Helhedsplan for Skolen i Charlottegården
Helhedsplan for Skolen i Charlottegården
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 8. maj 2003
BR 187/03
Helhedsplan for Skolen i Charlottegården
Helhedsplan for Skolen i Charlottegården
Indstilling om, at der med bevillingsmæssig dækning som anført under økonomiafsnittet gives en anlægsbevilling på 3,48 mio. kr. til udvidelse af Skolen i Charlottegården med 6 heldagstilbud (1. etape)
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender helhedsplanen for Skolen i Charlottegården
at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller, at der gives en anlægsbevilling på 3,48 mio. kr. til udvidelse af skolen med 6 heldagstilbud (1. etape)
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2003
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Der henvises til vedlagte notat"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2003
Anbefalet.
RESUME
Der søges om godkendelse af en helhedsplan for Skolen i Charlottegården, hvor skolen udvides fra de nuværende 60 skolepladser til 72 skolepladser og 24 KKFO pladser. Den samlede udgift for helhedsplanens gennemførelse udgør 10,81 mio. kr. ved byggeindeks 173. Helhedsplanen vil kunne gennemføres i 4 etaper over en periode på 4 år.
Med henblik på udvidelse af kapaciteten på § 20.2-området (den vidtgående specialundervisning) og på baggrund af pilotprojekt på Skolen i Charlottegården i 2001 (BR 250/01) søges som led i skolens helhedsplan en anlægsbevilling på 3,48 mio. kr. til udvidelse af skolen med 6 heldagstilbud (1. etape). Heldagstilbudet omfatter både skole og KKFO tilbud og er specielt rettet mod AKT-børn (adfærd, kontakt, trivsel - dysfunktion). Udvidelsen foreslås gennemført inden skolestart 2003.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på sit møde den 22. januar 2003 (U6/03) indstilling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om prioritering af de resterende midler fra den særlige pulje på 65 mio. kr. (prisniveau 2002) til udbygning på skoleområdet. Prioriteringen blev godkendt på baggrund af en helhedsanalyse af det langsigtede anlægsbehov og anlægsøkonomien på skoleområdet. Skolen i Charlottegården indgik i prioriteringen med 2,05 mio. kr. (byggeindeks 2003).
Den samlede udgift til etablering af 6 heldagstilbud udgør 3,48 mio. kr., heraf indgår de 2,05 mio. kr. til skoledelen i prioriteringen af 65 mio. kr.´s puljen. Pladserne foreslås etableret inden skolestart 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på sit møde den 22. januar 2003 (U6/03) indstilling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om prioritering af de resterende midler fra den særlige pulje på 65 mio. kr. (prisniveau 2002) til udbygning på skoleområdet. Prioriteringen blev godkendt på baggrund af en helhedsanalyse af det langsigtede anlægsbehov og anlægsøkonomien på skoleområdet. Skolen i Charlottegården indgik i prioriteringen med 2,05 mio. kr. (byggeindeks 2003) til gennemførelse af kapacitetsudvidelse på skolen.
I 1998 blev der i samarbejde med skolen udarbejdet en helhedsplan for skolen, men planen blev ikke realiseret. Skolen har siden ændret undervisningsformer, blandt andet fordi elevsammensætningen konstant udvikler sig. Derfor blev der i sommeren 2001 gennemført et pilotprojekt på en af skolens afdelinger, som skulle give skolen mulighed for at afprøve andre pædagogiske arbejdsmetoder i forbedrede fysiske rammer (BR 250/01).
Skolen, skolebestyrelsen og det pædagogiske råd evaluerede i efteråret 2002 effekten af de forbedrede fysiske rammer og konkluderede, at de elever som deltog i pilotprojektet havde forbedret indlæringen i det år, hvor de var placerede i de tilpassede omgivelser (pilotprojektet).
På § 20,2-området (den vidtgående specialundervisning) er der behov for en udvidelse af kapaciteten i forhold til undervisnings- og fritidstilbud. Enkelte af de børn, som placeres på Skolen i Charlottegården til skolestart 2003 og fremover har AKT (adfærd, kontakt, trivsel – dysfunktion). Denne gruppe børn er mere opmærksomhedskrævende end gennemsnittet af eleverne på Skolen i Charlottegården, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at skabe et heldagstilbud med sammenhængende fysiske rammer for denne gruppe af børn. Desuden er der behov for fritidshjem/KKFO pladser for nogle af de elever, som skolen underviser i dag.
Målet med den reviderede helhedsplan for skolen er derfor på sigt at skabe plads til 24 KKFO-pladser, hvoraf de 12 pladser er heldagstilbud. De 24 KKFO pladser skal dels oprettes som heldagstilbud til de 12 AKT-børn dels til den nuværende elevgruppe. Endvidere er målet med helhedsplanen at skabe et fællesskab mellem skole og fritidsordning både lokalemæssigt og pædagogisk. Tankerne fra det pilotprojekt som blev gennemført i 2001, er ligeledes videreført i helhedsplanen.
På baggrund af kapacitetsunderskuddet på § 20.2–området og med udgangspunkt i den nye helhedsplan for Skolen i Charlottegården søges om en anlægsbevilling på 3,48 mio. kr. til gennemførelse af 1. etape i helhedsplanen. 1. etape omfatter etablering af 6 heldagstilbud specielt rettet mod AKT-børn og som følge deraf en række omrokeringer i de eksisterende bygninger samt udvidelse af personalefaciliteter. Udvidelsen ønskes gennemført inden skolestart 2003.
Projekt
Hovedtanken med den nye helhedsplan har været at skabe et fællesskab mellem skole og fritidsordning både lokalemæssigt og pædagogisk. Desuden er tankerne fra pilotprojektet, som i 2001 blev gennemført på en af skolens afdelinger, ført videre i dette projekt. Helhedsplanen er udarbejdet i samarbejde med skolen og et arkitektfirma som rådgiver.
Dette opnås ved at lave 6 afdelinger, hvor erfaringerne fra pilotprojektet føres videre. Til 3 af disse afdelinger knyttes et KKFO-basisrum. Skolen er allerede nu opdelt i 5 afdelinger med 12 børn i hver, men afdelingerne er uhensigtsmæssigt indrettet og udnyttes ikke optimalt. Derfor er det nødvendigt med en større rokade af de forskellige afdelinger og skolens eksisterende faciliteter. Desuden skal hele tagetagen, som tidligere har været benyttet af Astmaskolen og er opdelt i mange små rum ombygges til en afdeling med KKFO, som på de øvrige etager.
Udvidelsen af skolen og etableringen af KKFO'en medfører, at skolens personale også skal udvides. Det er derfor nødvendigt at udvide og ombygge lærerværelse, toilet og garderobe for den samlede personalestab.
Ved at omplacere afdelingerne opnås en god sammenhæng mellem nogle af værkstedsområderne, og administrationen flyttes til stueetagen ved indgangen til skolen.
Den ene facade på baghuset ændres, da det er nødvendigt at påbygge en balkon og trappe for sikring af flugtvejene.
Udearealer
Der er ikke arbejdet med udearealerne, der i dag står som en asfaltskolegård med mini fodboldbane og legestativ. Der er dog afsat et mindre beløb til udendørs aktivitetsmidler.
Tidsplan
Byggeriet vedrørende de 6 heldagstilbud foreslås igangsat i foråret 2003 og afsluttet i forbindelse med skolestart 2003. For at minimere generne ved ombygningen er det aftalt med skolen, at byggeriet i givet fald etapedeles pr. etage.
Økonomi
Den
samlede udgift til gennemførelsen af helhedsplan udgør 10,81 mio. kr. ved byggeindeks
173.
Etape |
År |
Kapacitet |
FH- Pulje |
Skole-pulje |
|
1 |
2003 |
66 skolepladser, heraf 6 heldagspladser. Udvidelse af personalefaciliteter. |
1,43 |
2,05 |
3,48 |
2 |
2004 |
66 skolepladser heraf 6 heldagspladser og 8 KKFO pladser fra nuværende elevgruppe. Ombygning af rød afdeling |
0,30 |
0,46 |
0,76 |
3 |
2005 |
72 skolepladser og 24 KKFO pladser Ombygning af værksteder og administration.
|
1,84 |
2,84 |
4,68 |
4 |
2006 |
Ombygning af orange afdeling og etablering af pædagogisk center. |
0,74 |
1,15 |
1,89 |
Total |
|
|
4,31 |
6,50 |
10,81 |
Der søges om anlægsbevilling til 1. etape af helhedsplanen, som indeholder etablering af 6 heldagstilbud til en samlet udgift på 3,48 mio. kr. ved byggeindeks 173, svarende til forventet middelindeks 2003. Udgiften afholdes i 2003.
Den samlede udgift på 3,48 mio. kr. fordeler sig med 2,05 mio. kr. til skoledelen (specialundervisning) og 1,43 mio. kr. til KKFO.
Der kan anvises dækning for udgiften i 2003 på 2,05 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.3 afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler, da hele 65 mio. kr.'s puljen er placeret på denne konto. Der kan anvises dækning for udgiften i 2003 på 1,43 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.15.3 til fritidshjem.
Den foreslåede anlægsbevilling afholdes inden for det ordinære anlægsbudget samt den særlige pulje på 65 mill. kr. i 2003. Nye projekter igangsættes alene, hvis de kan afholdes inden for den fastsatte budgetramme for 2003. Tidsmæssige forskydninger af de samlede om- og udbygninger på skoleområdet som følge af uforudsigelige forhold kan medføre, at alle projekter ikke gennemføres fuldt ud som planlagt i 2003.
Miljøvurdering
Anlægsprojektet i denne indstilling vil medføre nye tilbud og en forbedring af de fysiske rammer både for personale og elever på Skolen i Charlottegården
Da der udelukkende er tale om ombygningsarbejder og flytning af eksisterende funktioner, forventes ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser i forbindelse med projektets gennemførelse.
Høring
Den reviderede helhedsplan er udarbejdet i samarbejde med skolen og skolebestyrelsen. Der vedlægges høringssvar fra skolen.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Situationsplan
· Bilag 2: Fremtidige forhold stue, 1. sal og tagetage
· Bilag 3: Høringssvar fra skolen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen