Mødedato: 09.02.2006, kl. 17:30

Ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S

Ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 9. februar 2006

 

 

BR 68/06

Ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S

Ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S

 

 

Indstilling om, at ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S på 38.455.340 kr., som i 2005 er bogført på Økonomiudvalget, konto 8.05.5 ("kassen") og modposteret på 7.21 ("aktieudbytte"), reserveres til evt. finansiering af en multiarena ved Bella Center.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S på 38.455.340 kr., som i 2005 er bogført på Økonomiudvalget, konto 8.05.5 ("kassen") og modposteret på 7.21 ("aktieudbytte"), reserveres til evt. finansiering af en multiarena ved Bella Center

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Københavns Kommune ejer 19,23 % af aktierne i Bella Center A/S og har ultimo 2005 fra selskabet fået udbetalt et ekstraordinært udbytte på 38.455.340 kr. som er bogført på Økonomiudvalget, konto 8.05.5 ("kassen") og modposteret på 7.21 ("aktieudbytte").

 

Økonomiudvalget besluttede i mødet den 11. oktober 2005 (ØU 442/2005) at bemyndige Økonomiforvaltningen til at arbejde videre med at undersøge muligheden for at medvirke til opførelse af en multiarena ved Bella Center, herunder for bl.a. at lade indtægter fra salg af kommunens aktier i Bella Center A/S indgå i multiarenaens kapitalgrundlag.

 

Processen omkring muligheden for opførelse af en multiarena ved Bella Center er endnu ikke afsluttet. Da værdien af kommunens aktiepost, som forudsættes at kunne indgå i finansieringsgrundlaget, gennem udbyttebetalingen er reduceret tilsvarende, foreslås det, at kommunens udbytte reserveres til finansiering af en evt. multiarena ved Bella Center.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune ejer aktier til en nominel værdi af 24.971.000 kr. i Bella Center A/S, svarende til 19,23 % af aktiekapitalen på 129.884.000 kr.

 

I aktionæroverenskomst mellem kommunen og majoritetsaktionæren i Bella Center A/S, tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 17. marts 2005 (BR 187/05), er det aftalt, at parterne vil undersøge mulighederne for opførelse af en multiarena ved Bella Center, herunder evt. behov for afkald på økonomiske servitutter eller anden offentlig støtte.

 

Som led i strategiplan Vision 2010 for Bella Center A/S, vedtaget 3. oktober 2005, blev der peget på en model, hvor en multiarena med 15.000 siddepladser til en pris af 600 mio. kr. opføres ved Bella Center af et selskab med deltagelse af f.eks. staten, Københavns Kommune, Bella Center A/S og private fonde.

 

Økonomiudvalget besluttede i mødet den 11. oktober 2005 (ØU 442/2005) at bemyndige Økonomiforvaltningen til at arbejde videre med en undersøgelse af mulighederne for at medvirke til opførelse af en multiarena ved Bella Center, herunder muligheden for at lade indtægterne fra salg af kommunens aktier i Bella Center A/S og kommunens økonomiske servitutter på Bella Center A/S' ejendom indgå i multiarenaens kapitalgrundlag.

 

På baggrund af en bemyndigelse, som blev vedtaget på selskabets ekstraordinære generalforsamling den 11. november 2005, besluttede selskabets bestyrelse den 20. december 2005 at uddele 200.021.360 kr. i ekstraordinært udbytte, idet kommunens andel heraf udgør 38.455.340 kr.

 

Da processen omkring muligheden for opførelse af en multiarena ved Bella Center ikke er afsluttet, og da værdien af kommunens aktiepost, som forudsættes at kunne indgå i finansieringsgrundlaget, ved udbyttebetalingen er reduceret tilsvarende, foreslås det, at udbyttet på ca. 38 mio. kr. reserveres til en evt. multiarena ved Bella Center, indtil nævnte proces er afsluttet.

 

Når der foreligger en endelig afklaring af hjemmelsgrundlag, statens medvirken og planforhold samt anlægs-, driftsbudgetter og endelig finansiering, vil forvaltningen forelægge ny indstilling for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

ØKONOMI

 

Københavns Kommune har modtaget ekstraordinært udbytte i Bella Center A/S på 38.455.340 kr., som i 2005 er bogført på Økonomiudvalget, konto 8.05.5 ("kassen") og modposteret på 7.21 ("aktieudbytte").

 

Beløbet foreslås reserveret til evt. finansiering af en multiarena ved Bella Center.

 

 

MILJØVURDERING

-

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

-

 

BILAG

-

 

 

 

Bjarne Winge                   

/ Paul Sax Møller

 

Til top