Forespørgsel til beskæftigelses- og integrationsborgmesteren om opfølgning på Borgerrepræsentationens beslutning d. 12/11-2015 og status på samarbejdet med foreninger om anti-radikaliseringsarbejdet
Forespørgsel
Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren bedes gøre rede for,
1. Hvornår, hvordan og hvorledes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har efterfulgt det, som Borgerrepræsentationen d. 12/11-2015 pålagde forvaltningen i forhold til samarbejdet med foreninger om anti-radikaliseringsarbejdet. Det forvaltningen blev pålagt d, 12/11-2015 var følgende:
i. på første møde muligt at redegøre for om de foreninger, som forvaltningen samarbejder med i anti-radikaliseringsarbejdet, herunder særligt Det Islamiske Trossamfund, lever op til de demokratiske værdier og krav om at styrke sammenhængskraften i lokalområderne, som Ekspertgruppen til Forebyggelse af Radikalisering anbefaler, at samarbejdet hviler på.
ii. at kontakte Det Islamiske Trossamfund og evt. andre foreninger, som i lighed med Det Islamiske Trossamfund er fremkommet med udtalelser i offentligheden, der giver grundlag for at stille spørgsmålstegn ved deres opslutning til de nævnte værdier, med henblik på at foreningerne forklarer, hvordan udtalelserne er i overensstemmelse med de nævnte værdier.
iii. at indstille samarbejde med foreninger, som forvaltningen vurderer, ikke lever op til de nævnte værdier.
iiii. at forholde de nævnte eksempler for Islamisk Trossamfund, og bede dem forholde sig til om de er enige i de holdninger, de pågældende prædikanter er kommet med, eller om de tager afstand fra dem.
2. Hvilke konsekvenser det har haft i samarbejdet og relationerne mellem Københavns Kommune og Det Islamiske Trossamfund, at der fra Det Islamisk Trossamfunds lokaler rent faktisk var en opstart af en heltebegravelse af terroristen Omar El-Hussein i februar 2015?
3. Status på det samarbejde der er i dag mellem Københavns Kommune og de foreninger, som forvaltningen samarbejder med i anti-radikaliseringsarbejdet.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Motivering
Det fremgår af Borgerrepræsentationens beslutning den 12/11-2015, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blev pålagt at indstille samarbejde med foreninger, som forvaltningen vurderer ikke lever op til demokratiske værdier og krav om at styrke sammenhængskraften i lokalområderne.
Denne beslutning blev truffet efter, at det var kommet frem at Det Islamiske Trossamfund stod bag:
- invitation til imam Haitham al-Haddad, som er kendt for at acceptere vold mod kvinder og mener, at jøder er efterkommere af svin og aber.
- samarbejde med Bilal Philips og Khalid Yassin, der ikke anerkender ligestilling af kvinder og går ind for dødsstraf til homoseksuelle.
- opslag på sociale medier såsom YouTube om, at man straffes af Gud for at se X Factor i mere end to minutter, at det ikke tilrådes at blive social- og sundhedsassistent, og at det ikke er tilladt at holde jul.
Dansk Folkeparti er tvivlsom overfor, om Det Islamisk Trossamfund har ændret sin fundamentalistiske tilgang og er tvivlsom overfor om kommunen i fuldt omfang har efterkommet BR-beslutningen af 12/11-2015.
Dansk Folkeparti mener derfor, at det er vigtigt at få en status på hvilket samarbejde, der i dag er mellem Københavns Kommune og de foreninger, som forvaltningen samarbejder med i anti-radikaliseringsarbejdet. Dansk Folkeparti ønsker derfor en liste over hvilke foreninger, som Københavns Kommune uanfægtet har fortsat samarbejdet med, hvilke foreninger som kommunen har afbrudt samarbejdet med og hvilke foreninger som kommunen eventuelt delvist har afbrudt samarbejdet, herunder på hvilke områder samarbejdet er ophørt.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 9. maj 2019
Forespørgslen blev besvaret.