Revision af kvalitetsstandarderne
Revision af kvalitetsstandarderne
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 8. februar 2007
BR 44/07
Revision af kvalitetsstandarderne
Revision af kvalitetsstandarderne
Indstilling om,
at godkende kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. lov om Social Service § 83,
at godkende kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf. lov om Social Service § 86,
at godkende at genoptræning organiseres i en Bestiller- Udfører- Modtager model (BUM), i lighed med personlig og praktisk hjælp, samt
at kvalitetsstandarden for Psykisk pleje og omsorg ændres til: "Borgere, der har behov for psykisk pleje og omsorg, enten på grund af fysiske, psykiske og sociale problemer, herunder ensomhed".
Det bemærkes, at arbejdet med en revision af konceptet for kvalitetsstandarder skal koordineres med det arbejde vedrørende kvalitetsstandarder, der sættes i gang i forlængelse af indstillingen om Åbenhed på Rådhuset (BR 337/06).
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Sundheds-
og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og
Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Lov
om Social Service § 83
at godkende kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende
træning, jf. Lov om Social Service §86
at godkende, at genoptræning organiseres i en Bestiller- Udfører-
Modtager model (BUM), i lighed med personlig og praktisk hjælp.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2006
Udvalget anbefalede indstillingen med følgende ændring til kvalitetsstandarden for Psykisk pleje og omsorg: "Borgere, der har behov for psykisk pleje og omsorg, enten på grund af fysiske, psykiske og sociale problemer, herunder ensomhed".
Dansk Folkeparti ønskede følgende ført til protokol:
"Dansk Folkeparti mener ikke at kvalitetsstandarden er et udtryk for den
service den ældre har brug for. Dansk Folkeparti vil arbejde for en forbedring
af serviceniveauet i kvalitetsstandarden".
Venstre ønskede følgende ført til protokol:
"Venstre godkender den aktuelle version af kvalitetsstandarderne, men
skal samtidig udtrykke et klart ønske om, at Sundheds- og Omsorgsudvalget snart
får mulighed for en indgående drøftelse af niveau for og indhold i fremtidens
kvalitetsstandarder".
Resten af udvalget tilsluttede sig dette.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet arbejdet med en revision af konceptet for kvalitetsstandarder skal koordineres med det arbejde vedrørende kvalitetsstandarder, der sættes i gang i forlængelse af indstillingen om Åbenhed på Rådhuset (BR 337/06)".
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. januar 2007
Anbefalet.
Carl Christian Ebbesen (O) videreførte
Dansk Folkepartis protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling.
Martin Gertsen (V) videreførte Venstres protokolbemærkning
fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling.
RESUME
Kommunen skal én gang årligt udarbejde:
·
Kvalitetsstandarder
for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)
·
Kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)
Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er systematiseret
i en række kvalitetsområder. Under hvert kvalitetsområde er
visitationskriterierne til hjælp beskrevet og derudover er de enkelte ydelser
beskrevet. I revisionen af kvalitetsstandarderne er der foretaget meget få
ændringer i forhold til 2006, Den væsentligste ændring er, at det er blevet
tydeliggjort, hvilke ydelser der kun er gældende i hjemmeplejen og hvilke
ydelser, der er gældende i både hjemmeplejen og i plejebolig.
Kvalitetsstandarderne for genoptræning for borgere over 65 år har
gennemgået en større revision. De er nu udformet som et borgerrettet dokument,
hvor serviceniveauet på træningsområdet synliggøres over for borgerne.
Indførelsen af BUM på træningsområdet udgør ligeledes en stor forandring i
forhold til hidtidig praksis og styring på området.
I løbet af 2007 vil kvalitetsstandarderne undergå en større revision,
herunder vil konceptet for kvalitetsstandarder videreudvikles.
SAGSBESKRIVELSE
Kvalitetsstandarderne danner grundlag for den politiske fastsættelse af
serviceniveauet, det vil sige indhold, omfang og krav til udførelse af hjælp og
træning.
Kvalitetsstandarderne medvirker til at sikre borgernes retssikkerhed,
således at borgere med ensartede behov får tildelt ensartet hjælp og træning
uanset boform og bopæl i Københavns Kommune. Kvalitetsstandarderne bidrager
til, at borgerne kan få viden om, hvilken hjælp/træning de er berettiget til.
Kvalitetsstandarderne er et centralt arbejdsredskab for visitatorerne i
forbindelse med visitationen og udarbejdelsen af afgørelser til borgerne.
Endvidere er kvalitetsstandarderne et centralt arbejdsredskab for medarbejdere
i plejeboliger og leverandører af hjemmepleje og træning. De medvirker til at
sikre, at den hjælp/træning, der ydes, er i overensstemmelse med det politisk
vedtagne serviceniveau.
Fagligt er der en tæt sammenhæng mellem de to områder. En del af den
vedligeholdende træningsindsats er indeholdt i kvalitetsstandarder for
personlig og praktisk hjælp, da den integreres i den måde, den øvrige hjælp
udføres på.
Kommunen skal - jf. Lov om Social Service, Bekendtgørelse nr. 262 - én
gang årligt udarbejde:
·
Kvalitetsstandarder
for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)
·
Kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)
Kvalitetsstandarderne er konsekvenstilrettet i forhold til henvisninger
til lovgivning, under hensyntagen til Sundhedsloven som træder i kraft 1.
januar 2007 og den reviderede Lov om Social Service.
Revision af kvalitetsstandarderne 2007
Ændringer i kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Lov om Social Service § 83
Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er med få
undtagelser gældende for både hjemmeboende borgere og borgere i plejeboliger.
Det betyder, at borgerne kan forvente samme serviceniveau uafhængigt af boform.
Kvalitetsstandarderne er systematiseret i en række kvalitetsområder.
Under hvert kvalitetsområde er visitationskriterierne til hjælp beskrevet og
derudover er de enkelte ydelser beskrevet.
I nærværende kvalitetsstandarder er der foretaget følgende ændringer:
·
Det er
blevet tydeliggjort, hvilke ydelser der kun er gældende i hjemmeplejen og
hvilke ydelser, der er gældende i både hjemmeplejen og plejebolig.
·
For at
sikre et ensartet serviceniveau i forhold til rengøring, er det nødvendigt at
give rengøringsydelser med forskelligt interval i henholdsvis hjemmeplejen og
plejebolig. Hyppigheden er beskrevet ved de enkelte ydelser.
·
Grundig
rengøring er ikke mere en selvstændig ydelse som gives automatisk ved
visitation til rengøring. Fremover vil den enkelte borgers samlede behov for
rengøring blive vurderet individuelt.
Det skal bemærkes, at der i forhold til ydelsen "indkøbsordning" indgår
en besparelse i budget 2007. Dette påvirker dog ikke kvalitetsstandarderne, da
besparelsen forventes gennemført ved en skærpelse af
visitationskriterierne.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at forslag til
kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp godkendes.
Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf.
Lov om Social Service § 86
Kvalitetsstandarderne for genoptræning og vedligeholdende træning skal
blandt andet bidrage til, at borgerne kan få viden om, hvilken træning de er
berettiget til. Kvalitetsstandarderne er udformet som et borgerrettet dokument,
hvor serviceniveauet på træningsområdet synliggøres. Endvidere indeholder
dokumentet praktiske oplysninger om bl.a. borgerens muligheder for transport i
forbindelse med træningsforløbet samt ventetider.
Genoptræning
Kommunen skal, jf. Lov om Social Service §86 stk. 1, tilbyde
genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af
sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.
Genoptræning indgår sammen med kommunens øvrige tilbud i en samlet indsats
for at bringe borgeren tilbage til eller så tæt på det funktionsniveau,
vedkommende havde, inden sygdom eller anden hændelse medførte et funktionstab.
Kvalitetsstandarderne for genoptræning indeholder væsentlige ændringer
i forhold til 2006, idet der er udarbejdet "standardiserede"
genoptræningsforløb. Kvalitetsstandarderne indeholder 3 genoptræningsforløb;
træning på hold, individuel træning og en kombination af individuel- og
holdtræning. Alle borgere tilbydes individuel rådgivning og vejledning, fx
vejledning om trænings- og forebyggelsesaktiviteter i lokalområdet.
Genoptræningsforløbene er tidsbegrænsede. Træningsforløbene er udviklet på
baggrund af eksisterende praksis og videnskabelige undersøgelser i forhold til
træningsprincipper. Der vil i 2007 være fokus på at evaluere træningsforløbenes
effektivitet.
Alle genoptræningsforløb tilrettelægges individuelt inden for rammen af
det tildelte træningsforløb og målrettes det formål, som er fastsat af
myndigheden i samarbejde med borgeren i forbindelse med afgørelse om
genoptræning.
Der foretages en evaluering ved træningsforløbets afslutning, og
eventuelle anbefalinger vedrørende opfølgende servicetilbud, fx vedligeholdende
træning, sendes til myndigheden.
Vedligeholdende træning
Kommunen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske
færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
Vedligeholdende træningen foregår
på kommunens daghjem, dagcentre, plejehjem og i hjemmeplejen.
Borgerne tildeles vedligeholdende
træning i forbindelse med visitation til disse tilbud.
Kvalitetsstandarder for den vedligeholdende træning er kun ændret i
form, men ikke i indhold.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at kvalitetsstandarder
for genoptræning og vedligeholdende træning godkendes.
Bestiller–Udfører–Modtager model på genoptræningsområdet
Det fremgår af Lov om Social Service og vejledning hertil, at den
kommunale myndighed skal tilbyde genoptræning efter en konkret individuel
vurdering af træningsbehovet. I forbindelse med afgørelsen skal myndigheden
forholde sig konkret til, hvad formålet med træningsindsatsen er, samt hvad
omfanget og indholdet af træningsindsatsen skal være. Myndigheden skal, når den
træffer afgørelse om genoptræning, tage afsæt i Lov om Social Services krav om,
at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret indsats.
Med indførelse af BUM for genoptræning får Pensions- og
Omsorgskontorerne (visitationen) ansvar for tildeling af genoptræningsydelser i
lighed med andre serviceydelser. Der skabes herved et organisatorisk grundlag
for at sikre en samlet kommunal indsats over for den enkelte borger.
Samtidig vil BUM sikre en større sammenhæng mellem aktivitet og
økonomi, idet der i 2008 vil blive indført aktivitetsbestemt afregning på
træning jf. Lov om Social Service.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen planlægger at indføre BUM på
genoptræningsområdet fra den 1. marts 2007.
Med kommunalreformen får kommunerne myndighedsansvaret for al træning,
som ikke foregår specialiseret i sygehusvæsenet, både den som gives jf. Lov om
Social Service og træning ifølge Sundhedsloven. Dermed får kommunen også
mulighed for at tilrettelægge og tilbyde en helhedsorienteret og effektiv indsats
til borgerne, så borgerne oplever sammenhæng og kontinuitet i de forskellige
træningstilbud, såvel som i de øvrige ydelser, borgerne modtager.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at indførelsen af Bestiller–Udfører–Modtager
modellen (BUM) for genoptræning jf. Lov om Social Service §86 godkendes.
Kvalitetsstandarder 2008
I løbet af 2007 vil kvalitetsstandarderne undergå en større revision,
herunder vil konceptet for kvalitetsstandarder videreudvikles. Det er hensigten
i denne proces at skabe en tæt kobling mellem den ældrefaglige strategi, der i
øjeblikket er under udarbejdelse, serviceniveauet, som danner rammen for
indsatsen, kriterierne for tildeling af hjælp og endelig de kontrakter, som
regulerer samarbejdet med de kommunale og private leverandører af hjælpen.
Således vil der i det nye koncept blive lagt op til, at der i stedet
for et samlet produkt skal udvikles flere forskellige og mere målrettede
produkter, som tilsammen kan skabe sammenhæng mellem de politiske
prioriteringer og praksis. Der vil herunder være fokus på, at der med det nye
koncept for kvalitetsstandarder skal skabes et formidlingsvenligt produkt, som
på en målrettet og tilgængelig måde kan informere borgerne om, hvilken hjælp de
kan forvente, i hvilke situationer de kan få hjælp, mulighederne for frit valg
m.m. Samtidig skal konceptet indeholde operationelle visitationskriterier, som
visitatorerne kan anvende i deres daglige arbejde til både at sikre et ensartet
serviceniveau og samtidig sikre, at borgerne får en individuel afgørelse og den
rigtige hjælp. Endelig er det væsentligt, at konceptet indeholder et fagligt redskab,
som kan sikre en ensartet forståelse af serviceniveauet på tværs af bydele og
dermed en ensartet ramme for den service, som leveres.
Udviklingen af det nye koncept for kvalitetsstandarder er forankret i
Dokumentationsstaben. Arbejdet er igangsat og vil forløbe i første halvår af
2007 med henblik på godkendelse af nye kvalitetsstandarder i sammenhæng med
vedtagelsen af budget 2008.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over
sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Personlig og praktisk hjælp
I budget 2007 er vedtaget en besparelse på 1,8 mio. kr. vedr. grundig
rengøring og 3,4 mio. kr. vedr. indkøbsordning.
Besparelsen vedr. grundig rengøring forventes implementeret via de
foreslåede ændringer i kvalitetsstandarderne. Besparelsen på indkøbsordning
forventes implementeret via skærpet visitation indenfor rammerne af
kvalitetsstandarderne.
Genoptræning og vedligeholdende træning
Indførelse af BUM på træningsområdet sker overordnet i to etaper. Som
anført ovenfor træder adskillelsen mellem myndighed og leverandør i kraft 1.
marts 2007. Den aktivitetsbestemte afregning træder ikke i kraft før 1. januar
2008. Først på dette tidspunkt vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen have de
fornødne data til etablering af en retvisende budgetmodel, herunder en endelig
beregning af taksterne for de standardiserede genoptræningsforløb, som borgerne
kan visiteres til. I 2007 vil budgetterne til træning efter §86 i Lov om Social
Service blive udmøntet på baggrund af den hidtidige budgetmodel på området. Sundheds-
og Omsorgsforvaltningen vil i 2007 følge udviklingen i økonomien på
træningsområdet og på baggrund af de aktiviteter, der har fundet sted dette år,
udarbejde et fremtidigt budget til aktivitetsbestemt afregning.
Det skal understreges, at indførelse af BUM ikke vil påvirke den
overordnede budgetramme afsat til genoptræning efter §86 i Lov om Social
Service, men det kan ikke udelukkes, at der gradvist vil ske en omfordeling af
budgetmidler mellem lokalområderne som følge af ændret aktivitet.
HØRING
Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt for
genoptræning og vedligeholdende træning har i oktober/november været i høring
hos interne og eksterne parter.
Resume af høringssvar vedrørende Kvalitetsstandarder for personlig og
praktisk hjælp er vedlagt som bilag 3, og høringssvarene fra høringsparterne er
vedlagt i kopi i bilag 4. Høringsparterne har ikke mange kommentarer til den
aktuelle revision, men udtrykker ønske om en mere grundlæggende revision.
Resume af høringssvar vedrørende Kvalitetsstandarder for genoptræning
og vedligeholdende træning er vedlagt som bilag 5, og høringssvarene fra
høringsparterne er vedlagt i bilag 6. Høringsparterne er i overordnede træk
enige i SUFs forslag til kvalitetsstandarder og gav udtryk for, at opstillingen
af materialet var let og overskuelig. Der er enkelte forslag til ændringer og
supplerende bemærkninger.
BILAG
Bilag 1 – Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp
Bilag 2 – Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende
træning
Bilag 3 – Resume af høringssvar vedr. kvalitetsstandarder for personlig
og praktisk hjælp
Bilag 4 – Høringssvar fra eksterne høringsparter vedr.
kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp.
Bilag 5 – Resume af høringssvar vedr. kvalitetsstandarder for
genoptræning og vedligeholdende træning
Bilag 6 – Høringssvar fra eksterne høringsparter vedr.
kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning
Lene Sillasen
/Lars Bo Bülow