Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 8. februar 2007
BR 16/07
Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Anmeldelse om nedrivning af ejendommen Jagtvej 69
Indstilling om,
at ejendommen Jagtvej 69 kan nedrives, når den tekniske sagsbehandling af nedrivningsprojektet er tilendebragt.
Anmeldelse om nedrivning af
ejendommen Jagtvej 69
Der skal tages stilling til en anmeldelse fra ejeren
af ejendommen Jagtvej 69 om nedrivning af ejendommen.
INDSTILLING
Indstilling om, 1)
at ejendommen
Jagtvej 69 kan nedrives, når den tekniske sagsbehandling af
nedrivningsprojektet er tilendebragt. (Teknik- og Miljøudvalget) Sagen
blev udsat på Borgerrepræsentationens møde den 25. januar 2007, jfr. bilag 3 |
PROBLEMSTILLING
Ejeren af ejendommen Jagtvej
69, Human A/S, har d. 2. januar 2007 anmodet om tilladelse til at nedrive
bygningen, hvis det vurderes, at det ikke vil være rentabelt at istandsætte
bygningen.
Et ønske om nedrivning kræver
en forudgående anmeldelse fra ejeren til kommunen, der inden for 4 uger skal
reagere på anmeldelsen. Kommunen tager - udover det rent tekniske omkring
nedrivningen - stilling til, om bygningen skal bevares. Såfremt man ønsker bygningen
bevaret, kan dette kun ske efter udarbejdelse af en bevarende lokalplan for ejendommen,
hvilket blev forkastet med Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 14.
december 2006 (BR715/06, Nr. 4).
Borgmester Klaus Bondam har på foranledning af et ønske fra et udvalgsmedlem
tilkendegivet, at en anmeldelse om nedrivning vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget.
For så vidt angår det bevaringsmæssige, er Jagtvej 69 - som alle andre
bygninger fra før 1940 - registreret i Københavns Kommunes SAVE-registrering og
givet karakteren 3. I registreringen er der givet karaktererne 1-9. 1-3 svarer
til høj bevaringsværdi, 4-6 middel bevaringsværdi og 7-9 lav bevaringsværdi.
Vurderingen er en vejledende registrering, der indgår som en del af grundlaget
ved udarbejdelse af bl.a. lokal- og byfornyelsesplaner. En konkret vurdering af
hvorvidt en bygning bør bevares inddrager således også en række andre forhold,
for eksempel forholdet til omgivende bebyggelse og til omgivelserne i øvrigt og
fremtidige bebyggelsesmuligheder.
Bevaringsværdien gives ud fra en vægtning af følgende parametre:
arkitektonisk værdi, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og
tilstand. Bevaringsværdien for Jagtvej 69 er tildelt på baggrund af den
kulturhistoriske værdi. De øvrige værdier er ikke vurderet højt. Jvf. bilag 1,
Fredede og bevaringsværdige bygninger, Kulturarvsstyrelsen.
Bygningen har i kraft af en tidligere anvendelse som Folkets Hus, afd.
Nørrebro, og brug til ungdomshus tilknyttet en særlig historie. Dette er
baggrunden for, at den kulturhistoriske værdi er høj. Ud fra en helhedsvurdering
bedømmes bygningen dog ikke at være bevaringsværdig. Den vurderes ikke at
underbygge en bymiljømæssig sammenhæng i karréen med sin tilbagetrukne
placering i forhold til Jagtvej, der giver et brud i facadeforløbet. Bygningen
er hovedsageligt orienteret mod en smal passage vest for bygningen, og er ikke
en del af en sammenhængende bebyggelse. Facademæssigt fremstår den såvel mod
Jagtvej som passagen uden nævneværdige kvaliteter, og vurderes derfor heller ikke
i arkitektonisk henseende at være af væsentlig eller umistelig karakter. Jvf.
bilag 2a og 2b, Skråbilleder.
Forvaltningen vurderer, at en eventuel fremtidig bebyggelse på den
aktuelle ejendom vil kunne udformes, sådan at den i højere grad underbygger en
bebyggelsesmæssig sammenhæng i området.
Med afsæt i ovennævnte vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen ikke, at
der er grundlag for at revurdere
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den
14. december 2006 (BR715/06, Nr. 4), hvori man forkastede et medlemsforslag om
at udarbejde et forslag til en bevarende lokalplan for ejendommen Jagtvej 69.
ØKONOMI
VIDERE PROCES
Denne sag behandles i Teknik- og Miljøudvalget den 24.januar
2007 (Beslutningsprotokollen eftersendes).
Såfremt Teknik- og
Miljøudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen, og Borgerrepræsentationen
godkender nedrivningen, vil forvaltningen - når den tekniske sagsbehandling af
nedrivningsprojektet er tilendebragt - kvittere for anmeldelsen om nedrivning,
der herefter kan gennemføres.
Såfremt Teknik- og
Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen ønsker bygningen bevaret, vil
forvaltningen nedlægge forbud mod nedrivningen efter planlovens § 14 og
herefter iværksætte proceduren for udarbejdelse af bevarende lokalplan.
BILAG
Bilag 1a-b Fredede
og bevaringsværdige bygninger, Kulturarvsstyrelsen.
Bilag 2a-b Skråbilleder
Bilag 3 Oversigt
over politisk behandling