Mødedato: 08.10.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om modtagelse af flygtninge

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen anmoder overborgmesteren om, på vegne af Københavns Kommune, at rette henvendelse til KL og regeringen om, at Københavns Kommune midlertidigt ophæver sin nulkvotestatus og tager imod 100 af de flygtninge, som regeringen har tilbudt at tage fra andre europæiske lande.

(Stillet af Radikale Venstre)

 

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

MOTIVERING

Borgerrepræsentationen tog på sit møde den 26. februar 2015 stilling til spørgsmålet om ophævelse af Københavns Kommunes status som nul-kvote-kommune. På mødet besluttede Borgerrepræsentationen at fastholde sin status som nul-kvote-kommune, jf. vedlagte beslutning (dagsordenspunkt 14 ”Indstilling om modtagelse af flygtninge i 2015”). I indstillingen er det blandt andet belyst, hvilke økonomiske konsekvenser det vil have for kommunen at modtage 100 flygtninge.

Radikale Venstre finder på baggrund af den seneste udvikling, at der er behov for, at Borgerrepræsentationen tager fornyet stilling til spørgsmålet om en midlertidig ophævelse af Københavns status som nul-kvote-kommune.

Ifølge tal fra UNHCR skønnes det, at 51 mio. mennesker er på flugt lige nu på verdensplan Det er det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Vi er i disse uger vidner til, hvordan tusindvis af flygtninge strømmer mod vest og nord, og vi oplever scener over hele Europa, som vi ikke havde kunnet forestille os for få måneder af siden. Situationen er akut og kræver en fælles europæisk løsning. Når den danske regering ekstraordinært tilbyder, at Danmark frivilligt tager imod 1000 ekstra flygtninge fra øvrige europæiske lande, ønsker Radikale Venstre, at også København tager et ansvar.

Derfor fremsætter vi forslag om, at Københavns Kommune skal stille sig til rådighed for at modtage et antal af de flygtninge, Danmark har sagt ja til at modtage. Konkret ønsker Radikale Venstre, at København for en midlertidig periode får ophævet sin status som nulkvotekommune og tager imod et antal, der svarer til Københavns størrelse i forhold til resten af landet. Det er allerede aftalt i budgetaftalen for 2016, at såfremt den ekstraordinære flygtningesituation får konsekvens for Københavns ressourcer og økonomi, finansieres udgifter til dette ud af puljen til uforudsete udgifter. De økonomiske konsekvenser er belyst i ”Indstilling om modtagelse af flygtninge i 2015”, jf. vedlagte bilag. Radikale Venstre mener desuden, at kommunen med sin tidligere afdækning af, hvordan kommunen kan modtage og tage hånd om flere flygtninge har etableret grundlaget for at påtage sig dette ansvar. Det er nu, vi skal træde til og hjælpe mennesker i nød – og vise, at også Danmarks hovedstad kan tage hjerteligt imod flygtninge. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. oktober 2015

Medlemsforslaget blev taget af dagsordenen ved mødets start.

Til top