Medlemsforslag om Arbejdernes Ligkistemagasin
Medlemsforslag om Arbejdernes Ligkistemagasin
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 8. februar 2001
Nr. 29 BR 51/01. Medlemsforslag om Arbejdernes Ligkistemagasin
(Stillet af Martin Geertsen (V)):
Borgerrepræsentationen beslutter, at der i den af Sundhedsforvaltningen indstillede undersøgelse af Sundhedsdirektoratets og andre instansers håndtering af klagesager og andre problemer vedrørende det daværende samarbejde med Arbejdernes Ligkistemagasin også inddrages eksterne konsulenter.
Peter Martinussen, Jette Bergenholz Bautrup, Winnie Berndtson og Lubna Elahi (alle A), samt Marlene Krogh (F) og Bente Møller (Ø) stillede følgende ændringsforslag:
"Der stilles følgende ændringsforslag vedr. brug af eksternt konsulentfirma ved undersøgelse af det daværende Sundhedsdirektoratets behandling af klagesager i forbindelse med bedemandsfirmaers håndtering af begravelser:
Følgende kommissorium foreslås:
Formålet med undersøgelsen er:
· at få afdækket om der i Københavns Kommune forefindes flere sager, som omfatter klager eller andre problemer i relation til samarbejdet med det daværende Arbejdernes Ligkistemagasin og/eller øvrige bedemandsfirmaer
· at undersøge Sundhedsdirektoratets og andre instansers håndtering af klagesager og andre problemer vedrørende samarbejdet med Arbejdernes Ligkistemagasin og /eller øvrige bedemandsfirmaer. I forbindelse hermed ønskes belyst, om der er behov for at placere et ansvar.
Gennemførelsen af undersøgelsen opdeles i to faser.
1. Afdækningen af eventuelle yderligere klager og andre problemer, herunder indgåelse og fornyelse af kontrakter. Dette varetages af Sundhedsforvaltningens Praksiskontor med direkte reference til den administrerende direktør. Afdækningen omfatter indsamling af diverse bilagsmateriale til brug for den videre undersøgelse.
2. Selve undersøgelsen og vurderingen af Sundhedsdirektoratets og andre instansers håndtering af klagesager og andre problemer, fx betaling og kontrol af regninger, varetages af et eksternt revisionsfirma med særligt fokus på forvaltningsrevision. Sundhedsforvaltningen indhenter tilbud. Valg af revisionsfirma og indgåelse af aftale godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget med udgangspunkt i nærværende kommissorium.
Generelle krav til undersøgelsen:
Undersøgelsen skal – udover Arbejdernes Ligkistemagasin og dets filialer- også omfatte øvrige bedemandsfirmaer, som Sundhedsdirektoratet og andre instanser har samarbejdet med.
Det skal sikres, at samtlige eksisterende klager og andre problemer i forhold til bedemandsfirmaernes håndtering af begravelsessager gennemgås.
Undersøgelsen skal strække sig tidsmæssigt så langt tilbage, som der findes tilstrækkelig dokumentation til belysning af sagen.
Undersøgelsen skal både omfatte klagesager og andre problemer vedr. håndteringen af offentlige begravelser i forhold til såvel den centrale administration som de institutioner, der er, eller har været, underlagt Københavns Kommune.
Undersøgelsen skal ligeledes omfatte de somatiske hospitaler under Hovedstadens Sygehusfællesskab samt hospitaler, som er nedlagt i løbet af 1980'erne og 1990'erne.
Igangværende proces:
Med henblik på en undersøgelse har Sundhedsforvaltningen den 9. januar 2001 tilskrevet samtlige kommunale plejehjem, hospitalsledelserne, H:S Direktionen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og anmodet om, at man inden for eget ressortområde foranlediger undersøgt, om der har været klager og andre problemer i forhold til Arbejdernes Ligkistemagasins - eller dets filialers - håndtering af sådanne klager tilbage i tiden.
Såfremt dette måtte være tilfældet, har Sundhedsforvaltningen anmodet om, at sagen eller kopi af denne inden den 29. januar 2001 tilsendes Sundhedsforvaltningen med henblik på en nærmere gennemgang. Det er præciseret overfor ovennævnte instanser, at eventuelle sager skal indsendes, uanset hvornår klagen og/eller problemet har fundet sted.
Sundhedsforvaltningen skal snarest gøre institutionerne opmærksom på, at undersøgelsen – udover Arbejdernes Ligkistemagasin og dets filialer – også omfatter øvrige bedemandsfirmaer.
Undersøgelsen skal ligge til grund for en skriftlig redegørelse i sagen for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Redegørelsen skal indeholde en vurdering af Sundhedsdirektoratets og andre instansers håndtering af klagesager og andre problemer vedrørende det daværende samarbejde med bedemandsfirmaer, herunder om der er behov for at placere et ansvar i sagen
Den 9. januar er følgende tilskrevet:
- Kommunale Plejehjem
- Hospitalsledelserne ved Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital,
Amager Hospital og Rigshospitalet
- H:S Direktionen
- Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Tidsplan:
Den 29. januar 2001: Sidste frist for modtagelse af materiale fra ovennævnte institutioner.
Den 8. februar 2001: Borgerrepræsentationen forelægges kommissorium for undersøgelsen.
Den 9. februar 2001: Sundhedsforvaltningen oplyser institutionerne om at undersøgelsen udover Arbejdernes Ligkistemagasin og dets filialer – også omfatter øvrige bedemandsfirmaer.
Den 28. februar 2001: Sidste frist for modtagelse af materiale vedrørende øvrige bedemandsfirmaer.
Den 12. marts 2001: Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges indstilling om Sundhedsforvaltningens valg af revisionsfirma og indgåelse af aftale til godkendelse.
Marts/ april 2001: De indkomne sager gennemgås af et eksternt revisionsfirma med henblik på af få afdækket den tidligere håndtering af sager. Gennemgangen vil resultere i en skriftlig redegørelse.
Den 17. april 2001: Den skriftlige redegørelse forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Et af Martin Geertsen (V) stillet forslag om henvisning af beslutningsforslaget samt ændringsforslaget til Sundheds- og Omsorgsudvalget blev forkastet med 29 stemmer imod 24.
For stemte: V, O, C, B, L og D.
Imod stemte: A, F og Ø.
Ændringsforslaget blev herefter godkendt med 29 stemmer imod 24.
For stemte: A, F og Ø.
Imod stemte: V, O, C, B, L og D.
Hermed var beslutningsforslaget bortfaldet.
Lars Hutters (L) ønskede i henhold til Forretningsordenens § 14, stk. 2, følgende bemærkning tilført beslutningsprotokollen:
"SOL har stemt imod, da Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ikke har ønsket at inddrage BR´s øvrige partier i en åben undersøgelse af sagen om Arbejdernes Ligkistemagasin."
Venstres gruppe, Dansk Folkepartis gruppe, Den Konservative gruppe, Den Radikale gruppe og Centrumdemokraternes gruppe tilsluttede sig protokolbemærkningen.
=============================================================