Klage over Borgerrådgiveren
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at klagen ikke imødekommes, og
- at Borgerrådgiverudvalgets udkast til besvarelse godkendes.
(Borgerrådgiverudvalget)
Problemstilling
En borger har klaget over Borgerrådgiverens afvisning af at indlede en nærmere undersøgelse af borgerens henvendelse samt klaget over Borgerrådgiverens afvisning af at behandle borgerens klage over en juridisk medarbejder ansat hos Borgerrådgiveren.
Borgerens klage over Borgerrådgiveren tog sit udgangspunkt i borgerens henvendelse til Borgerrådgiveren i september måned 2011. Borgeren var ikke var tilfreds med Teknik- og Miljøforvaltningens svar på klagen. Borgeren bad derfor Borgerrådgiveren om at indlede en nærmere undersøgelse af følgende klagepunkter:
- et påbudt istandsættelsesarbejde af borgerens vej
- indholdet af forvaltningens referat
- forvaltningens trafiktælling
- faktura for udført arbejde med istandsættelse
- manglende svar på borgers henvendelser til forvaltningen
- klage over betalingsspørgsmålet i forbindelse med istandsættelsen
Borgerrådgiveren skrev ved brev af 27. oktober 2011 til borgeren, at Borgerrådgiveren havde besluttet ikke at indlede en nærmere undersøgelse af klagen. Årsagen til Borgerrådgiverens afvisning af klagen skyldtes flere forhold, herunder bl.a. at borgeren klagede over forhold, som Borgerrådgiveren ikke har kompetence til at undersøge. Brev af 27. oktober 2011 til borger er vedlagt som bilag 1.
Borgeren henvendte sig ved e-mail af 3. november 2011 til Borgerrådgiveren og udtrykte sin utilfredshed med Borgerrådgiverens afvisning af at foretage en nærmere undersøgelse af sagen. Borgeren bad om, at blive telefonisk kontaktet med henblik på en uddybende begrundelse for Borgerrådgiverens afvisning.
En juridisk medarbejder ved Borgerrådgiveren kontaktede telefonisk borgeren den 7. november 2011.
Borgeren klagede ved e-mail af 7. november 2011 over Borgerrådgiverens afvisning af at indlede en nærmere undersøgelse af sagen samt over telefonsamtalen med den juridiske medarbejder.
Borgerrådgiveren svarede på borgerens klage ved brev af 2. december 2011. Borgerrådgiveren skrev til borgeren, at han ikke havde fundet grundlag for at indlede en nærmere undersøgelse af klagen, da hans kompetence som Borgerrådgiver på en række punkter stillede sig hindrende i vejen, og at han i øvrigt ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for en nærmere undersøgelse af de øvrige punkter. Borgerrådgiveren præciserede således, at borgerens sag blev afsluttet ved brev af 27. oktober 2011.
Borgerrådgiveren afviste ligeledes borgerens klage over samtalen med den juridiske medarbejder. Borgerrådgiveren begrundede denne afvisning med, at der ikke var overensstemmelse mellem borgerens opfattelse af det passerede under samtalen, og de referater af samtalen, som Borgerrådgiveren havde modtaget fra sin medarbejder. Borgerrådgiveren konstaterede, at borgeren og medarbejderen i nogen grad havde talt forbi hinanden og ikke havde den samme opfattelse af samtalen, hvorfor Borgerrådgiveren ikke fandt grundlag for at foretage yderligere i anledningen af borgerens klage. Brev af 2. december 2011 er vedlagt som bilag 2.
Borgeren henvendte sig igen ved e-mail af 3. december 2011, i det borgeren ønskede at få sin klage af 7. november 2011 behandlet af Borgerrådgiverudvalget.
Under Borgerrådgiverudvalgets behandling af klagen på ordinært udvalgsmøde den 27. januar 2012, blev det besluttet at afvise borgerens klage over Borgerrådgiverens afvisning af at foretage en nærmere undersøgelse af borgers klagepunkter vedrørende det påbudte istandsættelsesarbejde, fakturaen for det udførte arbejde og betalingsspørgsmålet, som åbenbare grundløse, i det Borgerrådgiveren ikke har kompetence til at behandle sådanne klager, jf. vedtægt for Borgerrådgiveren § 7, stk. 3, nr. 3.
For så vidt angik de øvrige klagepunkter besluttede udvalget at afvise borgerens klage, i det udvalget var enige i det skøn, Borgerrådgiveren havde foretaget.
Borgerrådgiverudvalget besluttede ligeledes at afvise klagen over Borgerrådgiverens afvisning af at foretage yderligere vedrørende borgerens klage over den juridiske medarbejder. Borgerrådgiverudvalget fandt, at det på grund af de forskellige opfattelser af det passerede under samtalen ikke var muligt at få fuldstændig klarhed over, hvad der var passeret i sagen.
Borgerrådgiverudvalget fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte Borgerrådgiverens vurdering af borgerens klage.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til besvarelsen af klagen.
Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog den 17. marts 2005 en procedure for behandling af klager over Borgerrådgiveren (BR/175/05). Borgerrepræsentationen besluttede:
”at klager over Borgerrådgiveren som institution eller personligt altid skal forelægges Borgerrepræsentationen med en indstilling fra Borgerrådgiverudvalget vedrørende besvarelsen, medmindre udvalget vurderer, at klagen er åbenbart grundløs.”
I overensstemmelse hermed har klagen været behandlet på Borgerrådgiverudvalgets møde den 27. januar 2012, og forelægges hermed Borgerrepræsentationen med en udvalgsindstilling og et udkast vedrørende besvarelsen, jf. bilag 3.
Det fremgår af § 24, stk. 3, i Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune, at Borgerrepræsentationen ansætter og afskediger Borgerrådgiveren samt fastsætter de nærmere regler for dennes virksomhed.
Såfremt Borgerrepræsentationen ikke finder borgerens klage over Borgerrådgiveren berettiget, kan henvendelsen besvares i overensstemmelse hermed. Udkast til besvarelsen er vedlagt, jf. bilag 3.
Såfremt Borgerrepræsentationen finder klagen berettiget, kan Borgerrepræsentationen i medfør af Styrelsesvedtægtens § 24, stk. 3, beslutte at træffe de bestemmelser i relation til Borgerrådgiverens virksomhed, som findes relevante.
Borgerrepræsentationen kan endvidere beslutte at bringe tjenstlige sanktioner i anvendelse over for Borgerrådgiveren.
Borgerrådgiveren har ved brev af 27. oktober 2011 begrundet afvisningen af behandlingen af klagen, samt vejledt borgeren om mulighederne for at henvende sig til Folketingets Ombudsmand, Vejdirektoratet og Tilsynet under Statsforvaltningen.
Borgerrådgiveren har desuden ved brev af 2. december 2011 afvist klagen over medarbejderen samt vejledt borgeren om processen for behandling af klager over Borgerrådgiveren.
Borgerrådgiverudvalget har den 27. januar 2012 besluttet at indstille til Borgerrepræsentationen, at klagen afvises.
Borgerrådgiverudvalget finder som beskrevet ikke grundlag for, at tilsidesætte Borgerrådgiverens skøn.
På den baggrund indstiller udvalget til Borgerrepræsentationen, at klagen ikke imødekommes, og at klagen besvares ved udvalgets brevudkast til borgeren.
En udskrift af beslutningsprotokollen fra Borgerrådgiverudvalgets møde den 27. januar 2012 er vedlagt som bilag 4.
Økonomi
Videre proces
Oversigt over politisk behandling
Borgerrådgiverudvalget indstiller over for Borgerrepræsentationen
- at klagen ikke imødekommes
- at Borgerrådgiverudvalgets udkast til besvarelse godkendes
Borgerrådgiverudvalgets beslutning under mødet den 27. januar 2012
Sagen blev drøftet. Udvalget besluttede at indstille til Borgerrepræsentationen, at klagen ikke imødekommes, samt at bemyndige udvalgssekretæren til på grundlag af drøftelserne, at udarbejde en indstilling til Borgerrepræsentationen og et udkast til besvarelse i overensstemmelse hermed.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.