsamlingen godkende, at forrentningsefterslæbet i HOFOR Fjernvarme P/S udloddes til HOFOR Forsynings Holding P/S, samt at der sker en kapitalnedsættelse i HOFOR Fjernvarme P/S med henblik udlodning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at der gennemføres papirgeneralforsamlinger i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S, som protokolleret i bilag 1 og 2, herunder,
  2. at generalforsamlingerne godkender bestyrelsens beretning for selskaberne, jf. vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2,
  3. at det godkendes, at generalforsamlingerne godkender årsrapporterne for selskaberne, jf. vedlagte årsrapporter i bilag 3 og 4,
  4. at det godkendes, at generalforsamlingerne meddeler bestyrelse og direktion decharge (ansvarsfrihed),
  5. at det godkendes, at generalforsamlingerne godkender de i årsrapporterne indeholdte forslag til disponering af årets resultat, jf. årsrapporterne bilag 3 og 4,
  6. at det godkendes, at generalforsamlingerne tiltræder udlodning af ordinært udbytte samt kapitalnedsættelse og vedtægtsændring i HOFOR Fjernvarme P/S (bilag 5, 6 og 7),
  7. at det godkendes, at der gives bemyndigelse til udstedelse af erklæring til HOFOR Fjernvarme P/S, jf. bilag 8,
  8. at det godkendes, at generalforsamlingerne genvælger Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som revisor.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Partner- og aktieselskaberne i de af Københavns Kommune 100 pct. ejede dele af HOFOR Koncernen skal holde ordinære general­for­samlinger inden udgangen af maj 2019. Københavns Kommune udgør, som ene­aktionær, generalforsamlingen i HOFOR Forsyning Hol­ding P/S og HOFOR Forsyning Kom­ple­mentar A/S.

Løsning

Borgerrepræsentationen repræsenter som eneaktionær Københavns Kommune på generalforsamlingen. Borgerrepræsentationen skal således træffe beslutning vedrørende de spørgsmål, der skal behandles på generalforsamlingerne. I den forbindelse bemærkes det, at Borgerrepræsentationen kun taler med én stemme på generalforsamlingerne. Stemmeafgivelsen på generalforsamlingerne sker derfor i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning.

Det vurderes, at Borgerrepræsentationens beslutning om, hvordan der skal stemmes på generalfor­sam­ling­erne, mest hensigtsmæssigt sker på samme måde som alle andre beslutninger, som Borgerrepræsentationen skal træffe. Derfor lægges der med denne indstilling op til, at Borgerrepræsentationen på bag­grund af indstillingen fra Økonomiforvaltningen beslutter forløbet af og stemme­afgiv­elsen på de efterfølgende papirgeneralforsamlinger.

Ved en papirgeneralforsamling forstås en generalforsamling, hvor aktionærerne ikke møder per­sonligt frem, men på forhånd har besluttet, hvordan der skal stemmes.

Hvis Borgerrepræsentationen kan tiltræde indstillingen, vil generalforsamlingerne blive protokolleret, som det fremgår af de vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2.

Årsrapporterne

De væsentligste begivenheder i HOFOR Koncernen samt årets resultat fremgår af de vedlagte årsrapporter for HOFOR Forsyning Holding P/S (bilag 3) og HOFOR Forsyning Komplementar A/S (bilag 4).

På side 6 i HOFOR koncernens årsrapport (bilag 3) ses et selskabsdiagram over HOFOR koncernen, og på side 10 ses en oversigtstabel med HOFORs regnskabstal for de seneste 6 år. HOFORs ordinære resultat før skat og minoritetsinteresser blev i 2018 et overskud på 755 mio. kr. (304 mio. kr. i 2017). HOFOR forventer et lavere resultat for året 2019, da 2018 var præget af særlige forhold (afgørelse i HOFOR Fjernvarme P/S sag om forrentning af indskudskapital, som omtales i bilag 3).

HOFORs omsætning i 2018 var 6.671 mio. kr., og HOFOR Forsynings Holdings P/S's andel af egenkapitalen udgjorde 11.155 mio. kr. ud af en samlet balancesum på 33.890 mio. kr. Soliditetsgraden er dermed 33 pct. I 2018 var der 1.331 medarbejdere ansat i koncernen.

På de kommercielle områder leverede Energiproduktion (Amagerværket) i 2018 et positivt resultat på 38 mio. kr.  før skat, Fjernkøling fik et overskud på 14 mio. kr. før skat, og HOFOR Vind A/S fik et overskud på 11 mio. kr. før skat.

Årsrapporten beskriver endvidere HOFORs tilgange og arbejde med de mål, som blandt andet understøtter Københavns Kommunes målsætninger inden for forsyningsområdet. Dette omhandler fx kraftvarme med biomasse, dampkonvertering, klima- og skybrudsinvesteringer, blødere vand m.m. Målsætningerne er endvidere bundet op på FN's verdensmål.

HOFOR omtaler i forordet til årsrapporten, at HOFOR i 2018 har haft en række sager i medierne vedrørende dårlige arbejdsvilkår og skattefusk blandt leverandører og underleverandører. HOFOR bemærker i den sammenhæng, at "Vi (HOFOR) kan ikke love, at vores leverandører og underleverandører til enhver tid overholder alle regler om arbejdsvilkår. Men vi kan love, at de kender HOFORs krav, og at vi løbende tjekker op på, om de lever op til vores forventninger til dem. Gør de ikke det, kommer vi efter dem."

Årsrapporterne er vedlagt som bilag 3 og 4.

Udlodning

Borgerrepræsentationen har tidligere taget stilling til, at HOFOR skal forrente kapitalen i HOFOR Fjernvarme med henblik på, at forrentningsmidlerne anvendes til at finansiere de initiativer i Klimaplanen KBH 2025, som er udlagt til HOFOR (BR 11. februar 2016, dagsordenspunkt 27 og ØU 14. august 2018, dagsordenpunkt 15, bilag 1). 

HOFOR Fjernvarme P/S har nu fået lov til at indregne et forrentningsefterslæb for perioden 2006-2018, som HOFOR og Økonomiforvaltningen indstiller udloddes til HOFOR Forsyning Holding P/S.

Økonomiforvaltningen vurderer således, at midlerne bedst sikres ved at udlodde dem til koncernmoderselskabet HOFOR Forsyning Holding P/S, samt at det er fra koncernmoderselskabet, at midlerne kan videreformidles til andre investeringer inden for energiområdet, uden modregning i kommunens bloktilskud (ved udlodning til kommunen er der 100 pct. modregning i bloktilskuddet). 

Da midlerne fra HOFOR Forsyning Holding P/S kan kanaliseres til nye grønne investeringer indenfor energiområdet, kunne der fx være tale om finansiering af store havvindmølleparker på Øresund, hvor HOFOR netop har fået tilladelse til at iværksætte forundersøgelser af mulighederne for havvindmøller.

Samtidigt skal der regnskabsteknisk gennemføres en nedskrivning af opskreven værdier fra HOFOR Fjernvarme P/S's stiftelse (KE Varme i 2005) svarende til 421 mio. kr. Dernæst gennemføres der en kapitalnedsættelse med henblik på udlodning fra 500 mio. kr. til 40 mio. kr. i selskabskapital, og afslutningsvist afgives der en erklæring fra HOFOR Forsyning Holding P/S til HOFOR Fjernvarme P/S med henblik på at betrygge bestyrelsen i HOFOR Fjernvarme P/S, hvis det, mod forventning og Energitilsynets afgørelse, skulle vise sig, at endnu ikke opkrævet forrentningsefterslæb ikke kan hjemtages. 

HOFOR oplyser, at fjernvarmepriserne ikke vil stige i indregningsperioden, som følge af indregning af forrentningsefterslæbet, jf. bilag 5.  

Decharge

Meddelelse af decharge er et vedtægtsbestemt generalforsamlingspunkt i HOFOR. Med decharge menes der ansvarsfrihed.

Når generalforsamlingerne meddeler HOFORs ledelse decharge/ansvarsfrihed, betyder det, at Københavns Kommune, som ejer af HOFOR, ikke kan rejse en erstatningssag mod ledelsen for de forhold, som Københavns Kommune bliver gjort bekendt med på generalforsamlingerne.

I al væsentlighed bliver Københavns Kommune gjort bekendt med de oplysninger, som fremgår af årsrapporterne fra HOFOR, samt hvad der ellers blev oplyst i forbindelse med afholdelsen af selve generalforsamlingen, jf. protokollaterne. Decharge/ansvarsfriheden omfatter således ikke forhold, som generalforsamlingen ikke er oplyst om i enten årsrapporterne eller på generalforsamlingen.

Valg af revisor

Valg af revisor er et formelt vedtægtsbestemt generalforsamlingspunkt, men da revisoropgaven er udbudspligtig, indstilles det, at vinderen af det seneste revisionsudbud, Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, formelt bliver valgt som HOFORs revisor.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Borgerrepræsentationens beslutning meddeles HOFOR. 

 

Peter Stensgaard Mørch                 /Mads Grønvall 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at Borgerrepræsentationen som generalforsamling beslutter,

  1. at det godkendes, at der gennemføres papirgeneralforsamlinger i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S, som protokolleret i bilag 1 og 2, herunder,
  2. at generalforsamlingerne godkender bestyrelsens beretning for selskaberne, jf. vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2,
  3. at det godkendes, at generalforsamlingerne godkender årsrapporterne for selskaberne, jf. vedlagte årsrapporter i bilag 3 og 4,
  4. at det godkendes, at generalforsamlingerne meddeler bestyrelse og direktion decharge (ansvarsfrihed),
  5. at det godkendes, at generalforsamlingerne godkender de i årsrapporterne indeholdte forslag til disponering af årets resultat, jf. årsrapporterne bilag 3 og 4,
  6. at det godkendes, at generalforsamlingerne tiltræder udlodning af ordinært udbytte samt kapitalnedsættelse og vedtægtsændring i HOFOR Fjernvarme P/S (bilag 5, 6 og 7),
  7. at det godkendes, at der gives bemyndigelse til udstedelse af erklæring til HOFOR Fjernvarme P/S, jf. bilag 8,
  8. at det godkendes, at generalforsamlingerne genvælger Deloitte, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som revisor.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Vi finder ikke, at der skal skabes store overskud i forsyningsselskabet, men at der kun bør opkræves det hos forbrugerne, som er nødvendigt for at drive forsyningsselskabet. Vi mener ikke, at selskabet skal gå ud i nye energiproducerende aktiviteter, som lige så godt kunne have været privatdrevne.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. maj 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre og Liberal Alliance tilsluttede sig:

”Vi finder ikke, at der skal skabes store overskud i forsyningsselskabet, men at der kun bør opkræves det hos forbrugerne, som er nødvendigt for at drive forsyningsselskabet. Vi mener ikke, at selskabet skal gå ud i nye energiproducerende aktiviteter, som lige så godt kunne have været privatdrevne.”

Til top