Fælles gårdanlæg i karreen Møllegade, Nørrebrogade, Peter Fabers Gade og Guldbergsgade
Fælles gårdanlæg i karreen Møllegade, Nørrebrogade, Peter Fabers Gade og Guldbergsgade
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 8. juni 2000
BR 251/2000
Fælles gårdanlæg i karreen Møllegade, Nørrebrogade, Peter Fabers Gade og Guldbergsgade
Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Møllegade, Nørrebrogade, Peter Fabers Gade og Guldbergsgade
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det i Borgerrepræsentationen i mødet den 2. marts 2000 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen begrænset af Møllegade 1-13, 13A, 15-21, 21A, 23-23A, 25A-B, Nørrebrogade 62-62A, Peter Fabers Gade 2-8, 16-44 og Guldbergsgade 21-23 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2000
Anbefalet
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 3.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.
Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 10 indsigelser, positive tilkendegivelser og lignende til forslaget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 2. marts 2000 (Sag nr.60/2000) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.
Offentlighed
Forslaget har været offentliggjort i perioden 8. marts 2000 - 3. maj 2000 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere samt bydelsrådet. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Blågårds Plads 5.
Indsigelser
I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 10 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.
1) Brev af 2. maj 2000 fra ejeren af ejendommene Møllegade 9-11 v/ advokat Carsten R. Christiansen (matr.nr. 6076 og 6077 UK)
Carsten R. Christiansen gør indsigelse imod, at ejendommene Møllegade 9-11 er omfattet af forslaget.
Som begrundelse anføres, at forslaget kan gennemføres uden inddragelse af ejendommene, og at det ikke er nødvendigt at etablere græs- og legearealer, dagrenovation, storaffald og gårdmandsrum på disse ejendomme, fordi disse funktioner også kan etableres andre steder i anlægget.
Det anføres også, at etableringen af de nævnte funktioner forventes at føre til ganske betydelige nabogener såsom støj og lugt m.v. samt naboretslige problemer i forhold til ejendommen Møllegade 7, som ejeren også ejer.
Hvis ejendommene alligevel inddrages i fællesgårdanlægget, må forslaget ændres således, at de nævnte funktioner placeres på andre ejendomme.
Der henvises endvidere til, at der i 1993 er meddelt principiel tilladelse til en bebyggelse på ejendommene Møllegade 9-11 omfattende 4-værelses lejligheder, og at en inddragelse af ejendommene i fællesgårdanlægget vil medføre et ganske væsentligt værditab for ejeren af naboejendommen Møllegade 7 på grund af denne ejendoms beskedne friareal.
Carsten R. Christiansen finder det helt urimeligt, at en lille grundejer skal udsættes for en så betydelig indskrænkning af sine rettigheder uden selv at opnå nogen fordele.
Der tages forbehold for fremsættelse af krav og supplerende indlæg såfremt forslaget vedtages.
Bemærkning
Forvaltningen finder placeringen af de nævnte funktioner på ejendommene Møllegade 9-11 rigtig under hensyn til de beskedne friarealer i den øvrige del af karreen.
Som det fremgår af forslaget, er inddragelsen af ejendommene i fællesgårdanlægget og placeringen af de nævnte funktioner på ejendommene ikke til hinder for ejerens eventuelle senere bebyggelse af ejendommene i henhold til nævnte principielle tilladelse.
Hvis ejeren imidlertid mener, at han påføres et værditab ved forslagets gennemførelse, må han fremsætte erstatningskrav. Kan der ikke opnås forlig herom imellem ejeren og kommunen, er der i byfornyelsesloven hjemmel til at lade erstatningsspørgsmålet afgøre ved taksation.
2) Brev af 26. april 2000 fra Mariann og Vagn Jørgensen, Nørrebrogade 62, 4.tv., beboere i udlejningsejendommen Møllegade 1 og Nørrebrogade 62 (matr.nr. 2021 UK)
Mariann og Vagn Jørgensen oplyser, at ejendommens ejer ikke har fundet det relevant at inddrage dem i planlægningen af gårdanlæggets udformning. De har deltaget i beboermødet den 29. marts og har efterfølgende modtaget referater fra de afholdte møder.
De foreslår, at der i karreens sydvestlige ende etableres overdækkede parkeringspladser til minimum 30-40 cykler på det sted, hvor der i dag er cykelstativer og affaldscontainere, samt at den foreslåede "opholdsø" i stedet deles i 2-3 små enheder langs gårdfacaderne eller placeres ved den nordøstlige ende af de foreslåede cykelparkeringspladser.
Som begrundelse anføres, at der er behov for væsentlig mere plads til cykelparkering, end der er vist i forslaget. Der kan kun placeres cykler i gården, idet det ikke er muligt at etablere cykelkælder i ejendommens forhus.
De synes i øvrigt, at den del af forslaget, der omfatter deres del af fællesgården, er anderledes men - på nær forslaget til beplantning - egentlig ikke bedre end de nuværende forhold, og at forslaget som nævnt er dårligere, for så vidt angår muligheden for cykelparkering.
De mener også, at fællesgårdanlægget - specielt for dem - i langt højere grad får karakter af et offentligt rum med fremmede gæster, fordi de mange adgangsveje til anlægget vil betyde forglemmelser med hensyn til aflåsning.
Bemærkning
Forvaltningen vil drøfte ønsket om etablering af flere og overdækkede cykelparkeringspladser i denne del af gårdanlægget samt opdeling af opholdspladserne med karreens ejer- og beboerrepræsentanter i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget.
Det er forvaltningens erfaring fra de mange karreer, hvor der er etableret fælles gårdanlæg, at der ikke er problemer ved aflåsning af anlæggene - tværtimod. Det har ved forhandlingerne været et ønske fra ejer- og beboerrepræsentanterne, at anlægget fremover skal holdes aflåst. Som følge heraf vil der blive isat døre i de gennemgange, hvor der i dag er åbent.
3) Brev af 25. april 2000 fra Rikke Katrine og Ulf Joel Jensen, Møllegade 5, st.th., beboere i Andelsboligforeningen Møllegade 5 (matr.nr.55B UK)
Rikke Katrine og Ulf Joel Jensen kan ikke tilslutte sig forslaget om at inddrage ejendommen Møllegade 5 i det fælles gårdanlæg.
De har stor forståelse for, at de øvrige ejendomme i karreen inddrages i fællesgårdanlægget men mener ikke, at det er nødvendigt at inddrage deres gård - der har græs, blomster, træer, borde og bænke - og som efter deres mening har tilfredsstillende udendørs opholdsarealer.
De oplyser, at beboerne selv har etableret og betalt deres have i 1990'erne og selv står for drift og vedligeholdelse af ejendommens gård. Gården danner i sommerhalvåret ramme om beboernes årlige sommerfest og ugentlige fællesspisninger og har en central betydning for fællesskabet i foreningen.
Rikke Katrine og Ulf Joel Jensen mener, at det nye gårdanlæg for så vidt også godt kunne få central betydning for beboerne, men finder, at det i første omgang drejer sig om, hvorvidt det er lovligt at inddrage ejendommen, når den efter deres opfattelse opfylder byfornyelseslovens bestemmelser.
Hvis inddragelsen imidlertid er lovlig, har de nogle ændringsforslag, som de gerne ser gennemført.
Deres egen lejlighed ligger i stuen i gårdniveau. Den vil blive stærkt generet af øvrige beboeres færden ud for deres vinduer, idet der ikke vil være et eneste sted i lejligheden, hvor de ikke kan ses enten fra gaden eller gården. De ønsker derfor, at der etableres en afskærmning med træer, buske eller lignende.
De ønsker endvidere, at der ikke etableres fællesadgang mellem vej og gård ved Møllegade 5, idet den vil være til stor gene for de to stuelejligheder i Møllegade 5.
Endelig ser de gerne, at fællesgårdanlægget etableres i efterårs- eller vintermånederne i stedet for om sommeren.
Til sidst vil de gerne understrege, at de kun ønsker at blive holdt uden for fællesgårdanlægget og ikke vil hindre en forbedring af forholdene for beboerne i de øvrige ejendomme i karreen.
Bemærkning
Der er i byfornyelsesloven hjemmel til at inddrage ejendommen i fællesgårdanlægget, hvilket forvaltningen finder er nødvendigt for at opnå tilfredsstillende friarealer for alle ejendomme i denne del af karreen.
Indretningen af ejendommens gårdarealer har været drøftet indgående med foreningen - og repræsentanterne for de øvrige ejendomme - forud for forslagets udarbejdelse. Den i forslaget viste udformning af gårdarealerne - i denne del af karreen - er et alternativt forslag, som foreningen har fremsendt til Gårdrydningskontoret.
Forvaltningen vil drøfte forslaget om en beplantningsmæssig afskærmning ind mod ejendommens gårdfacade med karreens ejer- og beboerrepræsentanter i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget.
Som det fremgår af forslaget, er der foreslået etableret 4 fælles adgange mellem vej og gård. De 2 adgange i den sydvestlige del af fællesgården ved henholdsvis Peter Fabers Gade 6 og Møllegade 5 er placeret umiddelbart overfor hinanden.
Forvaltningen har nøje overvejet adgangsforholdene i denne del af karreen og mener, at det vil være forsvarligt at imødekomme forslaget om at undlade fællesadgangen ved Møllegade 5.
Forvaltningen er endvidere indstillet på at imødekomme ønsket om, at anlægsarbejderne ikke påbegyndes før efter sommeren 2000.
4) Brev af 29. april 2000 fra Eva Novrup og Markus Redvall, Møllegade 5, st.tv., beboere i Andelsboligforeningen Møllegade 5 (matr.nr. 55B UK)
Eva Novrup og Markus Redvall gør indsigelse imod inddragelse af ejendommen Møllegade 5 i det fælles gårdanlæg.
Som begrundelse henvises til, at de holder meget af deres nuværende have, som er en vigtig del af fællesskabet i ejendommen. Haven drives - ligesom en række andre faciliteter i huset - i fællesskab, hvilket kun kan fungere, fordi det er en lille ejendom, hvor alle kender hinanden.
Hvis ejendommen inddrages i fællesgårdanlægget, føler de, at deres lejlighed vil miste sin afsondrethed, når beboerne fra to gader kan trave lige forbi deres vinduer på alle tider af døgnet.
Hvis fællesgårdanlægget alligevel etableres, foreslår de, at anlægsarbejderne først påbegyndes efter højsommeren 2000.
Bemærkning
Ejendommens gårdareal er i forslaget udformet som en "lomme", hvilket medfører, at dette areal i praksis vil komme til at fungere som foreningens næropholdsareal og ikke indbyde til de nævnte traveture af beboere fra andre ejendomme.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 3.
5) Udateret brev modtaget den 2. maj 2000 fra Lene Jensen og John Milter Jacobsen, Møllegade 5, 1.th., beboere i Andelsboligforeningen Møllegade 5 (matr.nr. 55B UK)
Lene Jensen og John Milter Jacobsen gør indsigelse imod ejendommens inddragelse i det fælles gårdanlæg.
Som begrundelse anføres, at beboerne i Møllegade 5 har et velfungerende privat gårdanlæg. Anlægget er blevet til på eget initiativ og på grundlag af egen økonomi samt arbejdskraft, hvilket er en fremgangsmåde, de sætter stor pris på. De mener ikke disse kvaliteter kan genskabes i et stort fælles gårdanlæg.
De vil ikke spænde ben for andre beboeres ønsker og vil derfor godt afgive gårdareal, så der kan skabes en sammenhæng uden om deres have. De vedlægger et forslag hertil samt et uddrag af et brev til Indre Nørrebro Bydelsråd og Gårdrydningskontoret fra maj 1999.
Hvis forslaget alligevel gennemføres, foretrækker de, at anlægsperioden kommer til at ligge i eftersommeren eller efteråret 2000.
Bemærkning
Der henvises til det anførte til brev 3 og 4.
6) Brev af 2. maj 2000 fra Michael Hernvig og Lotte Hagen Eriksen, Møllegade 5, 2.tv., beboere i Andelsboligforeningen Møllegade 5 (matr.nr. 55B UK)
Michael Hernvig og Lotte Hagen Eriksen gør indsigelse imod ejendommens inddragelse i fællesgårdanlægget.
Som begrundelse anføres, at de fra starten har været samarbejdsvillige, men ikke føler, at de har fået noget ud af det.
Bemærkning
Der henvises til det anførte til brev 3 og 4.
7) Brev af 19. marts 2000 fra Bente Zeij, Peter Fabers Gade 28, st. th., beboer i Ejerforeningen Peter Fabers Gade 24-30 (matr.nr. 2049 og 2108 UK)
Bente Zeij er bekymret for den foreslåede espalierbeplantning på gårdfacader og trappetårne og foreslår, at den undlades. Hun ønsker endvidere, at man begrænser antallet af træer i gården - specielt i den lange, smalle del af karreen - idet disse vil gøre gården lige så mørk, som den er nu.
Bemærkning
Forvaltningen finder ikke, der er grundlag for den anførte bekymring, men er indstillet på at udelade espalierbeplantning op ad gårdfacaderne på ejendomme, hvor ejeren ikke ønsker dette.
Der har under møderne om forslagets udformning været et klart flertal blandt ejer- og beboerrepræsentanter for ikke at plante træer, der bliver for store. Det er i forslaget foreslået, at der plantes f.eks. paradisæble og røn, som begge fremover kan klippes i den højde, der ønskes.
8) Brev af 8. april 2000 fra Uffe Gjøl Sørensen, Møllegade 21, 1.tv., beboer i udlejningsejendommen Møllegade 21-23A (matr.nr. 1318 og 1319 UK)
Uffe Gjøl Sørensen takker for et informativt og særdeles overskueligt forslag, som han finder, vil være en meget stor gevinst for alle karreens beboere.
Han vil dog i byøkologiens navn gøre indvending imod, at alle eksisterende træer fældes. Han finder, at tilstedeværelsen af træer er væsentlig for at kunne følge årets gang, ligesom de er med til at fastholde et vist fugleliv i gården. Desuden mener han, at det vil være mere økologisk at indarbejde de eksisterende træer i det kommende gårdmiljø.
Uffe Gjøl Sørensen foreslår, at der plantes træer og buske af dansk herkomst, hvilket vil være med til at fastholde fuglelivet. Han foreslår også, at der opsættes redekasser til fuglene.
Bemærkning
Der har under møderne om forslagets udformning været et klart flertal blandt ejer- og beboerrepræsentanter for at fjerne de eksisterende træer i den smalle del af karreen.
De træer, der forudsættes fjernet, er selvgroede træer, der står tæt på fundamenter og i revner mellem de betonplader, der danner belægning i gårdene. Træernes placering medfører, at deres rodnet ikke har kunnet udvikle sig normalt til alle sider. De vil derfor ikke kunne holde sig oprejst, når belægninger og fundamenter fjernes.
En undtagelse herfra er træerne ud for Møllegade 5, der for de flestes vedkommende vil kunne bevares, idet deres rødder har haft tilstrækkelig plads til at brede sig på.
Der vil - så vidt det er muligt - blive plantet træer af dansk herkomst.
Forvaltningen finder, at det vil være en god ide at opsætte redekasser og foderhuse til mindre fugle. Det vil være en oplagt opgave for gårdlavet, som skal dannes, når anlægget er etableret.
9) Brev af 2. maj 2000 fra Hans Meltofte, Møllegade 21, 2.th., beboer i udlejningsejendommen Møllegade 21-23A (matr.nr. 1318 og 1319 UK)
Hans Meltofte oplyser, at det er med stor glæde og forventning, at han modtager forslaget. Det er hårdt tiltrængt, idet gårdene er ufattelig svinske og kedelige med ophobning af skrald og affald.
Det er meget væsentligt, for at det nye anlæg skal komme til at fungere, at der - som det foreslås i forslaget - ansættes en fælles gårdmand. Han mener, at der er afsat for lidt plads til dagrenovation, og at der er for langt imellem affaldspladserne.
Hans Meltofte mener også, at man ikke skal fælde de eksisterende træer, da der i så fald vil gå mange år, inden der bliver grønt og plads til fugleliv igen.
Han foreslår opsætning af foderhuse og redekasser og at de nye træer og buske bliver af dansk herkomst.
Bemærkning
I de vedtægter, der - efter gårdanlægget er etableret - vil blive tinglyst på ejendommene, vil det blive fastlagt, at anlægget skal ren- og vedligeholdes under ét.
Pladserne til dagrenovationscontainerne er dimensioneret efter oplysninger fra Renholdningsselskabet af 1898. Der er endvidere afsat ekstra plads til fremtidige krav om affaldssortering.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 8.
10) Brev af 30. april 2000 fra Tove Sandroos, Møllegade 17, 2.tv. samt 5 beboere i udlejningsejendommene Møllegade 15 - 19 og Peter Fabers Gade 16 (matr. nr. 1239, 1240 og 2113 UK)
Tove Sandroos m.fl. ønsker, at et eksisterende birketræ i 4. sals højde, der er placeret ud for Møllegade 15, bevares.
Som begrundelse anføres, at træet er med til at skabe miljø, og at det er med til at give de beboere, der bor ud for træet, mere privatliv i den smalle gård.
En bevaring af træet vil ligeledes være med til at bryde den lave beplantning i det nye gårdanlæg.
Bemærkning
Der henvises til det anførte til brev 8.
Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, udover hvad der er nævnt ovenfor.
BILAG VEDLAGT
Forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt
Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 19. januar 2000
Endvidere vedlagt
Brev af 28. april 2000 fra Bydelsrådet i Indre Nørrebro Bydel
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag 1: Brev af 2. maj 2000 fra advokat Carsten R. Christiansen
Bilag 2: Brev af 26. april 2000 fra Mariann og Vagn Jørgensen
Bilag 3: Brev af 25. april 2000 fra Rikke Katrine og Ulf Joel Jensen
Bilag 4: Brev af 29. april 2000 fra Eva Novrup og Markus Redvall
Bilag 5: Brev modtaget den 2. maj 2000 fra Lene Jensen og John Milter Jacobsen
Bilag 6: Brev af 2. maj 2000 fra Michael Hernvig og Lotte Hagen Eriksen
Bilag 7: Brev af 19. marts 2000 fra Bente Zeij
Bilag 8: Brev af 8. april 2000 fra Uffe Gjøl Sørensen
Bilag 9: Brev af 2. maj 2000 fra Hans Meltofte
Bilag 10: Brev af 30. april 2000 fra Tove Sandroos m.fl.
Ole Sperling