Mødedato: 08.10.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Tillæg til kvalitetsrapport for folkeskolen 2020

Se alle bilag

Undervisningsministeren har udstedt bekendtgørelse om indhold i skolernes kvalitetsrapport, der indebærer, at den nuværende kvalitetsrapport i København skal suppleres med yderligere oplysninger og dermed atter behandles politisk.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende supplerende oplysninger til kvalitetsrapport for folkeskolen 2020, jf. bilag 1.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Med aftalen om justering af folkeskolereformen indgået i foråret 2019 besluttede aftalekredsen i Folketinget at øge midlerne til den understøttende undervisning. Dette skal ske:

1. dels ved at tilføre ekstra statslige midler (16 mio. kr.) og

2. dels via midler frigjort ved at forkorte skoledagen.

Den kortere skoledag har i Københavns Kommune (KK) ikke frigjort det omfang af midler, som ligger til grund for aftalen om justering af folkeskolen.

Aftalekredsen har ønsket at følge, hvordan midlerne er blevet anvendt, og ministeren for børn og undervisning har på den baggrund udstedt en justeret bekendtgørelse om skolernes kvalitetsrapport, der indebærer, at kvalitetsrapporten for 2020 skal suppleres med oplysninger om skolernes brug af disse midler.

Når oplysningerne ikke var med i kvalitetsrapporten, som Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) og Borgerrepræsentationen (BR) fik forelagt i februar 2020, skyldes det, at bekendtgørelsen først er blevet udstedt i marts 2020.

Løsning

1. Ekstra tilførte statslige midler (16 mio. kr.)

Som led i aftalen har staten i skoleåret 2019/2020 tilført KK i alt 16 mio. kr. som ekstrabevilling til at styrke den understøttende undervisning for at få en mere varieret skoledag, hvor eleverne bl.a. møder differentierede undervisningsformer, åben skole og bevægelse. 

Forvaltningen har i en rundspørge til skolelederne spurgt, hvordan midlerne er blevet anvendt. 51 skoler oplyser, at midlerne er anvendt til at styrke kvaliteten af undervisningen bredt set. 9 skoler oplyser, at midlerne har været anvendt specifikt ind i den understøttende undervisning, og nævner bl.a. læringssamtaler og faglig feedback - lærer til elev, ekstra ressourcer i klasserne og udeskole.

Bilag med skolernes svar er vedlagt denne sag og udgør tillægget til Kvalitetsrapporten for 2020.

2. Midler frigjort som følge af afkortning af skoledagen

En del af midlerne til at styrke kvaliteten af den understøttende undervisning skal ifølge aftalen om justering af folkeskolen findes ved at forkorte skoledagen. Primært som følge af højere udgifter til fritidstilbuddet end forudsat i aftalen modtager skolerne i Københavns Kommune ikke det forudsatte niveau af midler til et kvalitetsløft af den understøttende undervisning og kan dermed ikke til fulde indfri aftalepartiernes beslutning.

I alt udgør restbeløbet, som skolerne har kunnet planlægge med, i skoleåret 2019/2020 ca. 0,5 mio. kr. - i gennemsnit under 10.000 kr. pr. skole. Beløbet er i praksis så lille sammenholdt med skolernes samlede budget, at forvaltningen har valgt ikke at ulejlige skolerne med spørgsmål herom og har i stedet forudsat, at skolerne har anvendt midlerne som intenderet. 

BR har besluttet at tilføre kommunale midler til at udligne differencen mellem statens forudsætninger og de frigjorte midler i Københavns Kommune, så de københavnske skoler reelt kan indfri kvalitetsløftet af den understøttende undervisning i folkeskolen. Det er sket i forbindelse med overførselssagen 2019/2020.

Fritidstilbuddet er forsat dyrere i København, selv om forældrebetalingen sættes op i 2020 og 2021, og der søges med budget 2021 om varig kompensation, så skolerne i København permanent opnår en økonomi, som svarer til forudsætningerne i aftalen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen skal behandles af BR.

 

Tobias Børner Stax /Mette Seneca Kløve

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende supplerende oplysninger til kvalitetsrapport for folkeskolen 2020, jf. bilag 1.

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. september 2020:

 

Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top