Mødedato: 08.10.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Københavns Kommunes høringssvar til landsplandirektiv for Svanemøllens Kaserne

Se alle bilag

Der skal tages stilling til kommunens høringssvar til et forslag til landsplandirektiv for anvendelse af Svanemøllens Kaserne. Landsplandirektivet udstedes af erhvervsministeren og erstatter kommunal planlægning (kommune- og lokalplan) for området. Dette begrundes med statslige interesser vedr. national sikkerhed knyttet til de nye funktioner, der ventes indrettet på kasernen som udmøntning af politiske aftaler på forsvarsområdet. De væsentligste emner i høringssvaret er konsekvenserne af nye funktioner og nyt byggeri i området samt projektets overordnede grønne træk og klima-/miljøforhold.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til høringssvar, jf. bilag 1, til forslaget til landsplandirektiv for Svanemøllens Kaserne godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Den 15. november 2019 meddelte Erhvervsministeren, at der efter aftale med Forsvarsministeren udstedes et landsplandirektiv jf. planlovens § 3, stk. 1, for at muliggøre en udbygning på Svanemøllens Kaserne. Økonomiudvalget blev orienteret ved notat den 21. november 2019.

Københavns Kommune skal nu afgive høringssvar til landsplandirektivet, der vil udgøre rammen for Forsvarsministeriets udvikling af kaserneområdet. Forslaget til Landsplandirektivet er vedlagt denne indstilling som bilag 2-6. Økonomiforvaltningens forslag til høringssvar er vedlagt som bilag 1.

Konkret skal der etableres et permanent helikopterberedskab for hovedstadens antiterrorberedskab mv., et samlet nyt domicil for Forsvarets Efterretningstjeneste samt flyttes en række funktioner til kaserneområdet fra andre militære anlæg. Derudover muliggør landsplandirektivet etablering af et skybrudssikringsanlæg i kasernens nordlige ende.

Landsplandirektivets bestemmelser erstatter Kommuneplan 2019 for området og udbygningen vil ikke kræve lokalplan, jf. planlovens § 3, stk. 2. Det samlede projekt (bortset fra skybrudsanlæg) er derudover undtaget fra krav om miljøvurdering jf. §§ 3 og 4 i miljøvurderingsloven. Kommunen er dermed ikke planmyndighed for området, men vil stadig være byggemyndighed for den del af udbygningen, der kræver byggetilladelse (delområde I-IV). Byggeriet af nyt hovedkvarter for Forsvarets Efterretningstjeneste samt helikopterbygning og start- og landingsanlæg (delområde V-VI) er ikke omfattet af krav om kommunal byggetilladelse af hensyn til nationalsikkerhed.

Forslaget er i høring til 9. oktober 2020 og høringssvaret indsendes efter Borgerrepræsentationens behandling 8. oktober 2020.

Løsning

Da projektet indebærer en del nybyggeri, herunder et nyt hovedkvarter for Forsvarets Efterretningstjeneste på op til 80.000 m2, opfordrer høringssvaret til, at der indføres nærmere bestemmelse om terrænregulering, belysning og beplantning både langs og inden for projektområdets grænser, så naboerne til kasernen påvirkes mindst muligt og der sikres et samlet helhedsindtryk i projektet.

Erhvervsstyrelsen henviser i vejledningen til landsplandirektivet til en helhedsplan for kasernens fremtidige udvikling udarbejdet af Forsvarets Ejendomsstyrelse. Landsplandirektivet stiller kun på et overordnet plan krav om, at området skal etableres efter de retningslinjer, der fremgår af helhedsplanen. Der opfordres derfor til, at der også vedr. de dele af byggeriet, der ikke indebærer byggesagsbehandling, så vidt muligt sker orientering og inddragelse af berørte naboer mv.

Det anbefales, at der indføres bestemmelser om mindstekrav til antal parkeringspladser (og ikke blot et maksimum), med henblik på at undgå belastning på vejene i nærheden af kasernen. Bestemmelser om materialevalg, træplantning foreslås ligeledes præciseret bl.a. af hensyn til et klart grundlag for den senere byggesagsbehandling.

Der gøres i høringssvaret opmærksom på konsekvenser fra de planlagte nye funktioner og nybyggeri, der vil kunne medføre en negativ påvirkning af områder og borgere i kommunen. Det gælder bl.a. i forhold til støjpåvirkning fra helikopterflyvninger.

Kasernen anvendes i dag til denne beredskabsmæssige flyvning på midlertidig basis. I landsplandirektivet indgår etableringen af en permanent helikopterlandingsplads for træningsflyvning og for antiterrorberedskab mv. med det formål at beskytte borgerne i hovedstaden. De gældende støjgrænser for de miljøgodkendelsespligtige flyvninger ventes umiddelbart overholdt, men der forventes en betydelig stigning i det samlede antal af flyvninger årligt. Flyveaktiviteterne formodes derfor at kunne medføre støjgener og/eller klager fra kasernens naboer. Støj reguleres dog ikke efter planloven og dermed ikke med landsplandirektivet, så høringssvaret kan ikke direkte adressere støjforholdene.

For at sikre stringens i den statslige regulering af projektet, anbefales det derfor, at staten overtager tilsyns- og godkendelsesmyndigheden vedrørende helikopterflyvepladsen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil fremlægge en sag for Teknik- og Miljøudvalget, som skal beslutte, hvorvidt kommunen skal anmode miljøministeren om at overtage godkendelses- og tilsynskompetencen med helikopterflyvepladsen.

Det foreslås, at der kvitteres for Forsvarets beslutning om at udføre miljøtilpasninger for at minimere gener for de omkringliggende boliger, herunder ved at ændre flyvningernes højde og hastigheder og ved at træningsflyvninger fremadrettet ikke vil foregå om natten (undtaget akutte beredskaber). Det bemærkes, at denne praksis ikke er reguleret af landsplandirektivet.

Det vurderes endvidere, at støjpåvirkningen potentielt kan have indvirkning på fremtidige anvendelsesmuligheder i nærområdet, da den kan bevirke, at de vejledende støjgrænser ikke kan overholdes, og der dermed ikke kan planlægges for ny støjfølsom anvendelse som f.eks. boliger, daginstitutioner, støjfølsomme rekreative formål. Kommunen antager derfor, at Erhvervsstyrelsen har sikret, at landsplandirektivet ikke muliggør anlæg, der forhindrer, at Københavns Kommune kan foretage den udvikling og udbygning af områder, der er fastsat i rammerne i Kommuneplan 2019, herunder også udvikle støjfølsomme anvendelser hvor dette er planlagt.

På den nordlige del af kasernen har HOFOR A/S og Novafos A/S igangsat et projekt for etablering af et nyt skybrudssikringsanlæg, som ikke vedrører forsvarsformål, hvorfor der er udarbejdet en miljøvurdering af landsplandirektivets regler for dette anlæg. Høringssvaret indeholder en opfordring til præcisering af bestemmelserne for de forskellige delområder, hvor der forventes håndtering af overfladevand og skybrudsprojekter, så landsplandirektivet ikke bliver til hinder for etableringen heraf.

Endeligt foreslås det, at kommunen kvitterer over for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse for den igangværende konstruktive dialog med henblik på at indgå en frivillig aftale vedrørende nødvendige vejinfrastrukturtiltag som konsekvensen af projektet, herunder en opgradering af T-krydset ved indgangen til kasernen. Resultatet af denne proces vil senere blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i en særskilt indstilling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens behandling af sagen den 8. oktober 2020 vil Økonomiforvaltningen indsende kommunens høringssvar til Erhvervsstyrelsen inden høringsfristens udløb den 9. oktober 2020.

Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til høringssvar, jf. bilag 1, til forslaget til landsplandirektiv for Svanemøllens Kaserne godkendes.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. september 2020

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Forsvaret bør tage videst mulige hensyn til naboerne, når helikopterflyvepladsen og træningsfaciliteterne anvendes, så naboerne ikke generes af unødig støj.”

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”DF mener, at de boliger der er berørt af støjen skal have mulighed for økonomisk kompensation.”

 

En samlet Borgerrepræsentation videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”Forsvaret bør tage videst mulige hensyn til naboerne, når helikopterflyvepladsen og træningsfaciliteterne anvendes, så naboerne ikke generes af unødig støj.”

Til top