Mødedato: 08.10.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 517 På bjerget, Bispebjerg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 517 På bjerget. Forslaget muliggør, at der kan indrettes et lægehus i den eksisterende bebyggelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at tillæg 1 til lokalplan 517 På bjerget (bilag 2) godkendes.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker, at stueetagen på Bispebjerg Torv 16 og Frederiksborgvej 150-152 kan anvendes til lægehus.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til tillæg til lokalplan, der har været i høring fra den 8. juni 2020 til den 22. juni 2020. Forvaltningen har modtaget to henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringer. 

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplan har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Forvaltningen foreslår at imødekomme Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ønske om en anvendelsesændring, idet der generelt er et behov for flere lægehuse i området. Anvendelsen kan ikke rummes inden for den eksisterende lokalplan, og det er derfor nødvendigt at udarbejde et tillæg til lokalplanen. Alle øvrige planmæssige forhold vil fortsat være reguleret i den gældende lokalplan På bjerget.

Byliv

København skal efter Fællesskab København indrette byrummene, så det kan bruges til flere af hverdagens gøremål på den samme plads. Planforslaget understøtter denne ambition ved at give mulighed for etablering af et lægehus ved Bispebjerg Torv.

Parkering

Der stilles ikke krav om yderligere parkeringspladser i planforslaget, da der er tale om en anvendelsesændring. Der skal ikke bygges nyt og tillægget muliggør ikke fremtidig nybygning på grunden. Der er et antal parkeringspladser langs Bispebjerg Torv, som vil kunne benyttes af de besøgende, som kommer med bil.

Forvaltningen har ikke udarbejdet faktaark, da tillægget udelukkende omhandler en mindre ændring af anvendelsen af eksisterende bebyggelse.

Høring

De to modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. Høringssvarene er fra Københavns Museum og Metroselskabet I/S, der begge ikke har bemærkninger til planforslaget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

 Søren Wille                                   /Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan 517 På bjerget (bilag 2).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 14. september 2020

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2020

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top