Anlægsbevilling til fritidsklub Carl Nielsens Allé
Anlægsbevilling til fritidsklub Carl Nielsens Allé
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 8. maj 2003
BR 186/03
Anlægsbevilling til fritidsklub Carl Nielsens Allé
Anlægsbevilling til fritidsklub Carl Nielsens Allé
Indstilling om, at der gives en anlægsbevilling på 6,07 mio. kr. til indretning af en fritidsklub på Carl Nielsens Allé 19 samt til flytning og kapacitetsudvidelse af fritidsklubben Østre Gasværk Nord med bevillingsmæssig dækning som anført under Økonomiafsnittet, idet det sidste afsnit i økonomiafsnittet dog udgår.
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
at der gives en anlægsbevilling på 6,07 mio. kr. til indretning af en fritidsklub på Carl Nielsens Allé 19 samt til flytning og kapacitetsudvidelse af fritidsklubben Østre Gasværk Nord
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts
2003
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet sidste afsnit i økonomiafsnittet udgår, jf. vedlagte brev fra borgmester Per Bregengaard.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2003
Anbefalet.
RESUME
I forbindelse med udbygning af Strandvejsskolen, hvor skolen udvides fra 2 til 3 spor, er det nødvendigt at ændre den integrerede institution "Østre Gasværk Nord". Institutionen består af en klubdel (80 pladser) og en fritidshjemsdel (50 pladser). Klubben har til huse i stueetagen i den tidligere portbygning til Østre Gasværk. Lokalerne skal fremover indgå som en del af skolen. Da der er et stort behov for klubpladser på Ydre Østerbro, er der samtidig behov for at udvide klubbens kapacitet.
Fritidshjemsdelen er placeret i en fritliggende pavillonbygning, der skal fjernes for at give plads til det nødvendige nybyggeri i forbindelse med skolens udvidelse. I forbindelse med skolens udvidelse integreres fritidshjemmet som en ny KKFO i skolebyggeriet.
Der er på den baggrund behov dels for en flytning og udvidelse af klubben og dels behov for en genhusning af fritidshjemmet, indtil institutionen kan flytte ind i skolens nybyggeri.
Der er tidligere (BR 16. maj 2002, BR 259/02) givet anlægsbevilling til etablering af en fritidsklub til 75 unge i forbindelse med nybyggeri af en filial til Øresundsskolen. Derudover er der nu skaffet mulighed for i eksisterende lokaler på Øresundshospitalet, Carl Nielsens Allé 19 at indrette yderligere 100 pladser.
Forslaget, der indebærer, at klubben fremover vil være fordelt i 2 bygninger på Øresundshospitalet, betyder, at det på kort sigt er muligt at løse genhusningsproblemerne for klubben og fritidshjemmet samtidig med, at det på længere sigt er muligt at udvide klubkapaciteten.
Der søges på den baggrund om en samlet anlægsbevilling på 6,07 mio. kr. til indretning af lokaler på Carl Nielsens Allé 19 med henblik på flytning og udvidelse af fritidsklubben Østre Gasværk Nord.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med udbygning af Strandvejsskolen, hvor skolen udvides fra 2 til 3 spor, er det nødvendigt at ændre den integrerede "Østre Gasværk Nord", Sionsgade 5 E. Institutionen består af en klubdel (80 pladser) og en fritidshjemsdel (50 pladser). Klubben har til huse i stueetagen i den tidligere portbygning til Østre Gasværk. Lokalerne skal fremover indgå som en del af skolen. Da der er et stort behov for klubpladser på Ydre Østerbro, er der samtidig behov for at udvide klubbens kapacitet.
Fritidshjemsdelen er placeret i en fritliggende pavillonbygning, der skal fjernes for at give plads til det nødvendige nybyggeri i forbindelse med skolens udvidelse. I forbindelse med skolens udvidelse integreres fritidshjemmet som en ny KKFO i skolebyggeriet.
Fritidshjemmet skal derfor genhuses indtil KKFO'en står færdig, og genhusningen vil have en varighed af ca. 2 år.
Der er tidligere (BR 16. maj 2002, BR 259/02) givet anlægsbevilling til etablering af en fritidsklub til 75 unge i forbindelse med nybyggeri af en filial til Øresundsskolen. Byggeriet forventes at kunne tages i brug primo 2004. Derudover er der nu skaffet mulighed for at indrette klublokaler med plads til yderligere 100 børn og unge i eksisterende lokaler på Øresundshospitalet, Carl Nielsens Alle 19. Under forudsætning af godkendelse af den nødvendige anlægsbevilling vil lokalerne kunne tages i brug omkring efterårsferien 2003.
Det er på den baggrund foreslået, at den Integrerede Institution "Østre Gasværk Nord", der står over for et lederskift, opdeles i en selvstændig klub og et selvstændigt fritidshjem, der senere indgår i den kommende KKFO på Strandvejsskolen. Det er samtidig foreslået, at de 2 "institutionsdele" genhuses i de to lokaliteter på Øresundshospitalet. Herved skabes endvidere mulighed for at frigøre klubbens nuværende lokaler til brug for skolen, der er hårdt presset lokalemæssigt. Det er planen, når fritidshjemmet overgår til KKFO på skolen, at klubben overtager begge lokaliteter på Øresundshopitalet med henblik på en udvidelse af pladstallet.
Afhængigt af de økonomiske muligheder for en udbygning af skolen forventes genhusningen af fritidshjemmet at strække sig over ca. 2 år. De konkrete genhusningsplaner vil blive drøftet nærmere med de involverede parter og vil bl.a. afhænge af, hvornår det planlagte nybyggeri til skolen skal påbegyndes.
Den samlede anlægsøkonomi for etablering af en fritidsklubafdeling på Carl Nielsens Allé 19 udgør i alt 6,07 mio. kr.
Beskrivelse
af projektet til ny fritidsklubafdeling
Den bygning, som klubben skal flytte ind i, er beliggende på Øresundshospitalets område Carl Nielsens Allé 19. Lejemålet hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Der lejes i alt 410 m2, heraf er 193 m2 indrettet til opholdsrum.
Bygningen indrettes med et café/køkkenlokale og et sportsrum, adskilt af en foldevæg. Det er tanken, at klubben kan afholde teater- og musikarrangementer her. Der indrettes 4 værksteder, som samles af et fællesrum. Det foreslås, at der laves transparente vægge mellem værksteder og fællesrum for at skaffe tilstrækkeligt lys ind i fællesrum, men med mulighed for afskærmning f.eks. ved brug af skodder. Værkstederne indrettes fleksibelt. Derudover indrettes garderobe, personalerum, kontor og toiletter m.v.
Ved lyddæmpning i gangarealer samt garderobe tages der hensyn til bygningens karakteristiske hvælvede lofter. Af brandmæssige hensyn er det nødvendigt at lave direkte udgange fra opholdsrummene til det fri. Disse udgange vil ligeledes blive udformet under hensyntagen til bygningens arkitektur.
Der hører et udeareal til klubben af samme størrelse som indearealet. Der skal fjernes forurenet jord på området. Indretningen af selve udearealet er endnu ikke fastlagt med brugerne. Der vil ske en nærmere detaljering i samråd med dem.
De samlede udgifter
er opgjort til i alt 6,07 mio. kr. I beløbet er indeholdt udgifter til
montering af afværgeforanstaltninger i forhold til forurenet jord, ligesom der
er afsat et beløb til genhusning og flytning af fritidshjem og klub.
Tidsplan
Byggeriet forventes igangsat medio april og afsluttet i oktober 2003.
Økonomi
Den samlede udgift til etablering af fritidsklubben i nye lokaler udgør 6,07 mio. kr. (indeks 173).
Udgiften afholdes i 2003.
Der kan anvises dækning for udgiften på 6,07 mio. kr. i 2003 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens konto 5.16.3 afsatte rådighedsbeløb til klubber.
Under forudsætning af at etableringen af klubben godkendes, vil der bli ve indgået en lejekontrakt med Kultur- og Fritidsforvaltningen om leje af lokalerne med en årlig leje på 500 kr. pr. m2.
Den foreslåede anlægsbevilling afholdes inden for det ordinære anlægsbudget samt den særlige pulje på 65 mill. kr. i 2003. Nye projekter igangsættes alene, hvis de kan afholdes inden for den fastsatte budgetramme for 2003. Tidsmæssige forskydninger af de samlede om- og udbygninger på skoleområdet som følge af uforudsigelige forhold kan medføre, at alle projekter ikke gennemføres fuldt ud som planlagt i 2003.
Miljøvurdering
Projektet vil medføre en forbedring af de fysiske rammer for både personale og brugere af klubben.
Da det er et mindre ombygningsprojekt af relativ kort varighed, forventes ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser i forbindelse med projekternes gennemførelse.
I forbindelse med anlæggelse af udearealer fjernes der forurenet jord i henhold til lovkrav herom.
Høring
Der foreligger høringssvar fra Fritidsklubben Østre Gasværk.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Situationsplan og plantegning
· Bilag 2: Høringssvar fra fritidsklubben
Peter Rasmussen
Jørn Larsen