Mødedato: 08.10.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om udfasning af engangsplast

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at Københavns Kommune i sine indkøb så vidt muligt udfaser engangsplast og i stedet vælger bionedbrydelige eller andre miljøvenlige produkter. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling i Økonomiudvalget senest januar 2021. 

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Da engangsplast ikke gavner vores natur og kan medvirke til øget CO2-udledning, ønsker vi at mindske og helst undgå brug af engangsplast i Københavns Kommune.

Vi ønsker, at Økonomiforvaltningen undersøger, om kommunen i sine indkøb i stedet kan købe mere miljøvenlige alternativer, gerne bionedbrydelige.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2020

SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1), som erstatning til medlemsforslaget:

1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde en status på, hvor langt kommunen er kommet med sin omlægning til mere miljøvenlige emballageformer.

2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at Københavns Kommune i sine indkøb så vidt muligt udfaser engangsemballage til fordel for genbrugelig emballage og når vi indkøber produkter med engangsemballage, skal det så vidt muligt kunne udsorteres til genanvendelse. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling i Økonomiudvalget senest januar 2021.

 

Det af SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Kåre Traberg Smidt (Løsgænger), tilsluttede sig:

”Partierne støtter forslaget, men vil gerne understrege vigtigheden af de enkelte institutioners selvforvaltning også på dette område. Institutionerne særligt på social- og sundhedsområdet har nødvendige hensyn, der skal varetages.”

 

Til top