Mødedato: 08.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændring af måltal for fleksjob i 2014

Ændring af måltallet for antal fleksjobbere ansat i Københavns Kommune i 2014.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at måltallet for antal fleksjobbere ansat i Københavns Kommune øges til 653 i 2014, såfremt der bevilges midler via overførselssagen til en fleksjob-præmieordning.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 9/12 2013 og på Økonomiudvalgets møde d. 10/12 2013 blev måltalene for personer ansat på særlige beskæftigelsesordninger i 2014 vedtaget. Det blev endvidere besluttet, at det vedtagne måltal for fleksjob på 603 personer skulle revideres senest i marts 2014. Borgerrepræsentationen godkendte dette efterfølgende på mødet den 12. december 2013.

Beslutningen skal ses i lyset af, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i november 2013 blev forelagt en analyse af kommunale fleksjobansættelser foretaget af forvaltningen, hvoraf det fremgik, at Københavns Kommune havde en forholdsvis lav andel af kommunalt fleksjobansatte i sammenligning med de 3 næststørste kommuner Aarhus, Aalborg og Odense.

Borgerrepræsentationen besluttede den 7. februar 2013 at fastsætte et måltal for fleksjob på 603. I overførselssagen 2012-2013 blev der tilmed bevilliget 1,8 mio. kr., der skulle bruges til at udbetale en fleksjobbonus på 35.600 kr., hvis der blev ansat yderligere i fleksjob udover måltallet på 603. Som følge heraf blev måltallet opjusteret med yderligere 50 pladser. Økonomiudvalget vedtog den 3. september 2013, at alle nyoprettede fleksjob fra og med juli 2013 og året ud skulle udløse fleksjobbonus efter ’først til mølle princippet’ indtil puljen på 1,8 mio. kr. var brugt.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har nu revurderet måltallet for fleksjobbere ansat i Københavns Kommune og anbefaler, at måltallet øges med 50 personer fra 603 til et nyt måltal på 653.

På baggrund af en SFI- undersøgelse af kommunernes rammevilkår i 2013 har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ændret grupperne af sammenlignelige kommuner. De kommuner, som har sammenlignelige rammevilkår på fleksjob- og ledighedsydelsesområdet med Københavns Kommune er Furesø, Dragør, Solrød og Hillerød kommuner. Nedenstående tabel viser antallet af kommunalt fleksjobansatte i København og i de 4 nye sammenlignelige kommuner, samt hvor stor en andel dette antal udgør af det samlede antal kommunalt ansatte:

Tabel 1: Kommunalt fleksjobansatte, februar 2014

Antal kommunalt fleksjobansatte

Andel af kommunalt ansatte

Furesø

86

2,2 %

Dragør

18

1,6 %

Solrød

30

1,5 %

Hillerød

72

1,4 %

København

565

1,2 %

Tabellen viser, at Furesø Kommune har den største andel af fleksjobansatte, og at Københavns Kommune har den laveste andel. De 4 nye sammenlignelige kommuner adskiller sig dog ikke i så høj grad fra Københavns Kommune, som det var tilfældet da sammenligningsgrundlaget var Aarhus, Aalborg og Odense kommuner (Aarhus har en andel på 5,2 % i kommunal fleksjobansættelse, Aalborg 4,6 % og Odense 5,8 %.).

Da Københavns Kommune stadig har den laveste andel sammenlignet med den nye klynge, anbefaler forvaltningen at hæve måltallet med 50 til 653 for stadig at have et ambitiøst måltal i 2014. Et måltal på 653 fleksjobansatte vil svare til, at 1,3% af Københavns Kommunes ansatte er ansat i fleksjob og vil dermed være en forbedring på 0,1%. 

Samlet set har de 4 sammenlignelige kommuner 1,7 % ansat i kommunalt fleksjob. Såfremt Københavns Kommune skulle have 1,7 % af de kommunalt ansatte i fleksjob, ville det svare til et antal på 830 kommunalt fleksjobansatte.
Såfremt BIU ønsker et endnu højere måltal end 653, fx på 830, kan dette fastlægges for 2015 under forudsætning af, at der bevilges ekstra midler til området i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2015.

Nedenstående tabel viser status for, hvordan forvaltningerne klarer sig i forhold til at nå deres måltal for 2014, såfremt måltallet fastsættes til 653 for alle forvaltningerne samlet set i 2014:

Tabel 2: Fleksjobansatte i Københavns Kommune fordelt på forvaltninger, februar 2014

 **

(BIF)

(BUF)

(KFF)

(SOF)

(SUF)

(TMF)

(ØKF)

Hele KK

Nye måltal for 2014

42

274

29

130

117

31

30

653

Status

39

264

18

105

88

24

27

565

 ** Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF), Socialforvaltningen (SOF), Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), Økonomiforvaltningen (ØKF), Københavns Kommune (KK).

Tabel 2 viser, at ingen af forvaltningerne i Københavns Kommune har nået deres måltal for 2013, men at BIF og ØKF er tættest på at opnå måltallet. SUF og SOF er længst fra at nå hver deres måltal.

Ekstra indsats: Videreførelse af præmieordningen

For at nå måltallet på 653 i 2014 er det nødvendigt at iværksætte en særlig indsats. En tilbagemelding fra de øvrige forvaltninger viser, at det især er budgetmæssige udfordringer, som tilbageholder dem fra at ansætte borgere i fleksjob. Derfor har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, i forbindelse med overførselssagen, anbefalet, at der på linje med 2013 også afsættes midler til en præmieordning i 2014. Præmieordningen vil indebære, at de første 50 nyoprettede fleksjob i Københavns Kommunes forvaltninger i 2014 vil udløse en præmiesum på 35.600 kr. pr. fleksjob til den pågældende forvaltning ud fra 'først til mølle princippet'. Fra juli til december 2013 blev der udbetalt præmie i forbindelse med etablering af 26 nye fleksjob.

Derudover vil de øvrige tiltag, der er iværksat af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kunne understøtte opnåelsen af måltallet i 2014. Center for Arbejdsfastholdelse har i 2013 ansat 3 fleksjobambassadører - 1 fleksjobambassadør til de kommunale forvaltninger og 2 til de private virksomheder, som fortsætter deres arbejde i 2014. Fleksjobambassadørerne er finansieret af midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som udløber med udgangen af 2014.  Fleksjobambassadøren til de kommunale forvaltninger har til opgave at skabe kontakt mellem de kommunale forvaltninger og ledige fleksjobvisiterede borgere. Ambassadøren udfører opsøgende og oplysende arbejde over for forvaltningerne og bidrager dermed til, at også personer, der kun kan arbejde få timer om ugen, får ansættelse og fastholdes i fleksjob. I efteråret 2013 blev de enkelte forvaltninger kontaktet pr. brev og gjort særligt opmærksomme på de manglende fleksjob. Desuden har de fået beskrevet hvilke konkrete personer, der mangler et fleksjob (kompetencer m.v.) og vedlagt information om, hvordan BIF konkret kan hjælpe, samt et ønske om at hver forvaltning får en kontaktperson på området. I 2014 vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fortsætte arbejdet med at styrke kontakten og dialogen med forvaltningerne om nødvendigheden af, at alle forvaltninger bidrager til opnåelsen af måltallet.

Økonomi

Ansættelsen af borgere fra ledighedsydelse i fleksjob medfører en besparelse for kommunen på efterspørgselsstyrede overførsler og indsats. Når fleksjobstillingen oprettes i kommunens egne forvaltninger, vil der være en udgift på servicerammen til aflønningen. Aflønning for de effektive timer fleksjobberen er ansat, afholdes af den enkelte arbejdsplads, dog må denne udgift forventes modsvaret af den produktivitetsforøgelse, som fleksjobberen bidrager med. Det skal bemærkes, at fleksjobreglerne blev ændret den 1. januar 2013. Der kan nu etableres fleksjob med et meget begrænset antal arbejdstimer per uge. Der findes ikke et mindstekrav til timetallet i lovgivningen. Det betyder, at forvaltningerne har mulighed for at ansætte fleksjobbere helt ned til fx 2 timer om ugen.

Såfremt det godkendes at afsætte midler via overførselssagen til en præmieordning, vil det kræve et budget på 1,8 mio. kr. i 2014 til oprettelse af 50 nye fleksjob med en præmiesum på 35.600 kr. pr. ny fleksjobansættelse.

Videre proces

Indstillingen er en fællesindstilling og behandles af BIU d. 31. marts, af ØU d. 29. april og af BR d. 8. maj 2014.

Overførselsforhandlingerne vil foregå i perioden 24. marts - 28. marts 2014. Her vil det blive afgjort, om der vil blive bevilget midler til en præmieordning.

Såfremt BIU ønsker, at der bevilges ekstra midler til fleksjobområdet i 2015, vil BIF udarbejde et budgetforslag til budgetforhandlingerne for 2015 med mulige modeller for at øge antallet af kommunale fleksjob.



Birgitte Hansen                Kaj Ove Christiansen


Claus Juhl                        Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at øge måltallet for antal fleksjobbere ansat i Københavns Kommune til 653 i 2014, såfremt der bevilges midler via overførselssagen til en fleksjob-præmieordning.


Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter, om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal udarbejde et budgetnotat til budgetforhandlingerne for 2015 med mulige modeller for at kunne øge antallet af fleksjobforløb i Københavns Kommune i 2015.


Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2014

1. at blev godkendt.

2. at blev drøftet.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B og F.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: C og I.



Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. maj 2014

 

Indstillingen blev godkendt med 43 stemmer imod 0. 9 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, I, O og Ø.

Undlod at stemme: C og V.

 

 

 

Til top